13 Første møde med Caribien

BARBADOS

Vi vågnede til turkis klart vand og kridt hvide strande. Skipper og Ældstematrosen dykkede på ankeret – det sad godt og dybt, men også viklet ind i noget der mindede om vraget fra en bil samt et gammelt træanker – til gengæld blev de hilst velkommen af både hr. Skildpadde og fru Rokke. Ret cool.

Vi tog, den ret lange vej, ind i havnen med dinghyen. Havnen ligger lige midt i byen, Bridgetown, som var flot julepyntet med masser af juletræer. Stadig en meget mærkelig fornemmelse i næsten 30 graders varme. Namihani lå i havnen og vi fik hilst på besætningen og aftalt at mødes til en gang fælles spisning og endnu en fejring af det gode kryds.

Skipper tog afsted for at tjekke ind, mens vi andre gik på restaurant for at få lidt koldt at drikke, wi-fi og lave skole. Det var første møde med de caribiske priser, puha. Vi vidste det var dyrt, men alligevel blev vi blæst lidt bagover. Vi gik videre til de kridt hvide sandstrande og der blev badet i det krystalklare vand.

Søren havde knap en uge til, at han skulle flyve retur til Danmark, så der var tid til at komme en tur rundt på øen. Vi fik lavet en aftale med en taxi om en tur dagen efter. Der blev handlet lidt til aftensmaden – ikke det store udvalg og til høje priser.

Turen om øen startede med et besøg ved Rihannas barndomshjem. Jep, hun er født og opvokset på Barbados i Bridgetown – og det er de meget, meget stolte af 😁. Turen fortsatte videre forbi hendes nuværende palads, hvor hun bor når hun besøger øen. Hvilket hun efter taxichaufførens udsagn, var flink til. Vi blev lidt bekymret for turen, det var ikke lige just Rihannas bopæle, der stod øverst på listen. Vi ville se øen og møde lokalbefolkningen. På nordspidsen er der underjordiske grotter man kan svømme igennem. Det lød ret cool og vi fik købt billetter og skiftet til badetøj, men lige inden vi skulle ned, blev de lukket. Der var for store dønninger på Atlanten som blev presset ind i grotten, øv. På vej retur stoppede chaufføren ved en lokal ”kiosk” og købte øl til alle mand og så introducerede han os for en ”roti” – en krydret kartoffel- og kyllingemix pakket ind i en tynd pandekage. Mums det var lækre sager 😋. Tilbage i Bridgetown blev det til en sen frokost på ”Chefette” – en roti til hver.

Torsdag tog vi igen ind til byen. Skipper og Ældstematrosen havde lavet en aftale med Winston, som sidste år fangede Caribiens største Blue Marlin. Han skulle hjælpe med at fintune fiskestangen, så vi kunne optimere vores fiskelykke. Hold da op en flink fyr – der blev sat ny og bedre line på, lavet nye sprutter og kroge og så fik vi en ”flyvefisk” til at lokke fiskene til.

Det blev også dagen hvor vi skulle have os et ferskvandsbad – det første siden vi forlod Mindelo. På stranden lå en bar, hvor der også var mulighed for at få et koldt, men skønt bad med sæbe og ferskvand – selv fiskestangen fik en tur 😂. Senere skulle vi mødes med besætningen fra Namihani – både Skipper, Skipperinden, Matroser og gaster. Det blev på Lobster Alive. Aldrig i vores liv har vi set så mange lobster (hummer uden klør) og så store. Det blev som tidligere en virkelig hyggelig aften. Namihanis Skipper og gaster skulle videre til Tobago dagen efter – gasterne skulle med fly hjem derfra – mens Skipperinden og Matroserne havde et par ekstra dage inden de ville flyve turen til Tobago. Det betød, at der var legekammerater de næste dage. Båden La Puerta ankom også og det betød flere legekammerater.

Vi fik sendt Søren afsted til hans fly mod Danmark – knap syv uger havde han været afsted, de 6 af dem ombord på Amarillo. Tak for hyggeligt selskab, god mad og sejlads.

Flere danske både kom til, blandt andet Anemis, som vi også tilbragte nogle hyggelige stunder med. De har dykkerudstyr ombord og en dag, hvor de havde været ude at dykke, kiggede de forbi og Ældstematrosen fik sit første dyk på åbent hav – ovenikøbet i mørke. Det var en stor oplevelse.

I bugten hvor vi lå, var der flere skibsvrag. De ligger ikke ret dybt og man kan snildt snorkle på dem. Det brugte vi en formiddag på inden skolen blev ringet ind. Selv Mindstematrosen var ved at få øjnene op for det med at kigge under vand og trække vejret i en snorkel🤿.

Traditionen tro blev der også bagt norske pebernødder, det gav lidt mere julestemning, da duften begyndte at brede sig i kahytten. Vi har ikke verdens bedste ovn om bord, så vi bagte kun en halv opskrift – det var en stor fejl og den begår vi ikke igen, det er simpelthen for lidt🤣🤣.

Mange af de danske både som vi var blevet rigtig gode venner med undervejs skulle mod Tobago. Tobago ligger 120 sømil (1 sømil = 1852m så omkring 240km) sydvest for Barbados – en lidt forkert retning i forhold til vores plan. Vi havde haft planer om jul på Granada. De planer blev ændret – gudskelov for det. Vi ville have været afsted d. 20.12, men både Skipper og Skipperinden blev lagt ned med feber og influenza symptomer. Heldigvis varede det kun et par dage, så d. 22.12 trak vi ankeret op. Eller vi forsøgte, for ankeret var stadig viklet ind i ting og sager på havbunden. Skipper forsøgte med snorkel og maske at få det viklet fri, men på 6 meter er det alligevel sin sag. Vi måtte have hjælp af Anemis og deres dykkerudstyr. Det lykkedes og så kunne vi komme afsted.

Farvel til Barbados. En ø der bærer præg, af de 10-12.000 turister, der næsten hver dag invaderer øen fra de mange cruiseskibe. Souvenirbutikker, strande fyldt med liggestole, jetski og andet vandudstyr, restauranter der lukker ved 18-19-tiden, fordi cruiseskibene oftest tager afsted sidst på eftermiddagen og byen derfor ligger mere eller mindre øde hen. Vi havde nydt de mange dage med roligt tempo og godt selskab, men så også frem til at komme afsted og tættere på det lokale. Derfor var beslutningen om at tage til Tobago heller ikke svær. Her ville vi fejre jul og nytår.

TOBAGO

Det blev en våd og mørk sejlads til Tobago. Vi havde god vind fra siden, men også godt med bølger der ramte os fra flere vinkler. Ingen måne lyste, så det var svært at se hvor den næste bølge ville ramme. Derudover fik vi godt med regn – stadig er det primært når Skipperinden har vagt 🤔. Den følgende morgen kunne vi se land – øen der med sit dramatiske udtryk rejste sig i horisonten. Høj, grøn og frodig. Vi rundede Lanslight og i bugten lå 10-15 sejlskibe på det helt rolige vand – flere af dem med dansk flag, bl.a. Dyveke, Namihani og Nerthus. For første gang i mange måneder så vi frodig og grøn natur, hvilken nydelse for øjet – især Skipperinden havde længtes efter den grønne farve.

Vi sænkede ankeret ned i det mørke, men alligevel klare blå vand og blev hurtig hilst velkommen af besætningen fra ”Ann other X”. De gav os informationer om indklareringen, at alle på båden skulle møde op hos immigrationen, om wi-fi på biblioteket og at bankautomaten var ude af drift og havde været det i over en uge. Hmm, vi havde ingen TC (Trinidad Dollars), det ville blive spænende.

Indklareringen gik fint, men kors hvor var der mange papirer, der skulle udfyldes med gennemslagspapir og det hele – og lige så mange da vi tog afsted igen. Der skulle tages kopier af skibspapirer, men kopimaskinen virkede ikke, så der måtte vi en tur på biblioteket. Vi havde ingen penge, men de rare damer gav os kopier, lånerkort og adgang til wi-fi – vi kunne betale senere, det samme ved både told og immigration.

Vi tog en bus til næste by, her er ingen timetabeller og stoppesteder, bussen kommer når den kommer – og det gør den heldigvis ret ofte – og stopper når du vinker eller beder om at komme af.

Det var en snørklet vej med mange stejle op og nedstigninger. Vi fik strækket benene og hævet penge. Og så gik det retur. Den lille købmand i byen havde ikke det store udvalg og det var også her meget dyrt, men vi fik købt ind til en lækker julemorgenmad – dagen efter var nemlig d. 24.12 🎄🎅. Der var arrangeret julemiddag på den lokale restaurant, hvor alle danske både var tilmeldt. Her var der også mulighed for at få vasket, så vi fik indleveret sengetøj, håndklæder, viskestykker, karklude og tøj – 12 maskiner 😆 de ville være klar dagen efter – rent og lækkert.

Julemorgen startede med lækker brød, æg og bacon, kaffe og juice. Vores lille juletræ stod på bordet og der var ved at indfinde sig en form for julestemning. Afsted gik det mod biblioteket og wi-fi, for der skulle FaceTimes hjem til familien. Derhjemme var de lige ved at sætte sig til bords med and og gås og hvad der ellers hører sig til. Der kunne vi godt lige have ønsket os hjemme 😥.

Det er altid svært bagefter når vi talt med venner, veninder og familie – især for børnene. Det er heller ikke altid ungerne har lyst til at ringe hjem, netop fordi det bliver svært bagefter – savnet bliver så meget større.

Retur på båden blev der lavet æbleskiver og slappet af og Matroserne hyggede og badede med de andre danske børn. Vi skulle jo have det fine tøj på og ud at spise til aften, så der blev taget havbad og vi ofrede 1L ferskvand pr. mand til at skylle det værste salt af – vi var så lækre og rene 😜.

Det blev en skøn juleaften, lækker mad – ikke som derhjemme, men lækker – der var 10-12 danske børn og de hyggede sig og legede også med restauranttjenerens dreng.

I løbet af juledagene kom flere danske både til, så vi til sidst lå over 10 både i bugten med Dannebrog vejrende på agterdækket – der var vel 20 børn i alderen 1-19. Der blev leget på tværs af alder og køn, badet, lavet udspring fra bådene, svinget sig i tove, stået på padleboard, lavet soveaftaler og meget mere.

Vi havde nogen fantastiske ture med Namihani og fik oplevet regnskoven og badet i vandfald. Der blev arrangeret affaldsopsamling på stranden, hvor stort set alle børn deltog med stor iver. Bagefter fik de gang i en boldleg i vandkanten, hvor de stod i en stor cirkel og kastede en bold til hinanden. De skulle sige hvad de hed, alder og hvilken båd de kom fra. Vores Mindstematros på 4 år, var den yngste og den ældste var 19 år. Fedt at se børnene finde fælles leg, hvor alle kunne være med.

Ældstematrosen og Skipperinden tog dykkerkursus – PADI Open Water. Vi havde introduktion i pool og så ellers 4 dyk på åbent vand fordelt på 2 dage. Vi havde en super sej instruktør; rolig, pædagogisk og sjov. Han tog os ud hvor koralrevet stadig var flot og farverigt og vi så masser af forskellige fisk. En helt fantastisk oplevelse. Den ene dag tog Matrosen og Skipperinden i land med dinghyen for at gå på biblioteket – vi skulle have wi-fi så vi kunne se dykkervideoer der hørte til bogen, men vi kunne ikke finde dem, æv, så slukøret tog vi tilbage til dinghyen der lå uroligt ved kajen. Der kom store dønninger ind fra Atlanten – KÆMPESTORE. Vi fik startet motoren, Matrosen gav gas, men der skete ingenting ud over vi blev skubbet faretruende hurtigt ind mod land, noget var galt. Matrosen var hurtig og fik kastet et reb ind til nogen af dem der stod på broen. Jeps, noget var galt, propellen på påhængsmotoren var knækket af. Vi synes ellers at vi havde taget vores forholdsregler da vi fortøjrede, men åbenbart ikke godt nok. Vi fik hjælp og kom på slæb tilbage til Amarillo, arhh hvad nu? Vi er afhængige af dinghyen til at komme frem og tilbage når vi ligger for anker – I har vel åre, tænker du nok og jo det har vi 😉. Men der kan være langt, bølger og strøm og med 5+ mennesker samt proviant er det nu meget rart med en motor …. 😎. Anemis var hurtigt på banen, vi kunne låne deres ekstra el-motor, så kunne vi i hvert fald klare os mens vi var der, på Tobago. Så måtte vi se om vi kunne løse det på en af de næste øer. Den 2. januar bestod vi Open Water med bravur 👌.

Desværre er der meget dødt koralrev. En del skyldes den direkte udledning i havet af spillevand fra byen. Det meste koralrev i bugten var simpelthen dødt. Det center vi tog dykkerkurset på, gør en del for at genopbygge koralrevet – dyrker korallerne – og underviser også skolebørn i miljø og hvordan man passer på naturen. Der gøres bare ikke helt nok fra regeringens side fx med hensyn til udledning af spillevand. Det er trist.

Nytår blev fejret på samme vis som juleaften dog med endnu flere danskere. Vi havde fyrværkeri med hjemmefra så efter den officielle affyring på den lokale sportsplads, var Skipper fyrværker på stranden og med børnenes hjælp fik vi skudt os godt ind i det nye år 🎉.

Den 3. januar var vi klar til at sige farvel til Tobago – Det havde været nogle skønne uger i fantastisk selskab. Vi tog afsted i skumringen. Båden foran os var svinget ud over vores anker, men de var heldigvis på en nærliggende båd og kunne se vi ikke kunne komme afsted, så de kom over på deres båd, sejlede lidt frem og så kunne vi få vores anker op og kursen blev sat nordvest mod Granada, 90 sømil.

Der var ingen vind, så motoren kørte, kursen var sat og efter en halv times tid kom ”lyden” igen. En ny lyd – Gud hvor vi hadede de lyde 🙄. Sådan en slags knasen fra gearkassen …. hmm, måske manglede der gearolie, det var godt nok blevet skiftet i Mindelo og motoren havde jo ikke rigtig kørt, men det var da til at fikse og værd at prøve. Gluk, gluk, gluk, bum det hjalp. Så fortsatte vi. Men inden længe var der igen bøvl, denne gang det tilbagevendende problem med omdrejninger der steg og faldt. For én i hede hulende, hvor var det til at blive vanvittig af 🤬🤬. Vi satte omdrejningerne lidt ned og krydsede fingre motoren ikke ville gå ud. Der var en ingen vind overhovedet – regn kom der lidt af – på Skipperindens vagt selvfølgelig 😫. Vi klarede den og nåede Granada.

GRANADA

På Granada skulle vi i havn. Der skulle tankes vand, provianteres og fikses småting og så skulle vi have styr på påhængsmotoren. Vi ankom ved frokosttid og for enden af den ene bro vejrede et dannebrog og da Amarillo var godt fortøjet til pontonen mødte vi Sally Lou på 4 år og hendes forældre. Der blev hurtigt lavet aftale om at mødes ved poolen når vi havde fået klaret indklarering mv. Vi havde lovet Matroserne pizza til aften – det trængte vi alle til 😁 og efter et par timers god leg i poolen fik vi bestilt – og hvem kom så der; det gjorde Allan, hvis båd vi i sin tid gastede i Spanien for at få erfaring. Og Ole og Trine, som sejler med deres 3 piger (én på 7år og 2 på 9år) på andet år. Fantastisk 😀.

Senere kom vores gode venner fra Namihani, La Puerta og Dyveke også til. De unge mennesker på Rosa var der også, dem mødte vi første gang på Tobago. De var på vej mod Grønland 😯🥶. Den ældste og den mindste af vores Matroser spillede øl-bowling med dem – dog uden at drikke øl – Matrosinden svømmede som havfrue med deres Ariel i poolen 🧜‍♀️🧜‍♀️.

Skipper og Skipperinden arbejdede med motoren, vi var overbeviste om at det var strømmen til dieselpumpen og fik derfor et par elektrikere til at skiftet alle ledninger i motoren. Og så var vi kørende igen – fedt, endelig kunne vi krydse det af på listen.

Vi havde leget en bil og været en tur rundt på øen, vi var ikke synderlig begejstret, hvad det lige var der manglede er svært at sige, sjæl, atmosfære…… måske var det bare fordi vi havde været så begejstret for Tobago. Så efter en uges tid var vi klar til afgang. Næste destination var Union Island som er en del af St. Vincent og Grenadinerne. Der var provianteret og vi lagde fra kaj. Kursen var op langs Granada for derefter at krydse over til Grenadinerne og videre op til Union. Mørke skyer blev dannet over Granadas bjerge og sendte en hel del vind og regn ned over os. Der var masser af modstrøm så det gik langsomt. Efter 3 timer var vi næsten ved spidsen af Granada og så begyndte motoren, der havde hjulpet til, igen at té sig. Vi slukkede fik sat mere sejl og det gik, dog langsomt. Så tog vinden og bølgerne til, i løbet af få minutter havde vi 16 m/s lige i snuden og bølger ind fra siden. Båden krængede voldsomt og ungerne var utrygge. Vi fik reduceret sejlet, men vi havde så meget modstrøm og -vind at vi kun sejlede 2-3 knob. Næste destination var for anker og uden en motor der virkede ordentligt, var det håbløst. Så vi besluttede at vende om og satte igen kurs mod Granada. Så var der medstrøm og -vind og der kom igen ro på båden. Vi kom sikkert i havn🙏.

Så startede det helt store motor-show. Matroserne tog i poolen eller legede med de andre danske børn, mens Skipper og Skipperinden lå med måsen i vejret og hovedet i motorrummet. Der blev indhentet erfaringer og meninger fra de andre danske både og efter nogle dage var vi klar med løsningen: Den første pumpe blev rykket lidt ned mens det første filter blev rykket op. Så var håbet at evt. luft ville ende i toppen af filtret og ikke i motoren. Så var der afgang igen. Vejrudsigten lovede ok vejr – bedre end sidst – så det var bare om at komme afsted.

Samme rute og mål som første gang. Det gik fint, der var stadig både modvind og -strøm, men når vi kom fri af Granada, skulle vinden dreje til en mere fordelagtig vinkel. Så langt nåede vi dog imidlertid ikke før den knasende lyd fra gearkassen begyndte igen, vi satte omdrejninger ned og det hjalp – vi måtte få det fikset i næste havn. Men det sluttede ikke her, motoren var stadig ikke fikset og gik helt ud – vi kunne ikke få den i gang igen. F….🤬🤬. Vi vendte om igen – motoren fik en pause og vi sejlede tilbage for sejl. Vi nåede tilbage til havnen uden ret meget vind, motoren startede stadig ikke, der blev kæmpet og bandet og mørket faldt stille og roligt på – hvad så nu?!? Vi kunne ikke gå i havn for sejl, vi kunne ikke lægge anker. Vi måtte have hjælp! Vi kaldte op på VHF‘en til havnen, de kunne ikke høre os, vi kunne ikke høre dem, da de kun brugte små håndholdte radioer, som ikke rækker så langt ud. Så lød en dansk stemme: ”Hej det er Sebastian fra Fiducia, jeg havde tilfældigvis lige VHF’en tændt er der noget vi kan gøre”? OM DER VAR🙏

Fiducia har haft motorproblemer fra Kielerkanalen til Guernsey og var 100-meter mestre i at bruge deres dinghy til at trække deres båd. I mørket kunne vi se deres lys, hoppende hen over vandet da de nærmede sig Amarillo. Vi lå godt og vel 2sm uden for havnen. Nøj, hvor var vi glade for at se dem. Vi fik fortøjet deres dinghy, med en 20hk påhængsmotor på siden af Amarillo og så gav de os fart, mens vi styrede. I havnen havde resten af familien fundet en plads vi nemt kunne komme ind i og de var klar til at tage imod fortøjningerne. Puha, så kunne vi puste ud og slappe af.

Så var det på den igen – fejlsøgning 🙄. Vi skiftede alle dieselslangerne til gennemsigtige vandslanger, så kunne vi se hvad der skete mellem de forskellige pumper og filtre. Det var tydeligt, at der var for meget luft og for lidt diesel i systemet. Efter forskellige test og forsøg blev vi enige om at prøve at køre uden om den pumpe som sidder på selve motoren. Det virkede og med de klare slanger var det tydeligt, at systemet nu blev helt fyldt med diesel. Fedt, så var vi klar igen.

Derudover fik vi en motormand til at lytte på lyden fra gearkassen, hans dom var klar – Damperpladen mellem motor og gearkassen skulle skiftes (det er en slags støddæmper, der tager rystelserne fra motoren). Vi kunne godt sejle videre, men den skulle skiftes inden for et par måneder. Super, så var vi klar, vi kunne skifte damperpladen længere nordpå, hvor det ville være nemmere at få tilsendt reservedele.

Der var jo også det med påhængsmotoren, der skulle ordnes. Vi havde undersøgt om det kunne lade sig gøre at få en ny propel samt aksel, men det ville blive en bekostelig affære at få det tilsendt og udbedret. Skipper havde fundet en gruppe på Facebook med køb og salg på Granada og der var en påhængsmotor til salg, som han tog afsted for at se på. Skipperinden blev på båden og pludselig bankede det på – det var nabobåden. De havde noget benzin tilovers. De havde netop købt en ny påhængsmotor, men havde fortrudt, så den skulle de af med igen. Han tænkte, at vi måske kunne bruge benzinen til vores påhængsmotor. De havde en elmotor som de var rigtig glade for, men havde alligevel investeret i en ny 10hk påhængsmotor, men havde så fortrudt. Den nye motoren havde kun kørt en time.

Øhh, jo tak, men vi vil da også gerne købe motoren…..😊 Vi har ikke abonnement på vores mobiler – Skipperen kunne derfor ikke få besked – så aftalen blev, at vi lige måtte se hvad han kom tilbage med. Han kom tomhændet tilbage, så han gik til naboen og fik hurtigt lavet en handel – vupti så havde vi en spritny brugt påhængsmotor til en virkelig god pris. Vi forsøgte at komme af med den gamle motor, men uden held. Den blev pakket ned, så måtte vi se hvad vi kunne gøre med den hen ad vejen.

Så tog vi afsted igen⛵. Det blev en fin tur langs Granadas kyst, endelig. Det gik ikke stærkt, stadig pga. modstrøm, men vi var på vej. Mørket faldt på, vi kom fri af Granada, vinden ændrede sig ikke til vores fordel som vi havde regnet med og der var helt enormt meget modstrøm. Vi blev skubbet mere og mere vest på i forhold til vores kurs. Ud for Carriacou, krydsede vi og vindretningen gjorde, at vi fik direkte kurs mod øst og Carriacou, men på kortplotteren sejlede vi direkte sydpå – vi blev sat af strømmen. Vi havde motoren kørende trods fuld sejlføring og den spandt som en mis med vores nye løsning, men kørte med lave omdrejninger for at undgå den knasende lyd fra gearkassen. Vi kunne ikke sejle for motor alene, da vi ikke kunne klare strømmen ved så lave omdrejninger og da vi havde vind, bølger og strøm imod os kunne vi heller ikke holde kurs kun for sejl. Vi besluttede endnu en gang at gå tilbage til Marinaen på Granada, øv, men det var alligevel den vej vi blev skubbet.

Sent om natten var vi tilbage i marinaen.  Det var nederen. Vi havde i forvejen brugt alt for meget tid på Granada, det kunne ikke være anderledes og nu engang sådan det var, men det betød, at vi var nødt til at springe en del øer over og tage nogle lange stræk, for vi ventede besøg hjemmefra på St. Kitts.

Vi fulgte vejret tæt og så en åbning, så rykkede vi. Ungerne havde igen nydt marinaen, poolen og de danske legekammerater. Vi havde fået en ”second opinion” på den knasende lyd i gearkassen – samme dom. Mekanikeren havde skilt det hele ad og vi havde fået taget billeder og mål og fundet et sted, hvor vi kunne få reservedelen. Det blev arrangeret, at den blev sendt til St. Martin. Så tiden blev udnyttet. Men nu var det tid til for alvor at sige farvel til Granada og vores danske sejlervenner. Nu var vi på vej og denne gang lykkedes det at komme hele vejen til Dominica, 200 sømil og 2 dages sejlads.

Udover at få fikset diverse motorproblemer var Granada også der, hvor vi brugte tiden på at tage den store beslutning om hvad vi skulle. Den store plan og drøm har hele tiden været at gå ud i Stillehavet, men vi vidste også at det ikke lå fast, for hvad nu hvis….………Atlanten var mere end rigeligt, …….for voldsom, …….vi ikke turde eller ville noget andet….. Men hvis vi skulle derud, var det nu for der skulle findes gaster til turen. Skipper var klar på Stillehavet, Skipperinden var ok, men vi mente begge at turen fra Galapagos til Marquesas i Fransk Polynesien ville være for lang for Mindstematrosen og ikke en tur, der ville gavne hverken ham eller os. Vi blev derfor enige om, at Skipper skulle tage turen med gaster og at Skipperinden og Mindstematrosen afmønstrer på Galapagos – hvis der altså var fuldtalligt stemning for Stillehavet. De to store Matroser skulle også høres. Derfor var der familieråd, der blev talt frem og tilbage og forskellige muligheder blev vendt og drejet. Matroserne synes det var en lang tur over Stillehavet, men oplevelserne og eventyret tiltrak dem og de så det som en kærkommen mulighed at kunne afmønstre med mor og lillebror og på den måde komme til Stillehavsøerne uden de 3-4 uger over Stillehavet. Beslutningen blev derfor taget – PACIFIC HERE WE COME 💪!!