14 Besøg og masser af oplevelser

DOMINICA

Lige inden solnedgang var vi fremme ved Roseau, Dominca. Vi kaldte op på radioen for at få hjælp til ankerbøjerne – de er private og styres af Seacat og Marcus. Marcus svarede prompte, vi kunne bare komme, han var klar. Amarillo blev fortøjret og vi betalte – og fik en god sludder med Marcus. Han var, ligesom flere andre blevet hårdt ramt af orkanen Maria i september 2017. Han var stadig ved at genopbygge sit hus. Når der var penge, blev der købt materialer og renoveret, men der var stadig et stykke vej til det færdige resultat.

Orkanen Maria var en dødbringende kategori 5 orkan, der bl.a. ødelagde Dominica. Allerede fra ankerpladsen kunne vi fornemme det – ruiner, forladte og faldefærdige huse. Tilgroet i en grad, som vidner om, at det efterhånden er en del år siden orkanen, gik i land. Trods ødelæggelse, blev vi mødt af glade, positive og hjælpsomme mennesker.

Vores nye ven, Marcus, ville sørge for der stod en chauffør klar næste dag, som kunne tage os til told og immigration og derefter en guidet rundtur på øen. Han ville samle os op kl. 9.30, så behøvede vi ikke sætte vores dinghy i vandet (den ligger på fordækket når vi sejler, påhængsmotoren er afmonteret og sidder på det faste søgelænder bag på Amarillo) 😎.

Vandet var roligt på ankerpladsen, vi kunne høre musik fra øen og solen gik ned i en palette af orangerøde farver. Vi sov fantastisk og nød en stille morgen. Allerede kl. 9 bankede det på båden – det var Marcus – hvis vi var klar, var chaufføren det også. Vi var heldigvis klar. Tasken var pakket med snacks, vand og badetøj.

Told og immigration var hurtigt klaret og så var det ellers afsted på sightseeing. Det blev en fantastisk, men hård dag. Efter knap én times hård vandretur gennem regnskovens fugtige varme, blev lyden af faldende vand tiltagende – vi var fremme ved platformen, som giver et flot vue til Middelham Waterfall. Hvilket smukt syn, vi blev belønnet med. Oceaner af vand i ca. 70m frit fald. Vi kom hurtigt i badetøjet og tog en iskold dukkert i poolen nedenfor vandfaldet (Matroserne syntes det var for koldt, så de nøjedes med at kigge på og tage billeder – sådan nogle kyllinger🐤🐤🐤). Tilbage ved bilen gik turen videre til mere smuk natur, flere vandfald og til sidst et besøg ved Tito George – en svømmetur gennem en grotte til endnu et vandfald, smukt og forfriskende. Vi spiste frokost undervejs på turen med regnskoven som baggrund og til lyden af rislende vand. Vi var vilde med Dominica, der var alt det, vi havde savnet på Granada.

Desværre var tiden knap, vi skulle samle venner op på St. Kitts 5 dage senere, så dagen efter vores fantastiske sightseeing, skulle der provianteres lidt. Vi kom ind i supermarkedet og alle 5 stoppede op med åben mund og store øjne – her var en grøntafdeling med frisk frugt og grønt i massevis. Efter at have været foruden, mere eller mindre siden vores ankomst til Caribien, blev vi fuldstændig overrumplet af alle de farver og dufte. Selv børnene opførte sig som om de var i en slikbutik😂. Priserne var stadig høje, men dog ikke som på Tobago hvor Skipperinde, i et meget frugttrængende-andet end æbler-øjeblik købte ca. 800g røde vindruer til 75,- DKK😳 -Så vi gik lidt amok i frugtafdelingen …… og i kødafdelingen. Her var nemlig også et godt udvalg af friskt fersk kød og så blev der slæbt tilbage til Amarillo.

Efter aftensmaden blev der gjort klar til afgang og de ca. 40sm mod Guadeloupe. Vi slap ankerbøjen og gled ud i skumringen. Det ville blive en rolig nat for motor.

GUADELOUPE 

Efter en skøn og meget rolig natsejllads, ankom vi til vestkysten af Guadeloupe. Det var endnu ikke helt lyst og i skumringen forsøgte vi at spotte om der mon var en ledig ankerbøje. Der lå en del både i bugten, men bøjerne kunne vi ikke få øje på. Vi kunne se det lysne fra øst hen over øens bjerge, så der ville ikke gå længe før vi havde bedre sigt. Vi cruisede lidt rundt på det rolige vand og ventede. Lyset kom, men nej her var ingen bøjer, så i stedet fandt vi os et godt ”anker-spot”. Ankeret kom i og bum vi lå fast – Vi er efterhånden blevet ret gode til det med ankeret, det sidder i første hug hver gang💪💪 Vi nappede et par timers søvn inden ungerne vågnede og så var vi klar til morgenmad og ikke mindst morgenkaffe. Ankeret blev selvfølgelig lige tjekket om det nu lå godt på havets bund👍.

Så gik det mod told og immigration – Bum, der blev vi lige teleporteret tilbage til Frankrig, myndighederne hverken forstod eller talte engelsk, så det tog sin tid😩.

Bagefter forsøgte vi at leje en bil, den sag var heller ikke nem, men vi mødte et par flinke mænd på gaden, der åbenbart kunne spotte vores frustration, i hvert fald tilbød de at hjælpe. Den ene talte både engelsk og fransk😎. De skulle selv aflevere deres lånebil og dét biludlejningsfirma havde en bil vi kunne leje, så det endte med, at Henrik kørte med de flinke mænd og kom retur i en bil👏👏. Så var der dømt udflugt. Mere regnskov blev vandret tyndt, der blev badet i flere vandfald og mere ferskvand. Her var skønt, meeen ikke helt så skøn som Dominica. Vi nåede også et par ærinder i blandt andet BRICOLAGE (et byggemarked) og vi nåede hele vejen rundt på den vestlige af øerne. Dag to – med bil – skulle bruges til den helt store proviantering. Vi ville benytte os af nogenlunde fornuftige priser samt franske delikatesser, bl.a. confit de canard, så vi kan få and til jul 🦆😜. Bilen skulle afleveres kl. 12, så alle mand var tidligt ude af køjen og afsted gik det mod supermarkedet. Der blev handlet rigeligt og retur i havnen blev skipperinden sendt afsted i gummibåden, der var læsset med indkøbsvare. Imens fik Skipper og Matroserne afleveret bilen. Der blev læsset af og pakket væk og sidst på eftermiddagen hev vi ankeret op, sejlede i havn, fik diesel på og så gik det 100sm mod St. Kitts, hvor Anne, Peter og deres to piger Silja og Elise skulle påmønstre. Endnu en meget rolig sejlads uden vind, så vi tøffede langsomt gennem det geleagtige vand (stadig for nedsat kraft).

ST. KITTS

Det sidste stykke mod St. Kitts var et kap løb med tiden. Vi ville så gerne nå frem mens det var lyst, så vi ikke skulle lægge anker i mørket. Vi nåede frem og vi nåede endda også at få en fisk på linen – En 107cm Barracuda med centimeter lange dræbertænder😂.

Så med en fileteret Barracuda i køleskabet og kold øl i hånden, så vi solen gå ned – Men den kolde øl skulle vi holde godt fast på, for hold nu op, hvor vi gyngede. Der var ikke ret meget vind, men alligevel rullede store dønninger ind i bugten og ramte båden fra siden. Masten svingede frem og tilbage, som det pendul man i skolen skulle træde i takt til, op og ned på en stol, for at lave konditest. Det blev en urolig nat med lidt søvn🥱.

Næste morgen tog Skipper i land og fik os tjekket ind samt oplyst om, at vi fik gæster ombord -alt i orden. Ydermere var han forbi et par fiskere for at høre om de mente, vi kunne fortære den store Barracuda. Vi var nemlig lidt nervøse for mavesygdommen ciguatera.

Fisk, som spiser på koralrevet, kan opsamle giften ciguatoxin, der kan give alvorlige maveforgiftning med neuromuskulære symptomer og åndedrætsbesvær. Da Barracudaen er en rovfisk – den sidste i fødekæden på koralrevet – kan den indeholde betragtelige mængder gift, der øger risikoen for at blive syg. Især når det så også var en ordentlig krabat af en fisk, der sikkert har spist længe og godt på revet.

En fiskermand sagde: Nej, spis den ikke, en anden sagde: joh, måske og den sidste sagde: jo da, men for at være sikker kan du jo prøve at stege lidt af den og se hvad der sker. Som sagt så gjort. Skipper tilberedte lidt af fisken. Han selv og Mindstematrosen var forsøgskaniner og spiste, det smagte skønt, vi ventede, ingen symptomer på mavepine, muskelsmerter eller andet. De syntes bare, at det smagte godt. Perfekt, så var menuen klar til vores gasters ankomst senere; Selvfanget Barracuda med ris og grønt😊

Anne, Peter og pigerne ankom til havnen og Skipper og Ældstematrosen tog ind for at hente dem OG.de MANGE kg bagage de havde med. Stakkels Peter og hans mor havde nemlig fået en indkøbsliste så lang som julemandens gaveliste til alle verdenens børn juleaften, så der var gods i bagagen. Men alt kom ombord på Amarillo. Desværre gik der ikke mange minutter før alle pigerne lagde sig med søsyge. Familien er vant til at sejle -Peter siden han var barn – og alle har de været afsted på tur og ferie flere gange med familiens båd. Så det fortæller lidt om de dønninger vi havde. Vi krydsede fingre for bedring næste dag. Søsyge tager ligesom lidt af det sjove af at holde bådferie i Caribien.

Næste morgen var alle 3 piger stadig matte i blikket og grønne i hovederne, så vi fik hurtigt sejlet familien på land, så de kunne få lidt ro og få lidt at spise. I mellemtiden blev vi enige om at forsøge at få en plads i havnen. Havnemesteren fik hele historien om små søsyge pige, hele vejen fra Danmark, på ferie mv. og så fik vi en plads i den lille havn. Nu var der ro og alle kunne vænne sig til at være på båden.

Vi fik pakket Anne og Peters tasker ud og det var nærmest som en lille juleaften, der sidst i januar. Harry Potter -bøger, karrysild, rugbrødsblandinger, ristede løg, remoulade og leverpostej på dåse. Og så var der alle bådtingene, som nye anoder, en lille pære til kompaslyset og, ej at forglemme reservedelen til autopiloten💪Tusind Tak!

Der var stadig mere fisk tilbage, så om aftenen lavede Peter mad sammen med Matrosinden. En lækker chowder (fiskesuppe) af den resterende del af Barracudaen med yam, som er en kartoffellignende rodfrugt, meget almindelig i Caribien.

Der var ikke meget at komme efter på St. Kitts, lidt kedelig tør og brun. Masser af souvenirbutikker, som kan dække cruisegæsternes shoppetrang. Men der var en stor legeplads. Det så ikke ud til at være langt fra havnen, men 3km den ene vej og 3km den anden vej plus leg i 28gr fugtig varme giver alligevel trætte børn. Så på tilbagevejen tog Anne, Skipper, pigerne og vores to mindste Matroser bussen retur. Skipperinden, Peter og Ældstematrosen tog gåturen. Der var nemlig blevet spottet både mango og stjernefrugt (five fingers) på vej til legepladsen, så dem skulle vi lige have lidt med hjem af. Udover de lækre frugter, blev det også til et par Bread Fruits – så var tilbehøret til aftensmaden klaret.

Efter et par akklimatiserende dage i den lille havn, stak vi ud søndag formiddag og fortsatte yderligere 37sm nord-nordvest mod Saba.

SABA

Det var en smuk tur op langs St. Kitts. Øen var fyldt med små skorstene som vi senere fandt ud af, var fra sukkerraffinaderierne. Efter St. Kitts kom Eustatia, der ligesom Saba også er hollandsk. Eustatia var gold og brun og de store oliesiloer var til at få øje på. Øen fungerer som et stort oliedepot.

Pigerne var friske igen og der blev set Askepot på repeat. Lille Elise var glad for at kravle op og ned ad trappen, men 2 timer før ankomst til Saba smuttede det og hun faldt ned og fik en lille flænge i det ene øjenbryn. Vi kaldte op til havnemesteren for at få lægeassistance når vi kom i land. Havnemesteren syntes dog det var lang tid at vente, så han sendte sin ven med fiskerbåden afsted for at sejle os i møde. Der gik ikke længe så kunne vi se ham komme. De lagde enden til siden af Amarillo og i bølgegange hoppede Anne og Peter over sammen med lille Elise. Silja blev på Amarillo og vi fortsatte mod Saba.

Det var skumring da vi nåede frem og greb den første og bedste ankerbøje. Der var et utal af tovværk og det var ikke til at finde hoved og hale i, men vi fik lagt os fast. Det var uroligt og båden rullede – ligesom på St. Kitts 😫 – Der gik også kun fem minutter, så var Silja lagt ned med søsyge. Hun kastede op og så faldt hun heldigvis i søvn. Sej lille pige.

Vi fik lavet mad og så sejlede Skipper ind efter familien. Elise havde det fint, var blevet limet og havde fået plaster på. Det havde været en god oplevelse med hospitalet. Der havde stået nogen klar på havnen, som havde kørt dem direkte til Hospitalet, hvor Elise straks var blevet tilset, limet og kørt retur til havnen.

Peter havde fået at vide, at vandet var væsentlig mere roligt, hvis vi sejlede et par sømil længere op ad kysten. Der var også masser af bøjer. Så da de alle var tilbage ombord slap vi de kludrede fortøjningerne og fortsatte længere nordpå. Vi lyste i vandet og fiskene sprang om os, det så helt fantastisk ud. Da vi nåede frem til bøjerne, var vandet fuldstændig roligt. Vi tog den første og bedste bøje, den var helt ny og vi lå godt fast. I mørket kunne vi se klippevæggen rejse sig, hvad der føltes som kun få meter fra båden. Vi var spændte på at se det hele i dagslys.

Det blev en rolig nat med god søvn. Næste dag kunne vi se de stejle og ufremkommelige klippevægge, det så råt og barsk og meget smukt ud. Vi hoppede i det klare vand og der blev badet og snorklet. Der var koraller, havskildpadder, rokker og fisk i alle farver. Skipper fandt harpunen frem og skød en stor tarpun. Den blev renset og indmad og hoved blev smidt over bord, hvilket betød, at vi også fik besøg af hajer. Det sætter lige gang i adrenalinen og blodomløbet når man stille og roligt snorkler om båden og pludselig kigger ned på en haj, der svømmer dig i møde. Skipperinden og Ældstematrosen kæmpede om at komme først til trappen, men alligevel skulle de lige kigge endnu engang under vandet på de frygtindgydende dyr. Fed oplevelse.

Der gik ikke længe før vi havde besøg af folk fra marineparken og fik en reprimande – vi havde overtrådt flere paragraffer😌 1. Vi havde ikke tjekket ind ved told og immigration, 2. Vi havde lagt os på en dykkerbøje, 3. Der var toiletpapir i vandet (Pigerne var frygtelig forkølet og pudsede næse i lange baner😩, 4. Vi havde opildnet hajerne😫. Vi lovede at tjekke ind så snart vi havde flyttet båden til den næste bøje (den hvide), undskyldte mange gange, betalte marineparkgebyret og alle var glade igen, puha. Vi havde ikke sat os ordentlig ind i, at vi nu var i en marinepark, dvs. at der heller ikke måtte harpuneres – så harpunen blev pakket væk.

Vi sejlede Amarillo tilbage til den oprindelige bøje – vi fandt dog en anden, som var bedre – den var tættere på havnen og vi skulle sejle to gange med dinghyen for at få alle mand i land. Immigrationen og told blev klaret og det blev arrangeret at Lollipop kom og hentede os i sin bus og tog os en tur rundt på den smukke ø.

Lollipop er en kvinde på 61år. Hun er født og opvokset på Saba og har aldrig forladt øen. I dag driver hun en taxa, et bed & breakfast og nogle lejligheder (og havde på et tidspunkt også haft bageri). Hun fortalte os alt om øen, dens 2.500 indbyggere, at alle har hollandsk pas og om de 500 medicinstuderende på øens universitet. Øen har også en lille lufthavn, men da start-/landingsbanen kun er 400m lang, sætter det sine begrænsninger for hvem og hvad, der kan lande og lette. Havnen er under udvidelse så de kan tage imod krydstogtskibe – det kan vi kun ærgre os over. Efter at have besøgt de forskellige øer i Caribien, er det i de øer, der er forskånet for invasionen af krydstogtgæster, der er værd at besøge. Det er her man finder atmosphære, sjæl, imødekommenhed og originalitet. Her er tingene originale og ikke pakket ind i plastik, magneter, t-shirt, happy hour og andet souvenirgejl.

På vej tilbage til havnen blev der provianteret og da alle igen var ombord på Amarillo sejlede vi tilbage til den rolige ankerplads – ved den rigtige farve bøje😂. Der blev serveret cerviche – rå fisk marineret i citrus og krydret med løg, salt og peber, 15min og det er klar til servering. Resten af fisken blev stegt, et dejligt måltid.

Næste morgen sejlede vi op langs kysten til et snorklingssted vi havde fået anbefalet og her fortsatte oplevelsen af at svømme i et akvarie, farverne, fiskene, skildpadderne og en haj der lå og sov på havbunden.

Inden solen gik ned, slap vi ankerbøjen for at sejle videre mod St. Barts. Der var ikke lang, ca. 30sm, men med vinden i snuden sejlede vi kryds og lagde derfor en del ekstra sømil til turen. Men det var en skøn nat i måneskin. Vi var fremme ved tre-tiden og sejlede ind i bugten for at finde en bøje. Her var mange både, rigtig, rigtig mange og ikke alle havde ankerlys på, så det var rart at have Peters ekstra sæt øjne til at holde udkig. Så var det til køjs og få et par timers søvn inden der var børneliv på båden igen.

Da dagen gryede, kunne vi rigtig få et indtryk af den store ankerbugt. Ca. 300 både lå i bugten, ”små” både som os på 12-15m, men også masser af de helt store rigmandssuperyachter. Nogen af dem havde endda en sejlbåd stående på agterdækket😮 – udover alt det andet motoriserede legetøj.

Øen her er en gammel svensk koloni, men i dag er øen fransk. Alle gader har 2 navne, det oprindelige på svensk og et fransk, så vi følte os helt hjemme i det svenske sprog.

Der blev lejet joller, og Peter gav sejlundervisning, først til Skipper og Ældstematrosen – det var deres første gang i en jolle – det gik godt trods den hårde vind og et par kæntringer. Dagen efter var det tøserne, Anne, Skipperinden og Matrosinden – de klarede det til UG, vinden var hård, men der var selvfølgelig ingen kæntringer😂.

Vi var en tur på Shell Beach, som navnet antyder ingen sand kun skaller – lige i Skipperindens ånd (hun kan ikke fordrage sand🤣🤣).

Fra hovedbyen, Gustavia gik turen videre op til den nordlige del af øen, til bugten Anse a Columbier. Bugten er et naturreservat for skildpadder, allerede på vej ind i bugten blev vi hilst velkommen af flere skildpadder, som nysgerrigt betragtede os. Der var god vind og mange bølger, men i bugten lå vi godt beskyttet og helt roligt.

Der lå en del både i bugten, store sejlbåde, almindelige både og katamaraner. Der kom også et par party-katamaraner, hvor folk lejer en båd en halv eller en hel dag og bliver sejlet til bugten, svømmer, får en drink og sejler tilbage til Gustavia. Én fyr kom svømmende over til os fra en af de katamaraner, det var Christian. En dansker, som er immigreret til St Barths, hvorfra han driver sin virksomhed som jiu-jitsu instruktør og holder eksotiske træningslejre.

Han havde boet på øen i 3år og fortalte, at der ikke betales indkomstskat og at meget finansieres med de 5% told, som er på alle varer. Han havde også boet på St Barths under stormen Irma, det havde været en ubehagelig oplevelse, hvor han og hans kone og 2 små børn havde låst sig inde på et toilet i 6 timer mens stormen rasede. Børnene havde heldigvis været helt opslugt af at spille på deres iPads så de opdagede ikke noget.

St. Barts var en af de første øer der blev ramt af stormen Irma, der ligesom Maria ramte de caribiske øer i 2017. Irma ramte dog noget mere nordligt end Maria. Vi så slet ikke de samme ødelæggelser som på Dominica, fordi den ressourcestærke ø på rekordtid blev genopbygget.

St. Barts er kendt som millionærernes ø, det er her jetsettet sejler eller flyver til i deres privatfly. Det startede tilbage i 1957, hvor David Rockefeller spottede Columbier bugten og byggede en villa, der kun kunne tilgås fra havet – han ønskede at ankomme i sin yacht. Hurtigt herefter fulgte New York jetsettet og St Barts blev den mest stilfulde destination i Caribien.

Efter 2 gode dage i bugten, sejlede vi videre til Saint Martin, 24sm nord-nordøst – nu med vind og bølger bagfra, blev det til en rigtig skøn og afslappet sejlads. Vi sejlede syd om øen, rundede vest pynten og lagde til i bugten ud for Marigot. Her lå rigtig mange både for anker, men vi smuttede i zigzag helt ind i bugten og droppede ankeret, vi måtte lægge det om en enkelt gang da vi kom lidt for tæt på en anden båd. Her lå vi godt i læ for bølger (rigtig godt, skulle det senere vise sig) og vind – og så var der ikke langt i land med dinghyen😉.

Marigot er hovedstaden på den franske del af øen. For selvom øen ikke er speciel stor er den delt i to – en fransk og en hollandsk. Det er på den hollandske side de store cruiseskibe lægger til og den store internationale lufthavn er.

Ved sydsiden af øen sejlede vi forbi flere imponerende store lystyachter bl.a. Ocean Victory på 140meter. Hun har 7 dæk og 6 pools. Der kan bo 26 mennesker om bord + 50 crew members og deres ”dinghy” er 14m (1,5m længere end Amarillo😮😮). Hun ejes af den russiske milliardær Viktor Rashnikov og sejler under Cayman flag💰.

Anne, Peter og pigerne afmønstrede og tog et par dage i en lejlighed inden de skulle flyve retur til DK. Vi havde lidt der skulle fikses inden vi fik besøg af Mark og Terry, venner fra Seattle. Der blev handlet og kigget lidt på byen, som i den grad bærer præg af at være blevet ramt af Irma. Der er mange forfaldne huse, mange kan slet ikke blive forsikret, så når uheldet rammer, så rammer det. Helt eller delvist sunkne både ligger stadig i bugter og havne rundt omkring og lige så mange er skyllet op på strande og i krat. Det er et trist syn.

Vi tog bussen til den hollandske side og slentrede ned ad strandpromenaden, som var fyldt med gæster fra cruiseskibene – de var nemme at genkende, røde som kogte rejer og ”næsten ædru”. De små gågader var fyldt med juvel- og souvenir butikker. Vi skulle finde et par nye sandaler til Matrosinden, men den mission mislykkedes. Til gengæld blev det til et nyt GoPro kamera, da det vi havde var gået kaput – og kan man leve uden et GoPro i Caribien – NEJ! Det blev Skipperinden i hvert fald (næsten) overbevist om af både Skipper og Matroserne😂. Med bussen tilbage til Frankrig😜 ramte vi myldretrafikken og sad indeklemt mellem lokale i den lille og meget varme bus. Der var et sirligt system med sæder, der kun klappes ned i midtergangen og hver gang der skulle folk af og på blev der rokeret rundt så bussen hele tiden var bedst og mest optimalt pakket – vi faldt hurtigt ind i systemet og fik snakket med de lokale. En gruppe skolepiger på 13-14år lærte at sige, ”hej, hvordan har du det?” ”Jeg har det godt” – de syntes det var hylende morsom😆.

Vores gode danske sejlervenner på Vida ankom og senere også Nerthus. Vi startede med drinks på Vida og fortsatte til en lille fødselsdagsfest på Nerthus. Begge både lå noget længere ude i bugten og hold nu op, hvor det gyngede. Da vi kom tilbage til Amarillo lå hun helt roligt, sikke en forskel.

Det var her på øen vi skulle have skiftet vores ”damper-plade” og den var kommet til marinaen på den hollandske side, så mens Skipperinden afholdt skole med de store Matroser, tog Skipper og Mindstematrosen på tur i dinghyen, gennem kanalen og ind i den store lagune, hvor den hollandske marina også er. De fik arrangeret en plads til os i havnen, hvor et par mekanikere kunne ordne motoren. FEDT.

Desværre var broen over kanalen gået i stykker – havde været det siden Irmas besøg – så den kunne ikke åbne. Det betød, at vi måtte hele vejen tilbage til sydsiden af øen. Her skulle vi nå broåbningen 9.30 – og den åbner kun to gange for indadgående (9:30 og 11:30) og to gange om eftermiddagen for udadgående 😮. Så den skulle nås, for vi havde en aftale med mekanikeren. Vi havde 9sm, hvilket jo ikke er meget, men i modvind og -strøm og for kun 2/3 kraft, så skulle vi tidligt af sted. Da vi nåede om til bugten, hvor indsejlingen til lagunen er, var vi pressede på tid og selvfølgelig var der gang i en regatta for katamaraner – shit, de sejlede stærkt og på kryds og tværs. Da vi nærmede os med vores sneglefart, var heldet med os. De var alle på vej i samme retning ud af bugten. Vi stod nærmest og pustede i sejlene for at få det sidste fart på, inden vi skulle have sejlene ned – Vi nåede det lige nøjagtigt. Vi havde en ”almindelig” sejlbåd foran os og en stor yacht i måsen. Over VHF blev vi presset til at sejle stærkere. Det skal gå hurtigt med at få bådene igennem, for ikke at skabe for meget kø ved broen, så motoren blev presset. Det gik og vi kom godt i havn.

Da vi var kommet godt i havn, kom mekanikeren, men motoren var så varm efter morgenens sejlads, at han ikke kunne røre den😕. Han kunne ikke komme den efterfølgende dag, men sendte sin lærling. Han var superfin, men var vist vant til at arbejde på større både, for han synes godt nok ikke der var meget plads – det skal lige siges at vores motor kan tilgås fra tre sider, i modsætning til mange andre, som kun kan tilgås fra en og at vi har forholdsvis meget plads i motorrummet😂. Stakkels mand, han svedte som en hest.

Efter et par timer var sagen klaret og vi var klar til test😬 Fortøjningerne blev strammet, Ældstematrosen sad i stævnen og holdt øje med vi ikke kom for tæt på broen. Skipperinden tændte motoren og satte den i gear og gav den gas. Skipper var der selvfølgelig ikke – måske var det i virkeligheden meget godt, for da vi nåede 2000 omdrejninger; krritch krrrritch🤬🤬. Den stakkels mekanikker undskyldte og undskyldte, selv om det på ingen måde var hans skyld. Så var vi ligesom slået hjem, tilbage til start. Mekanikeren fik fat på chefen, for han kunne ikke selv fejlsøge. Chefen kom lidt senere og det tog ham ikke 10min at finde fejlen som – da han påpegede det – var fuldstændig klar, typisk🙄. Det var gearboksen den var gal med. Lige så snart vi nåede de høje omdrejninger, drejede akslen langsommere og uregelmæssigt rundt – nå, så var det jo ”bare” det der lige skulle fikses, men en ny gearboks magen til findes selvfølgelig ikke. Vores nye mekanikker ven fandt dog en løsning – den gamle kunne ikke repareres, det havde han tjekket – men der var en restaureret i Miami, altså en brugt, der var fikset og som ny. Det blev altså ikke på St. Martin, at vi skulle blive af med vores motorproblemer😥. Vi fik den bestilt til Tortula, British Virgin Island.

Man kan ikke bade i lagunen, meeeeen der var en pool til rådighed i havnen. Perfekt! Der blev tilbragt mange timer😎! Vi lejede en bil, så vi kunne komme lidt rundt og se øen. Vi forsøgte også et komme af med den beskadigede påhængsmotor på et lokalt sejlermarked, dog uden held.

Vi fik vasket tøj ved Anne og Peters lejlighed, så vi igen kunne klare os nogle uger. Og så blev der taget afsked. Det havde været dejligt at have dem og deres skønne piger med om bord og taget dem med ind i vores ”anderledes hverdag”. Tusind tak for jeres besøg!!

Mark og Terry ankom – så dejligt igen at se dem. Vi besøgte dem i USA da Hektor var nyfødt (2015) og Mark var i DK og besøge os i 2018, så der var meget, der skulle ”catches” op på. Vi tog en tur til den populære Maho Beach og blev blæst bagover af de landende fly. Man kan stå på stranden og nærmest røre bugen af flyet. Her er få meter strand, en lille vej og så er landingsbanen (nogle gange startbanen) så man er virkelig tæt på, fed oplevelse. Det blev også en tur til toppen af Fort St. Louis, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Marigot Bay og det meste af øen. Vi kunne også se Anguilla, som skulle være næste stop. Vi nåede også at opleve byfesten i Grand Case. Hovedgaden var spærret af for trafik og de lokale havde sat boder op, hvor de solgt mad, kunsthåndværk, rom og meget andet. Vi kom ved 18.30-tiden og gaden var allerede fyldt med boder og masser af mennesker. Da vi nåede enden og vendte om, startede karneval optoget, en god blanding af disneyfigurer, eksotiske danserinder og masser af instrumenter – en sjov oplevelse.

Vi var klar til at tage af sted og komme videre. Der skulle lige handles lidt til aftensmaden, det klarede Ældstematrosen og Mark, mens der blev gjort klart skib. Vi var lidt pressede på tid, for vi skulle jo nå broåbningen. Havnemedarbejdere sad klar i deres dinghy til at hjælpe os med vores meget, meget lange agter fortøjninger, motoren var tændt og alle klar da Mark og Ældstematrosen kom spurtende med indkøbsposerne under armen. De hoppede om bord og vi blev sluppet fri, så var vi på vej, igen var skibet lastet med gode venner. Kursen var sat mod Anguilla, 16sm nord på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *