12_ Atlanten

Vi har jo sejlet på Atlanten siden vi forlod Den Engelske Kanal. Men det har været kystnært og kun 2 kortere stræk fra Portimao til Rabat og fra Essaouira til Arrecife. Men af en eller anden årsag tæller de ikke sådan rigtigt med i regnskabet for Atlanterhavs kryds.

Torsdag gjorde vi klar til at forlade Puerto Rico og tage ud på vores hidtil længste stræk, 780sm skulle tilbagelægges. Vejrudsigten lovede kraftig vind – kraftigere end vi normalt ville tage af sted i – men vi var utålmodige efter at komme afsted samt vinden og bølgerne ville komme agtenfra (bagfra). Sørens hustru og venner ville lande på Kap Verde lørdag. vidste selvfølgelig, at vi ikke kunne nå frem, men jo før vi kom afsted jo mere ferie ville han nå at kunne holde med dem. De første sømil gik stille og roligt, så stille, at vi endda måtte have gang i motoren da vi lå godt i læ af Grand Canaria. Men det var stilhed før stormen. Vind og bølger tog til og vi havde konstant 18m/s og når man kiggede bagud, var det en mur af vand der kom imod os for i sidste øjeblik at løfte båden og sende os med raketfart ned af i bølgedalen. -De fleste gange i hvert fald, andre gange brækkede de ind over båden og gjorde alt og alle våde.

Sidst på eftermiddagen den første dag, stod autopiloten af☹. Vi tømte kistebænken, surede alting godt fast på dæk, sendte de ting, der ikke var plads til ned gennem lugen til agterkahytten, pyha det var bare en møtrik, der havde løsnet sig. Skrue fast og så tilbage med alle tingene igen.

Lørdag kl. 04.30 var Skipper på vagten. Pludselig lægger båden sig næsten helt ned på siden, en bølge er brækket ind over. Vand er blevet presset ind i udluftningen på cockpitkanten og vælter ned i kahytten og ind stormkøjerne, hvor de to store matroser ligger og sover. Skipperinden og mindstematrosen ligger i agterkahytten og Skipperinden har begge ben på siden af skroget for at stå fast og et godt tag om Mindstematrosen. Dette gentager sig endnu en gang og mere vand kommer ned. Skipper råber på hjælp. Søren er på dæk i løbet af et splitsekund, mens skipperinden får lagt alle Matroser i sikkerhed i den store seng agter og beroliget dem. De er forskrækkede. Skipper er skadet, preventeren – et tov der forhindrer bommen i at svinge gennem cockpittet når vi har vinden ind bagfra – har revet sig løs og noget har ramt Skipper på læbe og næse. Søren overtager roret, får båden på ret køl og rettet op på skaderne, preventeren bliver sat fast på den ene undervant, imens får Skipperinden Skipper under dæk, ud af det våde tøj og lagt is på læbe og næse – der er massivt hævet. Han lignede en der har gået en omgang med Mikkel Kessler. Han bliver lagt i køjen og de næste timer fortsatte Skipperinden og Søren skiftevis ved roret. Søren tager den første vagt og her står autopiloten af igen. Da Skipperinden skal overtage roret sidder forskrækkelsen stadig i kroppen, så Søren må sove i cockpittet under hendes første vagt – hun tør ikke være alene.

Der var tryk på vind og bølger. Vi havde en ca. 2.5m lang bøje på siden af båden, som er forbundet til en redningskrans. Hele arrangementet var sat fast i et beslag, som er fastgjort på vores targabøjle med to gennemgående skruer med bolte. Alt dette, bøje, krans OG beslag blev flået af targabøjlen den nat. Kun det øverste magnetbeslag, som sørger for at et lys bliver tændt når bøjen tages ud, sad tilbage. Den høje bøje med lys i, skal kastes i vandet hurtigst muligt, hvis en person falder over bord og skal øge chancen for at vedkomende findes igen. Skipperen så bøjen blive revet af, lyset tændt og på få sekunder opslugt af de kæmpe bølger. Tankevækkende og meget skræmmende.

På de lange stræk har vi altid livliner på, nat og dag, både når vi går på dæk, men også når vi bare sidder i cockpittet. På de kystnære stræk har vi kun på om natten, eller hvis vi er alene i cockpittet. Derudover har nattevagten en redningsvest på, hvor der er en GPS sender i, som viser positionen på vores egen og de kortplottere der måtte være i området. Vores kortplotter giv en høj alarm når den opfanger et ”mand over bord signal (MOB)” – også fra andre.

Beslaget i autopiloten var selvfølgelig knækket, men vi havde jo heldigvis en back up. Så da Skipper var kommet til kræfter igen; Tømme kistebænk, sure alting godt fast på dæk, sende de ting der ikke var plads til ned gennem lugen til agterkahytten, skrue beslag af og skrue nyt beslag på. Ups, endnu en bølge kom ind over og ups, lige ned i sengen i agterkahytten☹. Endnu et ups, den ene 20l diesel dunk var ikke bundet ordentlig fast så den så vi i vores kølvand ☹. Tilbage med resten og så ellers forsøge at få tørret dyner, puder og madras. Der gik ikke mange timer så var den gal igen. Det nye beslag kunne heller ikke holde. Beslagene var simpelthen ikke dimensioneret til at holde en 12-14 tons tung båd i så hård sø. Vi fortsatte resten af turen med at håndstyre.

Den sidste dag inden ankomst til Palmeira, Sal, Kap Verde, aftog vinden og bølgerne en smule. Matroserne kunne nu opholde sig under dæk og endog se tegnefilm. Om aftenen står skipperinden og vasker op og pludselig rammer en skæv bølge, der får skuden til at vippe mere end ellers. Pga. våde fingre mister hun grebet og falder bagover. Hoved og nakke rammer navigationsbordet, siden af låret rammer trappen og den modsatte skulder de knager, hvor redningsvestene hænger. Av, det gjorde ondt, skal lige komme sig lidt, men nakken gør mere og mere ondt og det ender med at hun resten af turen må ligge i spænd mellem dyner og puder i agterkahytten. Skipper og Søren må tage turnus ved roret det sidste døgn. Vi var et kønt par, der lagde anker i Palmeira, Skipper med en boksertud og skipperinden med øm nakke og et blå-sort lår.

Efter 4 døgn og 23 timer til søs var ankeret lagt og Søren afmønstrede for at holde ferie med sin familie. Vi havde nu 12 døgn til at nyde Sal, St. Nicholau inden vi skulle være i Mindelo på St. Vincente.

Turen til Kap Verde satte dybe spor i os alle. Matroserne og skipperinden nød på ingen måde de første dage af turen, der var ikke rigtig overskud til at fiske, lave skole, end ikke opholde sig under dæk og selv billeder og video blev der kun taget meget få af. Alt var vådt hele tiden, det gyngede og lidt søsyge fik vi også. Vi var på mange måder klar til at melde pas på Atlanten og tage en flyver. To til tre uger over Atlanten, hvor man ikke kan andet end at sidde i cockpittet på våde puder virkede helt uoverskueligt. Vi havde nogle gode snakke om den tilbagelagte tur og det hele blev lidt mildere og den forestående tur over Atlanten virkede lige pludselig overskuelig.

Vi var taknemlige for, at vi havde Søren med, der kan hurtigt ske noget som sætter den ene ud. Skulle vi have taget turen alene, var vi aldrig taget afsted med udsigt til så meget vind. Men vi er også bevidste om at man jo kan komme ud for at ramme ind i vejr med meget vind på en flere dages sejlads. Selvom det ikke var rart at være i, har det alligevel givet os meget læring og vi fik virkelig Amarillo at kende. Hun er en god solid båd⛵.

Palmera er en lille by på vestkysten af Sal, den nordligste og vestligste af Kap Verde øerne. En utrolig hyggelig lille fiskerby. Vi blev mødt af mørke mænd og kvinder i farvestrålende tøj og skøn musik i gaderne. Utrolig hjælpsomme og venlige mennesker. Vi badede i det krystalklare vand ved Santa Maria på øens sydspids og af en lokal fik vi vasket tøj, tæpper mv, der var blevet stive af saltvand på turen til Kap Verde.

Der blev gjort omhyggelig rent efter al det vand vi havde fået indenbords og reservedelskassen blev tømt. Og lige der midt i kassen lå 4 ekstra beslag til autostyren, ingen af os kan huske af vi havde dem ombord, med tjek ved det, så kunne det streges fra listen.

Efter 4 skønne dage hev vi d. 15.11.19, ankeret op efter aftensmaden og satte kurs mod St. Nicolau, et lille døgns sejlads. Det blev en rigtig skøn natsejllads, med masser af stjerner, blid vind og blide bølger. Lige det vi havde brug for. Næste eftermiddag blev der lagt anker i det mørke vulkansand. Vinden kom susende ned fra bjergene, men ankeret lå dybt og godt. Vi snorklede og badede og fik lavet aftensmad. Næste dag tog vi dinghyen ind til land og her stod en 6-8 børn og unge klar til at tage imod os og alle ville de gerne holde øje med båden mens vi var væk. Vi måtte hurtig vælge 2, de fik lidt mønter og vi tænkte at det var fint, de ville nok forlade den lige så snart vi var om det første hjørne….men vi skulle blive klogere😊. På kajen blev vi mødt af endnu to unge mennesker, som vi spurgte om vej til politistationen og de gik troligt hele vejen med os op til politistationen, hvor vi kunne melde vores ankomst og få udfyldt de nødvendige papirer. Troligt gik de med os tilbage til byen, vi spurgte efter restaurant med wifi og fik en anvist. Der blev bestilt frokost og drikkevarer, men desværre var wifi ”out of order”…Arh øv. Men det var lækker mad og ikke ret dyrt. Wifi måtte vente. Tilbage ved dinghyen på stranden sad de to drenge stadig troligt og passede på vores båd😊

Dagen efter tog vi igen i land og igen blev vi mødt af samme flok børn, der ville passe på vores dinghy. I dag var der to ny unger, der fik tjansen, de fik lidt mønter og vi fortsatte op i byen for at leje en bil til en dagstur. Efter at have travet det meste af byen rundt kunne vi konstatere, at alt var udsolgt. Så det blev en taxatur rundt på øen. Desværre kunne vores chauffør ikke mange gloser engelsk så vi nød mest bare turen. En virkelig smuk ø. Tør, stenet og barsk på den ene side – grøn og frodig på den anden. Der blev lige handlet lidt på vejen, vi fandt et nyt sted med wifi, så der blev lige sendt et par mails og tjekket op på diverse ting. På vej til St. Nicolau opdagede vi nemlig, at styrbord undervant (den inderste wire, der holder masten) var gået i kordellerne oppe i toppen. SHIT☹. Nyt problem, vi tjekkede derfor lige med marinaen i Mindelo om det kunne fikses der, inden vi skulle starte turen over Atlanten. Tilbage på stranden lå vores gummibåd ene, alene og forladt. ☹ Men pyt, alt var ok og vi vendte retur til Amarillo og fik lavet dejlig mad. Vi nød endnu en dag i den dejlige bugt. Der blevet lavet skole, badet, og ordnet lidt praktiske ting. Oskar susede lidt rundt i gummibåden og efter lidt tid suser en pige på hans alder også rundt i sin gummibåd. Oskar opfordrer til lidt ræs og langsomt nærmer de sig hinanden og pludselig er han om bord på hendes båd. Det er en fransk familie på tur mor, far og 2 børn. Pigen er ikke så god til engelsk, men de hygger sig resten af dagen med spil og får alligevel udvekslet oplevelser og erfaringer.

Vi var klar til at sejle videre mod Mindelo. Vinden var god og det var en kort strækning på 45sm. Vi sad med den sidste morgenkafferest i kruset da en fransk båd kommer susende op på siden af os, sejler lidt forbi, dropper ankeret og trækker baglæns – Meget, Meget tæt på os😲 Vi sad måbende, mens de vinker og hilser. Vi orkede ikke at fortælle dem om hvor uhensigtsmæssigt det var at lægge sig så tæt på hinanden her i bugten. Der kom kraftige kastevinde ned fra bjergene og båden vendte og roterede ret meget og sjældent samtidig, vi skulle alligevel afsted. Så vi skyndte os at få drukket kaffen, trukket ankeret op og komme afsted.

Det var en skøn tur langs den smukke kyst, fiskelinen var ude med den grønne sprutte og begge sejl sat. Med den rolige vind så det ud til at gå fint med den ødelagte vante. Da vi kommer fri af øen, var der ikke længere rolig vind og blide bølger. Vinden friskede op til 14s/m og bølgerne var store og kom ind fra siden. Pludselig ser det ikke godt ud med den ødelagte vante. Wiren snor sig yderligere op peger faretruende tæt ind på storsejlet. Heldigvis sejlede vi på en halvvind så storsejlet var ud til siden og lige akkurat uden for rækkevidde af wiren, men forsejlet skal ind og det skal gå hurtigt. Den diagonalt modsatte vante hænger slapt – puha, det giver nervøse trækninger og ondt i maven. Med forsejlet rullet ind sejler vi afsted for storsejl, vinden aftager lidt og pludselig lyder den skønne lyd, drelrlrlrlr, fra fiskehjulet👏👏🐟 Fedt, ind trækkes en lang hornfisk lignende sag. Den bliver ordnet og fileteret og linen kastes ud igen, der går ikke længe, så er den der igen…Lyden, drelrlrlrlr👏👏🐟 Denne gang kom en lækker tunbøf om bord, 56cm og ca. 5kg. Der er ret meget blod i sådan en krabat, så det meste af cockpittet var smurt ind i blod😜. Tunen blev ordnet og fileteret – 4 store mørbradlignende fileter blev det til.

Der var stadig høje bølger, så blodet i cockpittet måtte vaskes af når vi kom frem – det er svært nok at holde balancen.

Tæt på havnen, startes motoren og storsejlet bjerges. Vi har planer om at ligge for anker de første par dage. Marinaen i Mindelo er vært for alle de både der deltager i ARC+ – Atlantic Rally Crosing, fra Las Palmas til Sant Lucia via Mindelo. De skulle sendes afsted d. 21.11 så vi tænkte der nok var ret udsolgt på plads i havnen. Meeeeen, endnu en gang skulle planen ændres for motoren begyndte igen at drille, kører op og ned i omdrejning, nøjagtig som tidligere, F…., F…., F….!!! Skipperinden kalder op til havnen, ” vi har motorproblemer, har i plads til os?” Det havde de heldigvis. Vi kommer i havn og der er masser af hjælp til at tage imod fortøjninger. Vi får pladsen yderst på broen og kan nemt få bakket enden til, mens de flinke havnefolk får fortøjet snuden til en mooringball (hver båd fortøjes med enten stævn (foran) eller agter (bagved), til en bøje der er fastgjort på bunden mens den anden ende fortøjes til broen). Så lå vi der.

Skipper fik klaret indtjekning og skipperinden og matroserne fik vasket blodet af cockpittet. Det blev sent i vi gik i gang med at tilberede den lækre tun. Ældstematrosen tilberedte 2 af fileterne til ungerne – de skulle nemlig total gennemsteges mens Skipper tilberedte til ham selv og fruen – kun lige stegeskorpe, ja tak😋. De blev marineret i hhv. lime og soja. Hold nu op hvor smagte det skønt – især den med soja. De to mindste matroser nåede desværre at falde i søvn, så Ældstematrosen smovsede tun i sig til det var ved at komme ud af ørene. Aldrig har tun smagt så godt – Frisk og ganske gratis👌.

Det er ikke ligefrem den bedste havn vi har været i. Meget urolig. Bådene ligger på hver side af lange pontonbroer. Vandet af meget uroligt og bådene hiver derfor broen fra side til side og bådene trækkes frem og tilbage mellem bøjen og broen. Vores helt nye fortøjningerne var næsten slidt op efter de 6 dage vi opholdt os i havnen.

Så gik forberedelserne i gang til det store havkryds, vanten skulle skiftes, motoren fikses, der skulle vaskes tøj og vi skulle have provianteret. Men der skulle også være tid til at komme en tur til Sao Antao, den vestligste af Kap Verde øerne. Vi startede fra en ende af – der blev aftalt tid med riggerfolkene så vi kunne få en ny vant – det gik ret hurtigt og efter et par dage var det fikset.

Søren havde sendt familie og venner tilbage til Danmark og påmønstrede igen Amarillo. Han kiggede på motoren og fandt, at stelskruen til den ene dieselpumpe – vi har nemlig to – sad løs. Hmmm, vi kørte test og det så ud til at have hjulpet. Bum det var motoren – føljetonen om motoren skulle dog vise sig, heller ikke at slutte her.

Vores danske sejlervenner på Vida deltog i ARC+ og vi nåede lige en ”god vind”-øl med dem dagen inden de skulle sendes afsted og tirsdag d. 21.11.19 kl. 12.00 vinkede vi dem ud af havnen med ønske om et godt atlanterhavskryds og på gensyn i Caribien.

I stedet kom sejlervennerne fra Namihani og Nerthus til havnen. Desværre uden koner og børn, da de skulle flyve over Atlanten. Det blev til nogle super hyggelige dage og vi besluttede at ”følges” med Namihani over Atlanten, i det omfang det selvfølgelig var muligt.

Der kom flere danske både til i løbet af dagene, vi fik desværre ikke talt med dem alle – alle var travlt optaget af forberedelse.

Mens Søren fik en ”to do liste” stod Skipper, Skipperinden og matroserne tidligt op og tog færgen til Sao Antao. Tasken var pakket med madpakker, snacks og vand til de altid sultne matroser og kl. 7 lagde færgen fra kaj. Sjovt nok var det en gammel dansk færge. Alle sikkerhedsinstruktioner stod på dansk😊.

Da vi kom ud fra færgeterminalen, stod en kødrand af taxichauffører klar som gribbe om et døende dyr. De blev holdt tilbage af en sikkerhedsvagt, så folk lige havde en chance for at komme ud af bygningen. Vi havde besluttet at denne gang skulle chaufføren kunne tale engelsk. Den første kunne ikke, men en ung fyr hørte vores krav og kom hurtigt hen til os. Han var rigtig god til engelsk, født og opvokset på øen og kunne også give en god pris på en god tur. Så op på ladet af hans røde pick-up – der var sæder på ladet – og afsted gik det. Vi havde en helt fantastisk tur rundt på den meget smukke ø. Han gjorde stop og fortalte om øen, historien og nutiden. Trætte var vi tilbage i havnen til afgang med færgen. Mindstematrosen faldt i søvn og måtte bæres fra borde, men vågnede heldigvis så han kunne gå den lille kilometer, der var fra færgen og hjem til Amarillo. Han er blevet stor dreng og for tung at bære😀

De sidste dage provianterede Søren og Matroserne, Skipperinden fik vasket tøj og pakkede madvarer af vejen efterhånden som de kom ombord og Skipper fik købt ting og dimser i reserve og hentet vejrudsigter. Der blev fyldt vand på tankene. Vi var ved at være klar

Mandag d. 26.11.19 kl. 11.30 lagde vi ud fra broen og sejlet hen til dieselstanderen. Sidste stop inden Barbados. Tanken og reservedunke blev fyldt. Nu var vi klar. Kl. 12.15 gled vi sammen med Narmihani ud gennem bugten med kurs 270 stik vest. Vi var på vej, spændte, stolte og med kriller i maven. Vejrudsigten lovede godt vejr, god vind og blide bølger.

Til turen havde vi 400l vand i tankene og 22x5l flaske vand. Derudover juice, mælk og sodavand. Vi brugte langt fra det hele. Vi tankede først vand igen på Granada i starten af januar. Vi købte dog lidt flaskevand på Tobago. Vi havde 290l diesel i tanken og derudover 50l i reservedunke. Vi havde kun motoren tændt 2×2 timer for at lave lidt strøm og da vi lagde anker på Barbados.

Den første morgen vågner ældstematrosen op med søsyge og måtte ofre til kong Neptun🤢. Ham, der ellers aldrig er søsyg og nærmest kan være under dæk i al slags sø (lige bortset fra turen til Kap Verde). Men ellers strøg vi afsted. Namiharni havde vi lagt et godt stykke bag os. Sidenhen overhalede de os dog og kom til Barbados 1 dag tidligere end os. Hver dag kl. 12.00 udvekslede vi positioner med dem over enten satellittelefon eller satellitbesked. Det gav en vis tryghed at vide de var der lige i nærheden. Deres Autopilot stod af allerede i løbet af det første døgn og på Amarillo talte vi om at, puha, det blev en lang tur, godt de var 5 voksne til at klare turen og at der ikke var børn ombord, der også skulle underholdes…..😜.

Vi tjekkede vejrudsigter og blev enige om at ændre kurs og gå lidt mere syd på. Det så ud som om vi ville ramme et meget vindstille område hvis vi holdt kursen. Ellers var der ro på ombord. På tredje døgn kom lyden igen. Klokken var næsten midnat, skipperinden havde tjansen. En ny ukendt lyd, hmmm, kigger på autopiloten: ”Off Course” Shit den var gal igen, autopiloten var stået af. Vi fortsatte natten med at håndstyre og dagen efter gik Søren og Skipper i gang med at tømme kistebænken for tjekke beslag. Det var intakt, alt så fint ud, men det var jo også en ny lyd. Hele autostyren blev afmonteret og skilt ad. Det var tandhjulene, der var slidt i stykker – Dem havde vi ikke nogen med af😩. Så nu var det så pludselig os der ikke havde nogen autostyrer, 3 voksne og 3 børn. Men det gik over alt forventning. Vi fortsatte med at køre 3 timers vagter. Vejret var fint – det var faktisk kun om natten (især når skipperinden havde vagt), at vi havde lidt regn og mere vind. Men det varede sjældent ret lang tid ad gangen.

Fiskelykken tilsmilede os seks gange. Desværre var det kun de to af dem vi fik halet om bord. De fire andre stak af med både krog og sprutte. Mindstematrosens grønne sprutte mistede vi også😢 Det var to store guldmakreller knap en meter lange. Lækkert med friskfanget fisk. Ellers havde vi provianteret godt – Skipperinden var lidt bekymret for om der var nok mad til at starte med, for Mindstematrosen var konstant sulten. Af alle steder ramte vi vist lige en voksefase, der ude på Atlanten😆

Matroserne læste bøger, så tegnefilm, byggede huler og legede far, mor og børn, hvor en 5l vanddunk var baby😂. 1. december flyttede Nisse Nok ind og der blev klippet og klistret julepynt. Søren havde et bygselv kagehus med som matroserne med stor iver kastede sig over for at lime sammen og pynte. Men varmen gjorde at sukkermassen ikke ville størkne og luftfugtigheden, at huset blev mere og mere blødt, men vi nåede at få taget billeder inden det kollapsede og det smagte skønt. Til aften blev der spist risengrød med smørklat og kanelsukker. Desværre havde Skipperinden glemt at få nisseøl med om bord, men det gik nu alligevel. Meget mærkeligt at sidde med nissehue på, klippejulepynt og spise risengrød i 28 graders varme – Matroserne kun i ført underbukser.

Vi havde for høje bølger til, at vi kunne få os en dukkert på det kilometer dybe hav – det havde ellers stået højt på listen, men det det have krævet noget mere vindstille vejr. Til gengæld blev der taget bad på badeplatformen, iført livline og med spand og sæbe fik alle et bad. Sæbe ind og skylle af med havvand😀

Der var også tid til at bage, Søren tryllede både en lækker brunsviger og en æblekage frem og Ældstematrosen lavede pandekager. I det hele taget var der en god og afslappet stemning om bord og det med at håndstyre var uproblematisk. Vi kom hurtigt ind i rutinen med at få taget de snacks, vand eller andet med op man kunne få brug for på en vagt og med en lydbog i ørene og udsigt til nattens stjerner gik tiden hurtigt. Stjerner var der mange af. Vi havde tiltagende måne, så det var først de sidste nætter vi havde måne det meste af natten ellers var der sort med millioner af stjerner på nattehimlen. Venus lyste klart for os hele vejen.

Halvvejs blev der skålet i champagne – også kong Neptun fik en tår med ønske om at vise os nåde. Og så blev der sendt flaskepost hjem til Ramsøbakken.

Herefter gik dagene bare hurtigere og hurtigere og i løbet af eftermiddagen d. 11.12.19 kunne vi se land. Barbados lå der i det fjerne. 15 dage havde det taget os at krydse det store ocean og hvilken fantastisk oplevelse, stilhed og afslapning, besøg af delfiner og masser af dejlig mad. Vi havde haft store forventninger om at se hvaler helt tæt på, men ikke en eneste viste sig.

Klokken 22 var ankeret lagt på 9 meter vand, der i mørket synede klart og turkist. Vi fik en øl, skålede og ønskede hinanden tillykke med det gode kryds.

Stolte gik vi i seng, spændte på at møde Barbados🏝.