15. Hvide sandstrande, øhop og lykketræf

ANGUILLA

Det var en smuk tur op langs Anguillas kyst og med fuld vind i sejlene strøg vi afsted. Vi var fremme sidst på eftermiddagen og fik lagt anker i den store bugt, Road Bay. En kold øl blev nydt i cockpittet mens solen gik ned. Næste formiddag blev der pakket snorkeludstyr og snacks og så sejlede vi alle i land. Der blev tjekket ind og lejet bil – det var ret ukompliceret og gik hurtigt. Afsted gik det mod Crocus Bay. Herfra ville vi se om vi kunne komme videre til Little Bay, som vi havde læst skulle være et helt fantastisk smukt sted at snorkle. Da vi kom ned til stranden ved Crocus Bay, var der øde og tomt, men der gik ikke længe så kom George med sin båd, han sejlede folk frem og tilbage mellem de to strande – den eneste måde at komme til Little Bay på. Der var ikke mennesker på den lille kridhvide strand. Vandet var krystal klart og klippevæggen der indrammede den lille strand, gav dejlig skygge. Vi havde en hel fantastisk dag, hvor der blev sprunget fra klipper og snorklet med skildpadder.

Efter formiddagen i paradis, fortsatte vi til Shoal Beach, som er blandt verdens bedste strande. Fint, kridhvidt sand, klart og turkis vand. Vi nød en drink i baren, mens Matroserne boltrede sig i de klare bølger. Et skønt sted at tilbringe eftermiddagen.

Om aftenen fortsatte vi ned på den sydlige del af øen, hvor vi indtog en lækker aftensmad under tusindvis af små lys og til lyden af bølgeskvulp.

Dagen efter tog vi en båd til Sandy Beach – en lille bitte ø ca. 2sm vest for Anguilla. Som navnet antyder en sand-ø midt i alt det turkise hav, en sjov oplevelse. Vi nød nogle timer på den lille ø inden vi tog tilbage, fik handlet og spist frokost. Sidst på eftermiddagen trak vi ankeret op og satte kurs mod, Virgin Gorda, De Britiske Jomfruøer, en tur på ca. 85sm. På vej ud ad bugten mødte vi Vida, en anden dansk båd. Vi fik vinket og råbt vores næste position – de skulle samme vej om et par dage, så kunne vi forhåbentlig mødes.

Tidligt på aftenen passerede vi Dog Island og vi kunne i mørket høre og fornemme massevis af flagermus, så Skipper måtte tage over på roret og Skipperinden gik i skjul om læ (hun har det ikke ret godt med flyvende dyr 😂). Det blev en rolig natsejlads uden ret meget vind og vi gik for motor. Skipperinden havde vagten fra 3-6 og pludselig kunne hun høre et blåst på bagbord side. Lige der, 5-10m, fra båden brød en rygfinne op gennem vandet. Det var ikke en delfin. Rygfinnen tilhørte en hval, formentlig en pukkelhval. Der var flere blåst omkring båden, de var tæt på. Skipper blev banket op, men da han kom op i cockpittet, var de væk igen. Skipperindens ben var som gele, så store dyr, så tæt på båden. Næste morgen, mens Skipperinden sov😩, var der igen besøg af pukkelhvaler, denne gang sprang de op over vandet, dog noget længere væk. Endelig fik vi set hvaler, sådan rigtigt.

BRITISH VIRGIN ISLANDS

Vi havde Virgin Gorda om bagbord og Necker Island om styrbord. Necker Island er privatejet af Sir Richard Branson. Der er et luksusresort på øen, som kan lejes for den nette sum af 42.000$ om dagen. Du kan også nøjes med at leje en enkelt villa – så koster det “kun” 27.000$ pr. uge…..😜💰. Men det ser også skønt ud.

Vi sejlede ind i bugten ved Prickley Pear og lagde anker i det rolige og klare vand. Her var (også) skønt. Der blev taget på eventyr i dinghyen, badet, snorklet og SUP’et. Mark øvede sig intenst og fokuseret på padleboardet og endte da også med at holde sig mere stående på boardet end liggende i vandet😎🏄‍♂️

Vi kunne ikke tjekke ind i denne bugt, så vi trak ankeret op og fortsatte om på den anden side af Virgin Gorda til Thomas Bay og Spanish Town. Her var vi heldige at få en ankerbøje. Vandet var noget mere uroligt, især når færgerne kom forbi. Men det var ok. Vi tog dinghyen ind til land og fandt told og immigration. Det var en oplevelse! Manden i det første vindue var ikke synderlig imødekommen, men da vi tog lidt gas på ham og viste medfølelse for, at han skulle arbejde på en søndag, løsnede han lidt op. Der blev udfyldt papir i lange baner og vi måtte dobbelttjekke, at Mark og Theresas papir var korrekt udfyldt, så de ikke stod med et problem i Tortulas lufthavn – de skulle flyve hjem fra BVI’s.

Vi skulle betale mand i første vindue, men vi kunne ikke anvende visakort og vi havde ikke nok kontanter. Skipper gik på jagt efter en ATM og vi andre fortsatte til næste vindue, her skulle han se papirerne fra første vindue og her kunne vi godt betale med visakort…😆. Vi fortsatte til det sidste vindue, hvor vi også kunne betale med visakort. Skipperinden spurgte den søde dame, hvad det egentlig var vi betalte for hos hende – de to første vinduer var told og immigration -øhhh, det skulle hun lige spørge en kollega om😂😂. En afgift til havnen og ankerbøjen var det vist😆 Skipper kom tilbage og vi fik betalt manden i det første vindue, som vi efterhånden var blevet helt gode venner med og han endte da også med at smile og ønske os en god søndag😎.

Vi tog retur til båden og der blev slappet af og badet og vi blev enige om at forlade ankerbøjen tidligt næste morgen og sejle de 2sm ned til The Bath, for dér at tage en dagsbøje. The Bath er kæmpestore granit sten fra et vulkanudbrud. De er blevet slebet og formet runde af havet. Klipperne danner naturlige tidevandspooler, tunneler, buer og naturskønne grotter, der er åbne for havet. For at komme ind fra havsiden sejler man hen til dagsbøjerne og fortøjre, derfra tager man sin dinghy, fortøjer den ved en line længere inde ved land og svømmer det sidste stykke ind. Vi var fremme ved bøjen allerede kl. 7 og var en af de første både. Der var store dønninger, der brød til store bølger når de ramte det lave vand – hmmm, vi var ikke helt sikre på det var en god idé at tage dinghyen derind og slet ikke at svømme det sidste stykke. Vi afventede, der kom flere både og det var som alle ventede på, at den første skulle forsøge sig. Mens vi ventede, blev det røde flag hejst inde på land – Det betyder at dønninger og bølger er for store og man virkelig skal passe på. Det ville vi ikke udsætte hverken matroserne eller Mark og Theresa for, så vi slap dagsbøjen og tog tilbage til Thomas Bay, hoppede i dinghyen og sejlede ind til land. Herfra tog vi en taxi ned til The Bath. Så utrolig meget nemmere og sikre. Det skulle senere vise sig at være en ret fornuftig beslutning.

Vi betalte ved indgangen og startede turen rundt i området. Der er en fin sti rundt, så man får set det hele. Der var ikke ret mange mennesker og vi nød de imponerende formationer. Da vi kom ned til stranden, som man svømmer ind til, var vi lykkelige for vores beslutning. Folk væltede rundt i de store dønninger og der var flere farlige situationer. Efter at have kravlet op og ned ad de store sten, gennem grotter og pools krøb vi i læ under barens udhæng for regnen og fik lidt at drikke og selvfølgelig de medbragte snacks😆Det havde været en ret så fed oplevelse.

På vejen tilbage til båden fik vi taximanden til at stoppe ved et lille supermarked, så vi kunne proviantere til et par dage. Vi ville tage en overnatning for anker ved Cooper Island inden vi skulle i havn på Tortula og sige farvel til Mark og Terry.

Vi forlod ankerbøjen i Thomas Bay og satte kurs mod Cooper, ca. 10sm sydpå. BVI’s består af 16 beboede og ca. 30 ubeboede øer. De 4 største er Tortula, Virgin Gorda, Anegada og Jost Van Dyke. Hovedstaden er byen Road Town på Tortula. De vulkanske øer ligner et eventyrland med deres grønne, bakkede og ujævne terræn. De ligger tæt omkring Sir Francis Drake Channnel (Sir Francis Drake var engelsk søfarer og opdagelsesrejsende). Den korte afstand mellem øerne, de mange bugter, der giver læ for passatvinden, koraller, hvide strande og klart vand gør øgruppen til et af verdens bedste og mest foretrukken cruising-steder. Mange flyver hertil, lejer en båd og sejler rundt mellem øerne. Vi var her uden for sæsonen, der var stadig mange cruisebåde, så vi kan kun forestille os, hvordan det må være i højsæsonen.

Alle ankerbøjer i bugten ved Cooper Island var optaget, så vi fortsatte til næste bugt, hvor det var tilladt at lægge anker. Her lå to både i forvejen og en var ved at lægge sit anker ud, så vi afventede. Her, hvor der er mange koraller er det vigtigt, at man får lagt ankeret, hvor der er sand. Den anden båd rodede rundt, tog ankeret op og sejlede lidt rundt. Vi havde udset os et sted, så mens den ubeslutsomme båd fandt ud af hvad de ville, lagde vi ankeret og da Skipper hoppede i det klare vand kunne han konstatere, at det lå helt perfekt – naboens anker lå til gengæld lige oven på en koralsten og kæden lå viklet rundt om en anden -det gjorde vi ham selvfølgelig opmærksom på.

Der var skønt, smukt og roligt i den lille bugt, men vi skulle til Tortula og tage afsked med Mark og Terry. Vi gik i havn, fik et dejligt ferskvandsbad og gjorde os klar til at gå ud og spise. Vi fik en taxi, som kunne rumme os alle 7 og afsted gik det  – det var dog nok den mest langsomme taxichauffør på hele øen. Først efter 25min skiftede han til 3. gear😮🐌. Vi nåede dog frem til en hyggelig restaurant, som lå helt ned til vandet. Desværre var det mørkt og regnvejr, så vi kunne ikke rigtig nyde udsigten, men maden var lækker og vi havde en skøn aften. Desværre faldt Mindstematrosen i søvn inden maden kom og Matrosinden nåede kun lige at spise færdig, før hun faldt i søvn ind over bordet. Det er et hårdt liv 😂.

På vejen tilbage havde vi samme taxichauffør. Mark spurgte ham, om han nogensinde havde fået en fartbøde, hvor hurtigt bilen kunne køre osv., men chaufføren forstod ikke rigtig den amerikanske humor og fortsatte sit langsomme tempo. Imens sad vi andre på bagsædet og var ved at knække sammen af grin😂😂.

Dagen efter to vi afsked med Mark og Terry, det havde været fantastisk at have dem med ombord, vi håber at se dem igen i Stillehavet. Thanks a lot for some wonderful days, we really enjoy your company. Please, come visit us again.

Vi tog et par dage mere i havnen, fik sporet hvornår vores gearboks ville ankomme og da der ville gå yderligere nogle dage, slap vi fortøjningerne og satte kurs mod bugten Great Harbour ved Peter Island. Vi kom tidligt på formiddagen og der var masser af ledige bøjer. Matroserne boltrede sig i det klare vand med SUP’en og oppustelige badedyr. Her var en skøn restaurant, hvor Skipper og Skipperinden kunne nyde (en) kold(e) drink(s), nice😎.

Tidlig næste morgen slap vi bøjen og satte kurs mod Lee Bay ved Salt Island. Målet var en snorkeltur på RMS Rhone. RMS Rhone var et engelsk Royal Mail Ship, som sank i 1867 under en frygtelig orkan. Stævnen ligger på 24m vand og agterende på 9m, her kan man også se den store propel. Det mest optimale havde selvfølgelig været et dyk, men vandet var klart og vi kunne sagtens se det knap 100m lange skip. Vi havde dagen før læst op på historien om skibets tilblivelse, sejlruter og de beslutninger, der blev skæbnesvangre for skibet. Vraget var med i filmoptagelserne til klassikeren The Deep fra 1977. Bagefter vendte vi tilbage til Peter Island.

Sidste stop inden vi skulle tilbage til Nanny Cay Marina på Tortola var Norman Island. Øen i den berømte roman “Skatteøen” er efter sigende inspireret af denne lille ubeboede ø. Og skønt var her. Vi tog dinghyen op til grotterne og snorklede i dem, ikke fantastisk, men ok. Og hvem var det så, der kom der hen på eftermiddagen – Jo, det var da Vida med besætning. De blev hurtigt inviteret over ti drinks og snacks og vi fik opdateret hinanden på oplevelser. Vi kender Vida fra FTLF’s familieflotille, som vi sejlede med i 2018. Derudover har vi mødtes på diverse kurser og foredrag, som har været forberedelse til denne store tur. Men det var endnu ikke rigtig lykkedes os, at mødes med dem på denne tur, andet end kortvarigt på Kap Verde. Så der var meget der skulle ”catches” op på.

Vida tilbød, at vi kunne dykke med dem den efterfølgende dag, på The Indians. De har 4 sæt dykkerudstyr ombord – det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Så tidlig næste morgen – Ligesom til The Bath, skal man være tidligt på den for at få dagsbøjerne – forlod vi Skatteøen og sejlede de få sømil op til Indianerne.

The Indians er klipper som stikker op af havet. Der er et rigtig marineliv omkring øerne og er det næst mest besøgte dykkersted – RMS Rhone er mest besøgte – på BVI’s. Først dykkede Skipper og Skipperinden med Vidas Skipper Mads og Matrosinden Live. Vi har efterhånden snorklet på en del koralrev – og dykkede også lidt på Tobago – Men vi er endnu ikke blevet blæst bagover. Alle steder har koralrevet været dødt og ødelagt. Det var det desværre også her.

Lidt research på områder fortæller, at op mod 80% af koralrevet i Caribien er dødt. Det skyldes alt fra orkaner og udledning af CO2 til fiskefangst og solcreme. I forhold til drivhuseffekten er det fint at CO2 optages i havene, men det forsurer havet og gør det vanskeligere for koraller og andre skaldyr at opbygge deres skelet. Nogen stede fanges de ”gode fisk” fx papegøjefisken. Den er vigtig for korallerne, da den holder dem rene for alger og i den anden ende leverer fint kridhvidt sand. Også invasive arter som dragefisken, der æder de ”gode” koralfisk er en trussel. Noget så simpelt som solcreme bidrager også til koralrevets død. Hvert år ender mellem 6.000 og 14.000 tons solcreme i koralrevene. Nogen af de kemikalier, som fungerer som UV-filter i de billigere solcremer, ændrer koralernes dna og gør dem mere følsomme over for temperaturstigninger. På de unge koraller skaber disse stoffer hormonforstyrrelser, som får dem til at lukke sig om deres eget skelet og dø. Kemikalierne er skadelige i meget små mængder, helt ned til 62 dele pr. billion. Det svarer til én dråbe vand i 6,5 swimmingpools i OL-størrelse. Så lidt kan gøre så meget skade, det er virkelig trist😥.

På Hawaii vil de typer af solcreme, der er skadelige for koralrevet, være bandlyst fra 2021 og i østaten Palau i Stillehavet, indføres der i løbet af 2020 bøder svarerende til 6.700 kroner, hvis man anvender den skadelige solcreme😯.

Efter vores besøg på The Indians, satte vi igen kurs mod Nanny Cay Marina på Tortola. Vida ville cruise et par dage mere mellem øerne og så komme til marinaen – Så hyggeligt. Vores pakke med gearboksen var kommet samt reservedele til vores spil, så der blev lavet aftale med mekanikeren om at fikse motorren og Skipperinden gik i gang med at fikse det ødelagte spil. Skipper fik skiftet tandhjulene i autostyren – det skulle blive en helt ny fornemmelse at kunne anvende autostyren, som jo gik kaput i starten af atlanterhavskrydset😊.

Mekanikeren kom og det tog ham et par timer at udskifte den gamle gearboks. Der skulle justeres lidt på armen der giver bak eller fremdrift, men ellers var den perfekt. Vi lavede en test……🥁🥁🥁🥁🥁…..Ingen lyde🎉🎈 Juhuuu! Vi sejlede en tur og alt fungerede💪

Det skulle nu blive dejligt at få genopbygget tilliden til motoren.

Vi legede en bil og tog på tur rundt på øen – her kunne man også tydeligt se hvilket ødelæggelser Irma havde medført. Kategori 5 orkanens øje passerede direkte hen over Virgin Gorda og Tortola. 85% af husene blev helt eller delvist ødelagt. Fire dage senere passerede orkan Jose, en kategori 4 orkan, tæt forbi. Otte dage senere ramte et regnvejr og da alle træer og beplantning på bjergene var blevet ryddet af Irma, gav det massive oversvømmelser i de lavere liggende områder. Fjorten dage senere kom orkanen Maria – også en kategori 5 orkan. Denne orkans øje ramte dog noget sydligere – på St. Croix – og ødelæggelserne var minimale ift Irma. Så øen var virkelig hårdt ramt. På trods af det det efterhånden er nogle år siden, ligger der stadig hundredvis af ødelagte både i bugte og krat. Vejene er i dårlig tilstand og der er stadig masser af ødelagte huse.

Vida kom i havn. Det samme gjorde Spirit med Ole, Trine og deres 3 piger ombord, en anden dansk båd vi mødte på Granada, og vi nåede at fejre Skipper Mads fødselsdag inden vi skulle videre mod Los Roques. Fredag d. 6. marts var vi klar, der var provianteret, motoren virkede, autopiloten virkede…..(troede vi), vejret lovede godt og vi så frem til at se Los Roques. Vi sagde farvel til Vida, de skulle besøge US Virgin Islands inden de vendte stævnen tilbage over Atlanten og hjem til DK.

Vi fik tanket og sejlede ud af havnen. Så var det vi blev enige om, lige at teste autopiloten inden vi satte sejl👍 Godt tænkt💡 Vi satte kurs og slog James (det er faktisk det vi kalder autopiloten) til. Hmm, han drejede styrbord og styrbord og mere styrbord, så nu sejlede vi så rundt i en cirkel, FEDT🙄. Ok, lad os slukke og prøve igen. Kurs, slå James til….Bagbord og bagbord og mere bagbord. Vi sejlede simpelthen rundt i en cirkel igen….bare den anden vej😩 Så var spørgsmålet, skal vi vende om og få det fikset – vi vidste der var en Raymarine-mand i marinaen….eller skal vi fortsætte med at håndstyre og håbe på, at vi kan fikse det på et tidspunkt? Vi valgte det sidste – Heldigvis, skulle det vise sig!!! Vi har håndstyret så længe at det falder helt naturligt, vi har vænnet os til det. Så vi rettede kursen ind, satte sejl, slukkede motoren og fortsatte sydpå. Vi skulle jo også have noget på ”skal fikses listen” nu da motoren endelig var i orden😂

LOS ROQUES

Det blev en ok tur, med meget og lidt vind, store og små bølger og selvfølgelig også regn – På Skipperindens vagter, men nu er hun forberedt og har altid regntøj på😂😂. Tidligt på morgenen efter 3 døgn og 20 timer var vi fremme ved Grand Roque, som er hovedøen. Ret stolte, vores længste stræk uden gaster💪 Det var lidt svært at se noget i skumringen. Der skulle være nogle ankerbøjer, men vi kunne ikke umiddelbart se dem. Skipperinden gjorde klar i stævnen, vi kiggede på søkortet og sejlede efter det. Joh, der var noget derude, vi nærmede os, hvad var det…..?!? Shit, styrbord, styrbord! Det VAR en bøje, men en af de kæmpestore, som lastskibene fortøjer til…..😳. Ok, lad os bare smide ankeret. Der var fin sandbund så det var ret uproblematisk. Lidt søvn inden matroserne vågnede og så gik vi spændte i land på øen med sand i gaderne.

Los Roques er en øgruppe bestående af ca. 350 små øer, grotter og klipper. Øgruppen hører til Venezuela og ligger 128km ud fra den Venezuelanske kyst. Der er ca. 1500 indbyggere, primært på hovedøen. Til gengæld er der omkring 70.000 turister, der hvert år besøger øerne. De fleste er velstillede borgere fra Caracas.

Vi fik tjekket ind, men kommunikationen var svær. Ingen kunne et ord engelsk. Vi fandt politi og told og herfra fulgte en dreng os til immigrationen. På trods af en meget lille by, havde vi svært ved at forstå deres vejbeskrivelse. Mens skipper var inde ved immigrationen, forsøgte Matroserne og Skipperinden at tale med den unge fyr. Vi viste ham billeder af Danmark og hvor langt vi havde sejlet. Han virkede ikke sønderlig imponeret, så måske han ikke helt forstod det😆.

Vi nød en lækker – lidt dyr 😬 – burger til frokost og fandt et offentlig, meget langsomt wi-fi. Så det var kun, download af søkort, bøger mm, så vi kunne klare os for anker nogle dage samt turen til Bonaire. Vi fik kun en vag fornemmelse af, at der var noget med en virus, som måske ikke var så godt.

Vi forsøgte at få handlet lidt, æg kunne være godt, det er et godt og nemt måltid, men nej, det havde de ikke. Faktisk var vi noget overraskede over, hvordan befolkningen overhovedet kunne overleve. Udbuddet var noget i stil med slik, chips, noget der lignede tortillas.

Vi blev endnu en nat og besteg det lille bjerg på øen, det var en skøn tur og med imponerende udsigt over havet. Stierne var hegnet med kæmpestore konkylier og der var skilte langs med. Desværre kun på spansk.

Vi havde udvalgt to øer, hvor vi ville tage et par dage for anker, inden kursen blev sat mod Bonaire, Cayo Carenero og Cayo Agua. Der var 11sm til den første ø, så efter morgenmaden tog vi afsted og i løbet af et par timer var vi fremme. En skøn lille bugt omgivet af mangrove og med krystalklart vand og kridhvide strande. Hold nu op, hvor var der smukt. Vi lå fuldstændig i læ for vind og bølger. Vi badede og snorklede og da aften faldt på var der kulsort nattehimmel med tusindvis af stjerner. Den næste dag pakkede vi snorkeludstyr og tog dinghyen ind til land, ca. midt på øen, trak den godt op på stranden. Der var faktisk to beboede huse. På afstand lignede det forladte hytter – det er et simpelt liv. Verdenshavene skal ikke stige ret meget før det ikke er muligt at bebo denne ø. Vi fortsatte hen over den smalle ø til nordsiden som ligger åben ud mod det Caribiske hav. På med snorkeludstyret og ud i lagunen. Herfra videre ud langs revet. Der var gode bølger og Matroserne var ikke helt trykke, så efter at have snorklet lidt langs revet ville de gerne tilbage. Skipper ville gerne lidt længere, så Skipperinden vendte om med de tre Matroser. Mindstematrosen i venstre hånd – han er iført den gode orange redningsvest og er spændt fast til Skipperinden med en kort line, så vi er helt sikre på han ikke pludselig driver væk. I højre hånd, et fast tag om Matrosinden og hun holdt så Ældstematrosen i den anden hånd. Puha, det var en hård tur, der var mere modtrøm ind i lagunen end forventet, på trods af vi lagde os helt ude i renden. Skipperinden har våddragt på når der snorkles da kulden hurtig kommer, trods det varme vand – Men på den tur var kulden intet problem, der blev varmt i våddragten. Endelig gennem revet og inde i lagunen kom medstrømmen og vi kunne slappe lidt af – adrenalinen pumpede😮.

Næste dag fortsatte vi til næste ø. Kunne det blive smukkere…..åbenbart, for wow. På denne ø må der være blevet lavet mange fotosessions. To øer, der er forbundet af en smal stribe sand. Ved højvande er der godt og vel en halv meter vand og ved lavvande er det kun bølgerne der bryder henover. Der blev igen badet og snorklet og gået ture på de kridhvide strande. Her var om muligt endnu mere kulsort da solen var borte og vi var absolut alene i verdenen. Fantastisk og skræmmende på samme tid. Vi brugte endnu to dage på dette vidunderlige sted. I løbet af formiddagen kom et par motorbåde med gæster, som forsvandt igen om eftermiddagen. Det var tydeligt at se det var mere velstillede mennesker.

Vi havde ca. 100sm til Bonaire og den 16. marts tog vi afsted fra Cayo Agua. Dagen inden kom kystvagten forbi båden, men da de ikke kunne engelsk, fandt vi aldrig ud af hvad de ville, måske det havde noget med Covid-19 at gøre. Vi forsøgte i hvert fald at forklare dem, at vi ville forlade øen dagen efter og så sejlede de væk.

BONAIRE

Den 17. marts kl. 05 var vi fremme ved ankerbøjerne på Bonaire. Det er ikke tilladt at lægge anker pga. koralrevet og flere havde oplyst, at det kan være virkelig svært at få en plads ved de meget populære ankerbøjer. Vi sejlede op ad kysten i mørket, med Skipperinden i stævnen med en lygte. De første bøjer vi forsøgte os med, var nitter. De var røde og kun til de små fiskerbåde (det er virkelig svært at se farven på kuglerne, der ligge i vandoverfladen, specielt i mørke). Én var privat, det kunne vi også først se da vi var helt tæt på, men…. – søg og du skal finde. Der var den, den sidste ledige🙏

Da vi kom i land og til told og immigration, begyndte det at gå op for os hvad der var ved at ske – hele verdenen begyndte at lukke ned. Vi kunne ikke forlade Bonaire, medmindre man havde en forudgående aftale med en havn der ville tage i mod. Da vi efterfølgende kiggede i vores papir, kan vi se, at vi har oplyst vi ville sejle videre d. 21. marts. Sådan blev det ikke, slet ikke.

Dagen efter d. 18. marts lukkede Bonaire. Der var ingen tilfælde af Covid-19, alle cruiseskibe var allerede blevet aflyst, flytrafikken ind i landet blev lukket, havnen lukkede. Vi var lukkede inde, men nok på det bedste sted i verden.

Vi fik ringet hjem til familien og fortalt dem, at vi havde det godt og, at vi ikke kunne være et bedre sted. De derhjemme var jo selvfølgelig bekymrede. Men lykken havde virkelig været med os; tænk hvis vi var vendt om ved BVI’s, tænk hvis vi havde sejlet langsommere eller brugt flere dage på skønne Los Roques – Tænk hvis vi var strandet på Los Roques, med de meget sparsomme indkøbsmuligheder og uden noget at tage os til. Men det gjorde vi ikke. Lykketræf? Måske, måske nogen holdt hånden over os og sikrede, at vi kom til helt fantastiske Bonaire. TAK🙏