15 Paradisboblen

BONAIRE

Aruba, Bonaire og Curacao udgjorde indtil 2010 de hollandske Antiller, hvor Curacao fik status som et selvstændigt land indenfor Kongeriget Nederlandene, ligesom Aruba har haft siden 1986. Bonaire derimod er en direkte del af Nederlandene som en særlig kommune.

Få dage efter ankomsten til Bonaire var vi i bådbutikken for at finde et par reservedele – der er altid noget der skal fikses🙄 – vi havde en idé om, at vi nok ikke lige kom afsted de første par uger, så vi kunne lige så godt benytte os af en nogenlunde ok udstyret bådbutik og fikse en ting eller to. Idet vi går ind, er en mand på vej ud. Han stopper os da han ser alle matroserne – ham og hans kone, Russel og Kate, ligger i havnen og de har to drenge, Felix og Hugo på 6 og 8 år. Der blev udvekslet WhatsApp og vi aftaler at tales ved.

Vi lejede en pickup og tog på tur på den lille ø, vi var imponeret over det tørre landskab med masser af kaktus, vilde flamingoer, æsler og store leguaner. Den vestlige del af øen, som ligger i læ for passatvinden og de store dønninger fra Atlanterhavet, er bevokset med buske, der i regntiden er grønne, men nu, var visne og lignede noget der var gået helt ud. Her var bakket og 50-100m fra kysten, under havets overflade, finder man koralrevet med et fantastisk marineliv.

Den østlige del af kysten er flad og gold og de store dønninger, der slår ind over klipperne, minder én om de barske og nådesløse kræfter et hav indeholder. Det er imponerende og frygtindgydende på samme tid.

Vi udnyttede at have en stor pick-up og fik provianteret i stor stil – for vi skulle jo snart videre…. Van Den Tweel skulle vise sig at blive vores yndlingssupermarked. Lyst, rent og organiseret. Et stort udvalg, masser af friske grøntsager, frugt og kød.

Er der noget ungerne savner – ud over familie og venner selvfølgelig🥰 – så er det at cykle🚴‍♀️🚴‍♂️. Så vi lejede cykler, desværre var der ikke nogen til Mindstematrosen, så han kom i et sæde bag på Skipperindens cykel. Den første dag cyklede vi en kort tur ud af byen til en skøn Beach bar, hvor vi nød kolde colaer. -Og ja det var virkelig fantastisk at cykle igen.

Den næste dag stod vi tidligt op og pakkede tasken med snacks og vand. Vi kiggede på kort og fandt en nogenlunde rute. Afsted gik det, tværs over øen – det første stykke på asfaltvej, ikke fordi det gjorde den helt store forskel, for vejene er i virkelig dårlig stand, ujævne og med masser af huller, men dog lidt bedre end den jordvej der mødte os senere. Matroserne og Skipper havde mountainbikes med god affjedring, dog en saddel uden komfort. Skipperinden havde en cityshopper uden affjedring, til gengæld en godt polstret saddel😄.

Efter 9km holdt vi pause inden vi fortsatte ind på jordvejen, Ældstematrosen fik en kaktus i tåen – idet han svingede sig op på cyklen igen, snitter han en kaktus og dens pig går gennem skoen og ind i tåen – de har nogen virkelig lede kaktus her, man skal knap røre dem, så sidder de fast, virkelig fast. Efter lidt besvær, jamren og en enkelt tåre fik vi den ud og kunne fortsætte ind på den hullede jordvej. Vi startede med en ret god stigning. Ældstematrosen og Skipper var, som de gode spejdere og gentlemen de er, kørt i forvejen for at sikre sig vi var på rette spor – eller måske for at kunne få sig en lidt længere pause😜 Skipperinden gav den gas, med en heppende Mindstematros om bord, mens Matrosinden måtte kapitulere og trække op😅.

De næste 15km kørte vi bumpende afsted, enkelte steder måtte vi trække. Heldigvis var det delvist overskyet, men alligevel meget varmt. Vi nød at få rørt bentøjet, nød naturen, snakkede, pjattede og kiggede på de huler vi mødte undervejs. Vi havde ikke helt regnet med, at turen skulle blive så lang og pludselig slap vandforsyningen op🥵 Derudover punkterede Skippers cykel😫 Vi kiggede igen på kort, vi var næsten ved hovedvejen, der måtte være en eller anden kiosk, hvor vi kunne få noget at drikke og vi kunne nok også få et lift til skipper…. Matroserne og Skipperinden efterlod Skipper med en trækkende cykel og fortsatte. Vi kom ud til hovedvejen og her lå en landsailbane (gokart med sejl). Banen var lukket, men de var ved at ordne gokartene og de havde vand – iskoldt vand😁 Vi slukkede tørsten, fyldte flaskerne og Ældstematrosen kørte skipper i møde med vand, han var næsten fremme.

Vi havde ca. 10km tilbage ind til byen og vi startede turen – Skipper trak stadig – Et venligt hollandsk ægtepar stoppede deres lille bil og tilbød Skipper et lift. Cyklen og Skipper kunne lige og lige være i deres lille bagagerum. Vi andre fortsatte på cykel. Matroserne kiggede misundeligt efter bilen, de var ved at være trætte.

Fremme ved cykeludlejningen ventede Skipper med kolde colaer og chips😋 37km blev det til, cykeltrangen blev lige dækket i denne omgang😂.

I marinaen mødtes vi med Russel og Kates båd (Katherine Del Fuego, KDF). Her lå også en amerikansk båd, Pearl, med Mike og Yhaira samt deres to piger, Lauren og Lillian på 8 og 10år, om bord. I de 4 måneder vi tilbragte på Bonaire, blev det til rigtig mange vandreture sammen med de to familier, hyggelige BBQ’s i marinaen og der blev holdt påskefest og fejret fødselsdage og så spiste vi masser af dejlige is🍦. Vi besøgte National Parken, de 700 æsler i Donkey Sanctuary og vi kælede med hundehvalpe og missekatte i Dog Shelter.

KDF og besætning satte kurs mod Panama i midten af juni og os andre begyndte også så småt at forberede afsejling. Familien på Pearl flyttede på hotel, mens deres båd blev klar. Der var blevet knyttet stærke venskaber mellem vores matroser og deres to piger. De sidste 10 dage inden afsejling flyttede Ældstematroserne ind i deres hotellejlighed. Skolen blev udskudt, så de kunne få tanket den sociale konto helt op. Det betød også, at der var tid til at få provianteret og pakket væk samt enetid med mindstematroser – han savnede nu godt nok sine søskende😥

På ankerpladsen ved siden af os kom en katamaran, Sapphira, et par dage efter vores ankomst. De lagde sig ved den private ankerkugle, som vi også havde fat i, og skulle i 14 dages karantæne – til trods for at de havde sejlet i syv dage. Vi kunne se, at der var to drenge om bord. Da de var færdige med deres karantæne, blev vi inviteret over til drinks og snacks, de havde kigget længselsfuldt efter vores matroser -de to drenge havde virkelig brug for at lege med jævnaldrende. Franske Chantal og australske Dean har drengene Norlan og Dillan på 11 og 9år. Ældstematrosen og Norlan fandt hurtigt sammen om deres fælles interesse for skak, selvom Norlan er på et helt andet niveau og gang på gang gav Ældstematrosen stryg inden for få træk😂 Alle fire legede også sammen og vores matroser nød den plads der om bord på en katamaran. Og der blev snorklet og badet på revet lige bag båden. Mindstematrosen var lidt udenfor😥

Via en Facebookgruppe fandt vi en fransk familie, Claire og Nicolas, som i næsten et år havde rejst rundt med deres børn Agath og Raphael på 4 og 6år. De var også ”strandet” på Bonaire og boede i et lejet hus. Også med dem fik vi nogle helt fantastiske oplevelser med. Især omkring dykning. Vi mødtes på stranden og skiftedes til at se efter hinandens børn. De dykkede sammen 45min og bagefter Skipper, Skipperinden og Ældstematrosen i 45min. Matrosinden fik prøvet at dykke på lavt vand når vi var færdige. Hun var rolig og det faldt hende lige så naturligt som sin storebror. Hun glæder sig til også bliver 10år og kan tage PADI OpenWater 🤿.

Da vi ankom til Bonaire kunne Mindstematrosen enkelte ord på engelsk som; Boat, car, play, ice cream, my name is mm. Han og Raphael fandt lynhurtigt sammen. Raphael med lige så få engelske ord, så i starten var det en blanding af dansk, engelsk, fransk og tegnsprog når de legede, men i løbet af få uger havde de begge udviklet det engelske sprog helt enormt, det var fantastisk at se. Det hjalp selvfølgelig også at vi mødtes så meget med den engelske og amerikanske familie og mindstematrosen kastede især sin kærlighed på Yhaira og Mike. Med Raphael fik Mindstematrosen ligeværdig leg. Det er nok noget der har overrasket os mest. Hvor vigtig det er med jævnaldrende legerelationer i den alder. Alle Matroserne kan godt hygge sig med at bygge LEGO, men Ældstematrosen og Matrosinden har et andet sammenhold og er mere ligeværdige. Mindstematrosen er ofte lidt udenfor og mor og far kan heller ikke helt gøre det ud for legekammerater. Man kan tydeligt mærke det på hans opførsel når han over længere tid ikke har haft jævnaldrende legekammerater. Til gengæld er der ikke nogen som ham der kan finde legekammerater. Om det er på en legeplads, shopping center, gågade mm. Han er ikke genert og spørg bare; ”do you want to play?”, ”Can I play with this?”, ”Can I borrow your bike”….😀

Det var også sammen med Nicolas og Claire, at vi fik oplevet natdyk med Ostracods (frørejer). Ostracods er et lille krebsdyr, som hver måned, få dage efter fuldmåne bevæger sig ind på lavt vand for at parre sig. For at tiltrække sig en partner lyser de op og bevæger sig i spiraler opad – et sandt bioluminescens show. Dette skulle være en helt fantastisk og unik oplevelse. Showet starter ca. 45min efter solnedgang og man skal være i vandet inden de starter deres show og uden at bruge lygte. Når de stopper med at lyse, kan man få dem i gang igen ved at lyse med lygten, er man heldig, kan man godt få nogle ekstra shows.

Det startede med at Ældstematrosen og Skipperinden besluttede at tage Padi Advanced. Det kunne gøres på 3 dage og man får 5 dyk, hvoraf det ene er et natdyk. Det passede med, at vi så kunne opleve Ostracods. Vi havde læst på lektierne og skulle mødes onsdag kl. 9 med vores instruktør til det første dyk.

Tirsdag var Skipper ude at dykke med Nicolas og Claire, først et eftermiddagsdyk, mens skipperinden og alle ugerne kørte ind til byen for at spise is, og så et dyk igen efter solnedgang så de kunne opleve Ostracods-showet. Imens lavede Skipperinden og alle ungerne hjemmelavede pizzaer i huset hos Claire og Nicolas. Det var et fantastisk natdyk og en vild oplevelse at se havet lyse op af de små krebsdyr. En perfekt dag og aften der blev afsluttet med rødvin og pizza.

I løbet af aften var der dog tjekket en besked ind på Skipperindens telefon – Det var fra dykkerinstruktøren, som netop havde opdaget, at Ældstematrosen kunne ikke tage Advanced alligevel, da han ikke var fyldt 12år. Øv, 3 uger skilte os fra at få Advanced😪 Det betød også, at vi ikke fik oplevet Ostracodsne – For vi skulle jo snart videre😆

Derfor kørte Ældstematrosen og Skipperinden den følgende aften ned syd på øen, til en strand vi havde dykket fra før. Her var det nemt at komme i og op af vandet. Man kan være heldig at opleve fænomenet med snorkel. Det var skræmmende at gå i vandet i skumringen og begge var en smule nervøse. I mørket svømmede vi roligt ud og væk fra kysten mod koralrevet – imod alle instinkter. Det første stykke var ok, sandbunden lyste klart i mørket, men så blev det dybere og det mørke rev dukkede op. Med blikket ned i dybet var der kun at vente på at showet skulle starte, men der skete ikke noget, nada, nothing, kun morild fra svømmeføddernes bevægelser i vandet – Bevares, det er også flot, men jo ikke derfor vi havde bevæget os ud i det mørke vand😀. Efter 25 min var kulden kommet ind under våddragten og huden og det var nu blevet rigtig mørkt. Slukøret svømmede vi tilbage til stranden. Glade for igen at have landjord under fødderne, men også lidt stolte over at have snorklet i det mørke vand.

Vi var stadig på Bonaire og ved næste fuldmåne holdt vi fuldmåneparty på stranden også med Claire, Nicolas og ungerne samt en anden familie – faktisk dem vi havde lejet bil af. En skøn aften med show fra kitesurfere, god mad, snacks og drinks. Ældstematrosen gav den gas som bartender – det var han skræmmende god til🍹😀

Det betød jo så at Skipperinden og Ældstematrosen alligevel kunne få oplevet Ostracodsne. Fire dage efter tog Claire Ældstematrosen og Skipperinden med på natdyk og vi fik oplevet det særlige syn med de lysende Ostracods. Hold nu op, hvor var det fantastisk! Og da showet var slut, fik vi oplevet nattelivet i havet, WOW!!

Vi mødtes også med 2 hollandske familier, der hver især havde et ønske om en anden hverdag. I Holland er det ikke muligt at hjemmeskole sine børn. Hvis man ønsker at tage ungerne ud af skolen og rejse, skal de tilmeldes en internationalskole. Derfor er Bonaire et oplagt valg, et stykke tropisk Holland, hvor de har mulighed for at gå i skole på samme vilkår som på fastlandet. Den ene af familierne havde fire børn, hvoraf to af dem gik til ridning. Matrosinden fik julelys i øjnene og vi tog ud for at prøve. Ikke det mest fantastiske sted, men Matrosinden var lykkelig og vi aftalte at fortsætte en gang om ugen. Det faldt hende ret naturlig og på de 10 gange hun nåede at ride, blev hun ret dygtig. Stedet var mest et ”efter-skole-tilbud” så pigerne kom kl. 13 når de var færdige med skolen, ordnede ponyerne, red en halv time, hjalp lidt i stalden og med de mange andre dyr der var der og tog hjem igen kl. 16. Der var ikke meget undervisning og ofte glemte ridelæren at oversætte til engelsk. Så ret hurtigt blev det til at Skipperinden selv underviste Matrosinden. Det var hyggeligt og dejligt at være sammen om. Matrosinden blev efter ridetimen og hyggede sig i stalden med de andre piger og blev så hentet igen kl. 16. Ridning står højt på listen når vi kommer hjem igen – faktisk allerhelst en hest😂🐴

Efter at have lejet pick-up’en og leveret den tilbage, skiftedes vi til troligt at traske de 2km, der var hen til Van den Tweel for at handle og 2km tilbage igen. Nogen af os med rullemarie (vores taskevogn) – Skipper nægter at gå med rullemarie, så vil han hellere slæbe🤣🤣

Claire og Nicolas havde fået et virkelig godt tilbud på billeje så de sidste tre måneder havde vi en lille bil. Det var virkelig skønt og gjorde det muligt at komme på ture, dykke, køre til ridning, handle mm. På sin vis var det dejligt endelig at være et sted i længere tid og få en hverdag og rutine. Men det gav, i den grad, også tid til at mindes alt det derhjemme og det gav plads til savn. Det var som om, der pludselig blev plads i hjerne til savn, når den ikke på samme måde blev fyldt op med nye indtryk. Vi talte meget om dem og det, vi savnede og når der blev ringet hjem, gjorde det lidt mere ondt bagefter.

I skolen skrev Ældstematosen opgave om mangroven – efter en helt fantastisk kajak tur sammen med Pearl-familien. Matrosinden skrev om Simon Bolivar. Vi havde flere gange kørt forbi en statue på torvet og den ville hun gerne kigge nærmere på. Det viste sig at være en bronzebuste af Simon Bolivar – oplagt skoleprojekt, så det blev hendes opgave. Skipperinden fandt en serie på Netflix med 60 episoder, netop om Simon Bolivar, som vi kastede os ud – Hver aften så vi et afsnit eller to – afhængigt af, hvor spændende den var. Det var virkelig hyggeligt.

Vi må nok også erkende, at vi fik lidt bådkuller og pladsen på Amarillo blev lidt snæver. Vi trængte alle til at komme videre og opleve nye eventyr, selvom vi holdt meget af Bonaire. Vi havde også mange tanke om hvad der ville møde os….. Mange steder var hårdt ramt af Covid-19-krisen. Et er karantæne, mundbind og håndsprit, med desperate mennesker, der har mistet job og kæmper for at kunne blive i deres bolig og få mad er en helt anden sag. En beslutning om at forlade Bonaire, var også en beslutning om at forlade den paradis-boble vi havde været i. For det første var der ikke ret mange restriktion, da der ingen tilfælde af Covid-19 var. De var hårdt ramt pga. væsentlig færre/ingen turister, men da Bonaire er en del af Nederlandene fik virksomheder hjælp til at udbetale løn. Og så fik vi lov at opleve øen uden de mange turister fra cruiseskibene😜

Vi var også nød til at revurdere vores overordnede plan om at sejle ud i Stillehavet – var der tid nok, var det sikkert, havde de små ø samfund åbent…..Vi havde mange ruter i puljen, men hele tiden vendte vi tilbage til Stillehavet. Ville vi nogensinde få chancen igen….Den tur trak kraftigt og blev også den vi holdt fast ved. Men vi blev også enige om, at vi alle skulle krydse Stillehavet og ikke som tidligere, at Skipperinden og Matroserne afmønstrede på Galapagos og fløj til Marquesas. Vi skulle ikke risikere at blive skilt ad og ikke kunne blive samlet igen.

Vi lavede planer for vores afgang fra Bonaire og ruten til Panama, men det var som om, at hver gang vi havde lagt os fast på noget, var vi nødt til at lave det om. Vi ville gerne til Columbia og ventede længe på svar fra marinaen om det kunne lade sig gøre at vi kom. Endelig svar, det kunne vi godt – så gik der et par dage, nej, det kunne vi ikke alligevel, for, pga. Covid-19, var det ikke længere sikkert. Ny plan, videre til Curacao, bare for at opleve noget nyt. Bum, det gør vi…..nej, ikke alligevel, for pga. Covid-19, var der uroligheder. De får ikke støtte fra Nederlandene, pga. deres ønske om selvstændighed. Det betyder, at mange mennesker har det hårdt da de er blevet fyret fra deres job. Og det skabte en del uroligheder på øen.

Enden blev, at vi ville tage direkte mod Shelter Bay i Panama. Her kunne vi få båden gjort klar til Galapagos. De ville åbne op i slutningen af juli, så med afgang i starten af juli, en uges sejlads og lidt karantæne ville det nok komme til at passe meget godt.

Vi var så klar til at komme afsted, men det var svært, at skulle sige farvel til alle de fantastiske mennesker vi havde knyttet nye venskaber med. Men alle skulle videre, Claire og Nicolas var taget hjem da flyene igen kunne sende dem mod Europa, KDF og Sapphira var allerede taget afsted mod Panama og Sapphira sågar videre mod Marquesas. Nu var det vores tur – Paradisboblen skulle springes og det måtte briste eller bære.

Søndag d. 5. juli sidst på eftermiddagen forlod vi for sidste gang vores trygge ankerbøje. Efter knap 4mdr havde vi ligget der, i det klare turkise vand og kun sluppet bøjen ca. hver 3. uge når vi skulle i havn og tanke vand. Nu havde vi 6 dages sejlads foran os og vi glædede os.

Efter vi kom fri af Bonaire fik vi flere bølger og de første døgn var lidt urolige, men humøret var højt og fiskelinen var i vandet. Vi havde en stor stime guldmakreller svømmende om båden. Deres smukke turkisblå farver glimtede i vandoverfladen – ingen af dem bed på. Men det skulle komme😁

Vi havde 6 bid i alt på turen – 2 hoppede af inden vi nåede at komme ud til fiskestangen, 2 kæmpede Skipper og Ældstematrosen længe med inden de hoppede af og 2 fik vi om bord. Én stor flot guldmakrel på 125cm og lækker tun 65cm. Vi elsker friskfanget fisk😋🐟

Da vi nåede ud for Barranquilla i Columbia, fik vi modstrøm, bølger i snuden og ingen vind så vi måtte tænde motoren. Det var gråt og regnede og minde mest om en kedelig sommerdag i Køge Bugt.

Efter 4 dages sejlads var vandet rimelig roligt, solen skinnede og vandtemperaturen var 30gr. Det blå ocean lokkede med sin dybe blå og forfriskende farve. Motoren blev stoppet og vi hoppede i det over 3000m dybe ocean. Wow, grænseoverskridende og megafedt. Dejligt afkølede var vi igen klar til næste etape.

Motoren blev startet og vi forsatte. Stadig ingen vind, til gengæld masser af modstrøm og -bølger. Vi sejlede langsomt, virkelig langsomt – sjældent over 2,5kn😲 Vi var nødt til at rationere på dieslen, for vejrudsigten lovede ikke ret meget mere vind og den stærke modstrøm var kommet noget bag på os. Med den hastighed vi bevægede os med, ville vi ikke have diesel nok til at nå Shelter Bay.

Vi fik fyldt diesel på fra reservedunkene, det var tanket helt tilbage på Kap Verde, men det kom en tur gennem vandudskillertragten inden det kom i tanken. Da Skipper fylder på fra dunk nummer to, bliver vi pludselig i tvivl, om det nu også var diesel eller havde vi brugt det og fyldt den op med benzin…..F….. Cockpitet var fyldt med dunke og der blev lavet dufttest, sammenlignet og vurderet. Normalt er vi ikke i tvivl, men det var vi nu. Vi turde ikke tænde motoren, hvad nu hvis det var benzin vi havde kommet i…… Vi fortsatte for sejl i den svage vind der var. Frustrerede og i dybe tanker – hvor og hvordan havde vi brugt dunkene…???

Hen på natten trak en front ind over os – Skipperinden havde vagten – det lynede i det fjerne, som det havde gjort de fleste nætter, men denne gang kom lynene nærmere og nærmere. Kl. 02 blev Skipper banket op – det regnede og lynede mere end hvad Skipperinden synes om. I to timer sad vi med bøjede hoveder, mens regn, lyn og tordenbrag væltede ned over os. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Lyn så skarpe, at vi måtte holde os for øjnene og brag så høje, at vi måtte holde os for ørene. Lynene slog ned omkring båden – hvor var vi heldige, at vi ikke blev ramt. -Og så meget regn, at vores oppustelige redningsveste blev udløst – hold op hvor blev vi forskrækkede og hold op hvor vi grinede………Bagefter 😝. Så sad vi der, gennemblødte af regn og med oppustede redningsveste. Heldigvis fulgte der ingen kraftig vind med regnen, kun store rullende dønninger, som vi lå og skvulpede rundt i, vi sejlede endda baglæns😫

Vi havde spekuleret godt og grundigt over det med dunkene og vi fik rekonstrueret hvor og hvornår vi havde fyldt og brugt dunkene. De var begge fyldt på Kap Verde og vi havde ikke brugt eller tømt dem siden. Vi lavede en ny duft- og sammenligningstest – jo det var diesel. Vi tog en dyb indånding og krydsede fingre🤞 og startede motoren, stadig på reduceret omdrejninger for at spare på dieslen. Alt var godt

Om natten fik vi samme tur, med regn, lyn og torden. Her var det Skipper der var på vagt og Skipperinden, der måtte ud af sengen og give Skipper støtte. Det var rart at være to på vagt i så voldsomt et vejr. Vi klarede os også igennem dette uvejr uden at blive ramt🙏

Vi fik lidt mere vind, ikke fra en ret god vinkel, men det var vind og vi kunne sætte sejl. Det eneste problem var, når vi vendte, sejlede vi samme vej tilbage pga. vi blev presset af strømmen – to skridt frem, et tilbage… I løbet af dagen blev vi klar over, at vi måtte ændre planer – denne gang var det ikke Covid-19’s skyld – men dieselmåleren flyttede sig faretruende tæt på det røde felt. Ikke på vilkår skulle vi krydse de store skibsruter og indsejlingen til Panamakanalen med lidt eller ingen diesel.

PANAMA

Nærmeste havn var Turtle Cay Marina, svær indsejling, som enkelte havde kommenteret de ikke ville anduve i mørke😲. Vi ville ankomme efter midnat. Men vinden havde lagt sig og vandet var roligt, vi havde ikke rigtig noget valg. Kl. 01 blev Oskar blev vækket, så han kunne hjælpe med udkig og fortøjninger.

Det gik, vi kom forbi revet og gennem kanalen ind til den lille havn. Der var roligt i den beskyttede havn og ikke mange både. Vi gik efter broen med diesel. Vi svingede styrbord og vi nærmede os hurtigt betonmolen, Skipperinden råbte til Skipper, at han skulle sætte farten ned og han råbte tilbage, at han gav den fuld gas i bak…. men vi bremsede bare ikke, tværtimod 😱. Der skulle tænkes hurtigt, molen kom tættere og tættere på. ”DREJ STYRBORD!!” Lige inden betonmolen, svingede vi igen styrbord ind i en ledig slip. En stor betonpille beklædt med træ stod om styrbord og tog det meste af vores fart. Betonmolen om bagbord tog lidt mere og til sidst kyssede stævnen betonmolen. Det var ikke noget blidt kys, bum, så lå vi stille. Hvad f….. skete der lige der?!?😩

Vi rystede som espeløv og måtte lige sunde os lidt. Der var umiddelbart ingen alvorlige skader og kl. var 2 – Det havde været et par hårde døgn med al for lidt søvn, vi var trætte, så vi gik til køjs.

Fejlsøgning viste, at gearkablet var røget af mens gearet stod i fremad. Så da Skipper troede han gik i bak og gav gas for at bremse, gav han i virkeligheden bare mere gas fremad😲. S…, det kunne være gået rigtig galt. Heldigvis er Amarillo en solid bygget båd og hun fik kun kosmetiske skræmmer på siderne og ankeret havde taget godt fra, så her var det kun beslaget, der var blevet bukket 🙏.

Vi besluttede at blive der. De medregnede vores 8 dages sejlads i ”karantænen” og vi måtte gå til stranden og bade og rundt på marinaen (med mundbind selvfølgelig 😷). Noget bedre end 14 dages karantæne for anker i beskidt bugt, hvor vi ikke kunne hoppe i vandet grundet krokodiller.

Vi fik fejret skippers fødselsdag og bortset fra de mange myg og ”no man see” (bitte små insekter, der bider værre end myg) nød vi sceneskiftet fra tørre og vindblæste Bonaire til frodig regnskov, med aber, dovendyr og masser af kokosnødder. Her var varmt, meget varmt og vi svedte konstant. Alle så vi frem til eftermiddagens dukkert i havet og et ferskvandsbad under bruseren på stranden. Ellers var det simpelthen for varmt – og der var for mange myg – til at kunne bevæge sig rundt.

Enkelte gange trodsede vi varme og insekter og gik ud på revet for at jage languster. Desværre uden held. Dem vi fandt, var for små, men det var fantastisk at gå på revet. De fleste steder var det dækket af 10-20cm vand og så pludselig var der flere meter dybe huller med masser af fisk.

Her fortsatte vi med at se Simon Bolivar. Med myggespray, -net og røg sad vi i cockpittet aften efter aften og inden vi sejlede videre, fik vi set serien færdig. En god måde at lære historie på😀.

To gange om ugen kom Veggie-trucken. Irwin og hans hjælper kom i en pick-up fyldt med friske grønsager og frugt. Vi kunne sende ham en WhatsApp med små indkøb, som kød, ost og mel og så havde han det med til os – det fungerede virkelig godt.

Indtjekning i Panama er det mest langvarige vi har været udsat for. Vi fik hjælp af en tysker som har boet i Panama i mange år og hjælper sejlere med indtjekning (han taler nemlig også spansk). Efter 3 uger lykkedes det os at få alle papir og stempler. Et fransk ægtepar i havnen havde ventet på deres papir og stempler i over to måneder😲.

Samtidig havde vi fået go fra Shelter Bay, at vi kunne komme uden at lave karantæne igen – til trods for at Panama var lukket ned igen efter åbningen.

Efter 3 uger forlod vi havnen ved højvande om formiddagen den 6. august og satte kurs mod Shelter Bay. Kun 35 Sømil, men stadig med en hastighed omkring 2,5kn – hvad pokker var galt…. Ok, stadig modstrøm, men alligevel……😩 Tilføjelse til listen!

Kl. 22 lykkedes det os at komme i havn. En rolig sejlads, god vind og for sejl i begyndelsen, så roligt uden vind og for motor. Vi sejlede forbi de kæmpestore tank- og containerskibe der ligger for anker uden for Panama Kanalen og venter på at komme igennem – de er meget store når man kommer i sin lille båd😀. I havnen ventede havnemesteren, han vidste vi kom og havde holdt øje med os på AIS’en. To andre sejlere, som vi senere skulle blive gode venner med, stod sammen med ham, klar til at hjælpe. Dejlig modtagelse. Og denne gang virkede gearet, som vi havde fikset med kraftig ståltråd😜 (En varm tanke til Dennis Winther, som gav os det med i afskedsgave🤩)

Vi nød Shelter Bay, her var der flere engelsktalende sejlere (faktisk var der ingen i Turtle Cay), der var legekammerater til ungerne og stort set ingen stikkende insekter😀 Skipperindens fødselsdag blev fejret i bedste bacontemastil (Hun elsker bare gris og især bacon🐷)👍, båden kom på land og den lange ”to-do-liste” blev stort set krydset af. Da Amarillo kom op af vandet og hang i liften fandt vi årsagen til vores nedsatte fart – Ruger, rigtig mange ruger. De var heldigvis forholdsvis nemme og skraber af – alle mand hjalp til og bagefter fik hun en tur med højtryksspuleren. Det hjalp.

De følgende dage blev der arbejdet hårdt med at få slebet den gamle bundmaling af, skiftet toiletslanger, sø ventiler og gas- og gearkabel. Skaderne fra Turtle Cay blev fikset og en hel del andre ting. Til sidst blev bunden malet – denne gang med en noget mere velegnet maling.

Desværre kom Skipperinden til skade med storetåen og måtte gå på krykker i en hel del uger, men det udløste en medicinsk grund til at benytte poolen😎. Det, til stor ærgrelse for matroserne. Den var nemlig Covid-19-lukket.

Der var bagekonkurrence, sandwichkonkurrence og ikke mindst cocktailkonkurrence. Om onsdagen var der movie night med popcorn for ungerne. Vi gik ture i regnskoven og på strande. Vi så krokodillen i havnen, næsebjørne, aber, slanger, agouti o.a. i regnskoven, meget eksotiske.

Skipper og en anden sejler var ved en bondemand i Colon, hvor de købte to grise på ca. 10kg. De blev i taget med i taxiens bagagerum, levende vel at mærke – som, efter den tur, ikke længere var særlig rent -og i skov slagtede vi dem. Der var en lille anatomi forelæsning for marinaens ungerne🐷🐷. Om aften var der lækre helstegte grise for sejlerne. Ugen efter blev der lavet helstegt lam – den var dog slagtet på forhånd.

Ca. to gange om ugen to Skipper shuttlebussen til Colon for at handle. Også i denne marina kom Irwin, så hver tirsdag var der frisk frugt og grønt og i det lille minimarked på marinaen blev der købt mange is – ikke som på Bonaire, men dog is😁

De to ældste Matroser fik igen knyttet dybe venskaber med to piger, Bella, 14år og Luna, 8år – fra katamaranen BellaLuna. Når vi havde afsluttet skolen, så vi dem sjældent før aftensmaden. Der blev snakket, bygget huler og lavet mad på stranden og det var svært da vi skulle sige farvel, for dem kommer vi nok ikke til at møde igen😥

Mindstematrosen fik en jævnaldrende ven, Jonathan 4år, fra en svensk-østrigsk båd – nøj de fik lavet ballade. Bortvist fra loungen fordi de larmede for meget og da el-standerne på pontonerne var blevet malet hvide, syntes de det var megasjovt at køre hænderne rundt i malingen. Så i flere uger rendte de begge rundt med hvide hænder og arme, det var endda lykkedes Jonathan at få det i det meste af håret og hovedbunden – Nej, det var ikke vandbaseret🤣🤣

Det nye skoleår blev skudt i gang og den skrappe lærerinde havde tilføjet op til flere projekter på planen. Det første lavede matroserne i fællesskab – ikke fordi de er synderligt gode til at arbejde sammen – men fordi de ikke bare skulle skrive en emneopgave, men en projektopgave med noget der nærmede sig en problemformulering. Efter en tur på stranden, hvor vi fandt opgravede skildpadde æg og efter at have set en artikel hænge i vagtens vindue om skildpadde æg, der bliver samlet og solgt til restauranter på det sorte marked, blev emnet havskildpadder valgt. Et sejlerægtepar på havnen vidste en del om emnet og de blev inddraget i opstarten til diskussion af emnet. Matroserne skrev projektet på dansk, men lavede en PowerPoint præsentation og et foredrag på engelsk for tre gæster. Det var virkelig godt og en super god øvelse.

I de næste projekter skal de arbejde med de 17 verdensmål. I det første havde Matroserne lavet spørgsmål og en A5-side med info om verdensmålene, også på engelsk. De var rundt i havnen, hvor de spurgte sejlere og arbejder om de kendte til målene mm. Bagefter lavede de grafer i Excel på baggrund af den data de havde indsamlet – det er ikke mange der har kendskab til dem, kunne de konkludere☹ Vi arbejder videre med verdensmålene.

Siden marts/april har Nikolaj og Pablo stået standby for at komme med som gaster over Stillehavet. Nikolaj i Danmark og Pablo, som rejser verden rundt uden brug af fly, var i Columbia. Nu var der endelig lys forude. Nikolaj ankom d. 12.10 med et af de første internationale fly i mange måneder og fik en varm velkomst i Panamas Lufthavn af journalister, fest og gøgl. Pablo måtte desværre gå på kompromis og tage et fly fra Catagena til Panama City.

Den 23. oktober lykkedes det os at komme afsted. Vi havde fået en tid til Panama Kanalen og alt var klar – næsten. En test sejlads et par dage inden viste en utæthed i kølesystemet, der kom kølervæske ud et sted. Skipper var byen rundt for at finde en reservedel, for det var muligvis en rørslange. Han fandt den, men vi var i tvivl, for når man tog slangen fra og trykkede var der ikke noget der tyede på et hul….Uhh, det måtte vi løse undervejs.

Kl. 6 den 23. oktober var vi klar, vi havde en ekstra linehandler om bord – man skal være 4+skipper. Kl. 7 sejlede vi ud, kl. 7.30 kom vores pilot om bord og kl. 9.30 var vi i den første sluse. På vej til slusen tjekkede Skipperinden motorrummet – f…. kølervæsken stod i tynd fin stråle ud i motorrummet fra rørslangen. Det var ikke lige til at lappe, for det første var der megavarmt og for det andet var det faretruende tæt på kileremmen😲 Vi kom så tæt på slusen, at skipper kunne gå i tomgang mens vi ventede på, at fragtskibet vi skulle følges med, sejlede ind i slusen – den kunne kun lige være der, så den sejlede meget langsomt. Kileremmen kørte stadig rundt, men noget langsommere og det var også stadig brændende varmt. Med kompresgaze og elektrikertape fik Skipperinden og Pablo lagt en god forbinding om det utætte rør – det holdt resten af vejen👩‍⚕️👨‍⚕️

Vi startede sent og nåede kun lige den sidste sluse, der åbner ud til Stillehavet, inden mørket faldt på. Det havde været en fantastisk oplevelse af krydse Mellemamerika i sejlbåd på denne menneskeskabte vandvej. Helt vildt imponerende.

Piloten blev igen hentet af en af de mange tugbåde, der dels fragter piloter til og fra både store og små skibe, men som også trækker og skubber fragtskibene ind i sluserne. Man kunne tydeligt se på den måde de styrede den stærke båd hen til Amarillo, samlede piloten op og sejlede væk igen, at det er noget de har prøvet en hel del gange.

Kort efter slusen er der ankerbøjer, hvor vi havde reserveret til en enkelt overnatning. Klokken var mange og linehandleren fik et lift retur af ham der står for ankerbøjerne, sammen med de 8 store kuglefendere og 4x40m torv vi havde lejet. Han skulle tilbage til Shelter Bay og hjælpe den næste båd igennem kanalen dagen efter. Vi lå kortvarigt ved siden af båden inden vi tog afsted og da vi mødte dem et par dage senere fortalte de, at de tog afsted kl. 03 fra Shelter Bay😴😴 Linehandleren har nok ikke haft den store tur i byen lørdag aften😂

Efter en meget urolig nat – vi lå lige op ad sejlrenden – fortsatte vi rundt om Isla Naos, Isla Perico og Isla Flamenco til Las Brisas. Her havde vi også reserveret en ankerbøje. Man kan godt ligge for anker, men vinden vender hele tiden, så man roteret nemt 360gr – det er bare mere trygt med en bøje. Og da kraftig vind ramte os, fra en orkan ved Nicaragua, var vi ret glade for beslutningen om bøjen, så sparer vi de 10$ et andet sted😉

Vi skulle kun lige have provianteret det sidste, så var vi klar til at fortsætte. Det blev gjort i ugens løb og der blev også tid til lidt sightseeing. Fredag hentede hold 1 frisk frugt og grønt på torvet og efter frokost tog hold 2 i supermarkedet for hente kød og andre kølevare……-plus det der lige manglede. Imens skulle hold 1 sejle i havn for at tanke vand og diesel. Da hold 2 kom tilbage på båden var stemningen en smule nedtrykt. Turen ind i havnen havde vist endnu en utæthed i kølesystemet – denne gang fra vandpumpen og den var ikke sådan lige at få fat på.

Netop som man tror man er i bund med listen, kan nyt føjes til – måske hvis man ikke streger det ud, men bare lader som det stadig er på listen……….🤔🤣

Vi fik hjælp og vejledning af Josh, som bl.a. også styrer bøjerne. Han havde fundet en på Amazon, så den blev bestilt. Kunne vi sejle til Las Perlas og så komme tilbage igen når pakken var kommet…..?!? Det mente han ikke var nogen god idé og han havde ret, det ville være et definitiv stop for turen, hvis motoren gik i stykker. Så vi ventede. Pakken blev heldigvis afsendt hurtigt og var i Miami allerede dagen efter, så vi var forhåbningsfulde. Men derfra skulle den videre til Panama City og i den efterfølgende uge var der stort set kun helligdage. Så vi ventede og ventede.

Den før omtalte storm rasede dog hele ugen, så det var nok meget godt, vi ikke lå for anker ved Las Perlas. Det tog 14 dage før pumpen ankom. Vi var ret tætte på at blive vanvittige. Vi fik dog nogle nye venner, som bor tæt ved Las Brisas. Dem tilbragte vi nogle hyggelige timer med og da de skulle nogle dage nord på, fik vi lov at låne deres lejligheder – dejligt med lidt ekstra plads….og wifi😀 Det gav Ældstematroserne mulighed for at lave nationaltest. Så fra kl. 8- 10 sad de dybt koncentreret og lavede først matematik- og så dansk test. Puha, det var hårdt.

Endelig ankom pumpen – fredag eftermiddag, men den fitting, hvorpå slangen skulle monteres var selvfølgelig for lille og den fra den gamle pumpe passe lige nøjagtigt ikke i gevindet. Lørdag blev brugt på at finde en fitting der passede, det lykkedes. Ikke helt efter bogen og nok ikke nået man kunne bestå motorlære med, men det holdt tæt. Søndag d. 14.11 kl. 8 slap vi bøjen og satte kurs mod Las Perlas. Det blev en hård tur og især en hård 1. tur for Nikolaj, som ikke har sejlet før. Vi havde 10-12 m/s foran for tværs og godt med bølger, der ind i mellem også landede i cockpittet. Efter kort tids sejlads var der blåst og en stor pukkelhval sprang op af vandet og landede med et ordentligt plask – et godt stykke fra os, men helt tydeligt – kort efter fulgte en mindre. Det ER bare fedt.

Der blev fanget fisk, 85cm Spanish Mackeral og de sidste 3 timer sad en sule på solcellen og kiggede misundelig og sultent på de sidste fiskerester på agterdækket. Den brugte tiden på at pudse fjerdragten og holdt sig lige nøjagtigt uden for vindmøllens radius. Da vi rullede forsejlet ind, blev den dog forskrækket og fløj væk, men den kom tilbage da vi var færdige. Her havde den dog glemt alt om Vindmøllen og den blev sendt til tælling i havet – tror desværre vingen blev en smule skadet😥

Sidst på eftermiddagen var vi fremme – ikke lige det bedste vejr, halv koldt (26gr), blæsende og regnfuldt. Men vandet var skønt og vi nød igen at kunne springe i fra båden. Vi fik hilst på de lokale på Isla Saboga, vandret gennem junglen og snorklet. Efter et par dage flyttede vi ankerplads til den nærliggende ø Isla Contadora. Her besøgte vi den forladte færge, der ligger på stranden og det, engang 5-stjernede hotel, der nu er rippet for alt og er overtaget af junglens dyr og planter. Rygter om hotel siger, at det blev bygget af narko penge og, at det blev forladt efter et bandeopgør. Rygtet siger også at det er hjemsøgt🧛‍♂️

Vi spiste på en hyggelig restaurant, hvor der blev serveret god lokal mad; Kylling, ris og plantan (stegte mad bananer). Mad og drikke: 50,- DKK pr. snude, det er ok😋

Nu er tiden inden til at komme videre mod det længe ventede Galapagos. Vi er klar og Amarillo er klar. Så d. 20.11 sætter vi sejl mod de spektakulære øer på Ækvator – det bliver spændende og noget vi har set frem til. Citat fra Mindstematrosen: ”Mor, du sagde jeg skulle holde fødselsdag på Galapagos, så nu er det snart min fødselsdag, ik’?”. Lidt svært at forstå vi skulle have været der for over 6 mdr. siden…😆