Det blev en rolig og flot tur ned langs Lanzarotes østkyst. I det fjerne bag os, kunne vi se en lanterne og da vi drejede mod vest om øens sydspids havde den næsten indhentet os – de sejlede hurtig. Vi havde fulgt den på vores AIS, men kunne ikke se hvad båden hed, kun at de havde god fart på og samme kurs. Vi fik sejlene ned, startet motoren og gjorde klar til at gå i havn. Det så ud til, at den anden båd fortsatte, så det var fint, så havde vi ikke den at skulle bøvle med i indsejlingen. Der lå en del både for anker foran havnen og nogle af dem uden ankerlyset tændt. Arhhh, det er ikke fedt, nogle var svære at se, men det gik. Til gengæld stod nattevagten klar – kl. var 22 – til at tage imod vores fortøjninger ved receptionsbroen. Vi fik en hurtig orientering om toiletter, indklarering mv. Vi kunne blive liggende ved receptionsbroen for natten. Alt i men vi står og taler med nattevagten kommer endnu en båd ind og minsandten om den ikke har dansk flag på. Det var Benny og Anne, der kom direkte fra Marokko og dem der havde indhentet os uden for havnen. De skulle bare lige have sejlene ned ind de gik i havn. De havde haft en lang tur og var trætte, så vi blev enige om at tales ved og alle mand gik til køjs.
Dagen derpå blev der indklareret, båden flyttet og efter endt skolegang var det tid til en lille surprice for ungerne – der var nemlig adgang til pool i marinaen – om end det var en noget kold pool, var ungerne vilde. Det blev til et par timers leg inden skipperinden meget strengt måtte hive tre blåfrosne matroser op og erklære, at nu var der pause.
Senere på dagen kom yderligere 2 danske både i havn, hvoraf den ene, Dyveke, havde 2 børn ombord, Sejr, 8 og Ida, 5. Så var vi pludselig 4 danske både på havnen. Vi tog ud for at spise – et sidste måltid med Paul, som skulle tilbage til DK dagen efter. Det blev endnu en hyggelig aften med god mad og kortspil – vi har spillet meget kort lige siden Pauls besøg. Tak for super godt selskab, Paul.
Efter at have sendt Paul afsted med en god madpakke, fik vi klaret skolen og så skrev matroserne invitationer til drinks på Amarillo og var rundt at aflevere dem på de andre danske både. Storset alle kom, så der var godt fyldt på båden. Snakken gik som havde vi kendt hinanden i årtier, en virkelig skøn aften og vi blev enige om at gentage succesen på Anemis den efterfølgende aften.
Desværre skulle Dyveke sejle videre allerede den næste dag, så vi udsatte skolen og nåede et par timers leg ved både poolen og på båden før de tog afsted. Vi havde endnu en skøn aften med de andre danske både og da aften var omme blev vi enige om, at vi da lige så godt kunne nappe en aften mere på den sidste danske båd, Polarix.
Næste dag skulle Amarillo på land og der var aftalt løft kl. 9.30. Vi var forberedte på lidt spansk mañana, mañana, men da vi gled ud fra havnepladsen kl. 9.15, kunne vi se, at de var ved at gøre klar ved kranen. Kl. 9.30 lå vi i kranhullet og bælterne blev spændt om Amarillos store bug. Det gik helt efter planen. Amarillo blev løftet og kørt på plads, der blev koordineret, vurderet og planlagt. Vi gik på Café for at lave skole og sidst på eftermiddagen var de i fuld gang med at skifte pakningen om akslen. Vi tog afsted til Polarix til drinks og det blev sent inden vi kom tilbage til pladsen, hvor Amarillo stod i sit stativ. Hmmm, der var lukket, slukket og låst….Vi havde ingen nøgle og ingen havde fortalt os, hvordan vi skulle komme ind hvis det blev sent. Så, vi havde jo ingen andre muligheder end at kravle over hegn og låger – Vi håbede at de ikke så med på deres overvågningskameraer….
Mens arbejdet stod på og Amarillo alligevel lå der i stativet kunne vi lige så godt få rengjort og skrubbet bugen, så det gik skipperen i gang med. Matroserne og skipperinden klarede skolen. Da alle var færdige blev der handlet grøntsagssnacks, købt take away grillkylling og afsted gik det mod stranden. Der blev badet, snorklet og spist aftensmad i solnedgangen. Sent tilbage på havnen skulle vi ikke forcere hegn mv, vi havde nemlig fundet en anden indgang, som vi helt legalt kunne benytte. Heldigvis.
Pakningen var monteret og den del var færdigt. Det kneb lidt mere med dybdemåleren, for den de havde bestilt hjem, som skulle erstatte den gamle, skulle bruge strøm. Dvs. nye ledninger skulle trækkes, så det der bare skulle have været plug and play, var ikke lige til at løse. Og hver gang vi skulle tale med arbejdsmanden, skulle chefen være der til at oversætte. Vi begyndte at blive lidt pressede på tiden. Lørdag ville farmor og farfar være i Puerto Rico, endnu en overraskelse til børnene, så vi skulle afsted fredag middag. Pludselig finder arbejdsmanden ud af at vores kortplotter og AIS er forbundet via NMEA2000 (lidt teknisk) og, at han da har en dybde- og fartmåler liggende som kan kobles på det system, men så ville vi kun kunne se dybde på kortplotteren og ikke på det særskilte instrument – Jamen det er da perfekt!! Så det hele blev lige pludselig løst på meget kort tid og båden kom i vandet fredag morgen kl. 9.
Så blev der ellers gjort klar til afgang og kl. 14 satte vi kurs mod Pueto Rico, ca. 120sm. Det gik godt, ud af havnen, op med sejlene og afsted gik det. Så døde vinden, sejlene blev bjerget og vi startede motoren. Hmmm, der var da lidt vibrationer i båden, som ikke havde været der før…….Nej, det var nok den nye pakning, der skulle køres til. Så der blev arrangeret Narnia på pc’en i cockpittet, autopiloten styrede og skipperinden holdt udkig mens solen gik ned over Atlanten. Superhyggeligt.
Børnene blev lagt i seng og kl. 21 overtog skipperen ved roret. Der var fuldstændig havblik, som at sejle gennem et tyk lag gelé. Måne og stjerne lyste og der var ikke en bøje eller et skib i miles omkreds. Så begynder motoren igen at drille, falder i omdrejninger et minuts tid og kører så op igen☹. Vi fortsætter for færre omdrejninger – og lavere hastighed. Kl. 24 overtager skipperinden igen ved roret og der ser hun skipperen har ændret kurs så i stedet for at gå nord om den skibsrute, der ligger ud for Grand Canarias kyst, er han gået sydpå og vil krydse selv skibsruten ca. midt på. Det er en noget kortere tur bevares, men skipperinden synes måske ikke det er det bedste når nu motoren ikke er helt samarbejdsvillig. Der bliver kigget lidt på sømil og det viser sig at krydsningen passer med vagtskifte, hvor skipperen selv er tilbage ved roret – fint, så kan han selv krydse skibsruten. Kl. 03 byttes der igen – lige uden for skibsruten – Skipperen overtager. Og der lige midt i ruten går motoren ud, død, kaput, slut, prut 🙄 F….. Skipperinden kommer op og i lang tid stirres der bare ud på det helt rolige ocean, på lyset fra Las Palmas og på hinanden – helt opgivende og trætte. Hvad nu!?! Ringe efter hjælp, forsøge at fikse det, eller skulle vi se, hvor vi drev hen…?!? F… nej!! Og så blev der ellers arbejdet på at få skidtet i gang igen og det gav pote. I løbet af en lille times tid var der igen liv i motoren og vi havde fart gennem vandet. Nu var det store spørgsmål så, skulle vi gå direkte til Las Palmas eller skulle vi satse og sejle de sidste 9 timer til Puerto Rico? Det var jo her farmor og farfar ville være. Der blev krydset fingre og satset. Heldigvis, for resten af vejen forløb uden motorproblemer, vibrationerne var der stadig, men vi havde tjekket, der var et værft i Pueto Rico og mulighed for at få hjælp. Morgenen kom, ungerne vågnede, duften af kaffe spredte sig og morgenmaden blev indtaget, solen skinnede og stemningen var høj. Der kom lidt vind og sejlene blev sat. Ved 12-tiden kunne vi se havnen, sejlene blev bjerget og vi gjorde klar til havnemanøvre – Ældstematrosen har forfortøjninger foran, Matrosinden står for springet midtskibs, Skipperinden har bagfortøjningerne, Skipperen er ved roret og mindstematrosen er spændt fast i cockpittet. Pludselig lyder: ”UH-UHHHH, UH-UHHHH” – Familiekaldesignal, venligst kopieret fra The Rolling Stones. Skipperen og Skipperinden havde allerede spottet de sigøjnerlignende personer der sad med ryggen til på de store sten i havneindløbet. Ungerne kigger forbavset på hinanden – ”HVAD😲.
Overraskelsen var stor og glæden lyste ud af alle tre matroser da de finder ud af, at den er god nok. Det ER virkelig farmor og farfar der er der. Farfar sejlede med os ved Portugals kyst, men Farmor har vi ikke set siden Kielerkanalen, så gensynsglæden var stor og vi nåede kun lige at få båden fortøjret før ungerne strøg i land til omfavnelse, kys og kram. Det var skønt!
Farmor og farfar havde leget en dejlig lejlighed lige ved havnen og stranden, hvor der også var plads til at hele sejlerfamilien kunne rykke ind. Så i én uge blev der fyldt godt op på bedste-kontoen.
Imens blev der skabt kontakt til værftet og de fik lyttet, mærket, set og prøvesejlet Amarillo, joh, de kunne godt både se, høre og mærke, at noget ikke var som det skulle være. Det blev aftalt, at vi fredag kl. 9 skulle have et løft så aksel mm kunne tjekkes. Der var jo bare lige det med tidevandet, det havde de ikke helt styr på og så var der jo også lige det med om vi overhovedet kunne være i kranen som ikke var den største….. For bakkede vi ind ville vi ikke kunne blive løftet højt nok pga vindmøllen og solcellerne. Vi skulle med snuden ind, men så var vi nødt til at tage forstaget af. Arh det var vi ikke meget for, et ring til riggeren i DK bekræftede, han synes heller ikke det var en god idé. Men det var vores eneste mulighed. Så vores 2 ekstra fald blev spændt, så de holdt på masten og forstaget blev taget af. Det virkede nu som om mændene fra værftet havde ret godt styr på det og kl. 13 var der vand nok til at vi kunne sejle ind i hullet ved kranen, få spændt stropperne om Amarillo og langsomt blev hun igen løftet ud af det våde element.
Onsdag aften var vores gast, Søren landet og planen havde været, at vi skulle proviantere og sejle mod Kap Verde lørdag, men den plan ville ikke holde. Værftet gik i gang med at finde årsagen til vibrationerne. Det viste sig at der var flere ting galt: Akslen var skæv, kuglelejet i broen var gået stykker og stævnrærspakningen skulle også skiftes…. 😩.
Kuglelejet og pakningen i stævnrøret blev hurtigt skiftet, men akslen var selvfølgelig ikke en almindelig standardstørrelse og den gamle kunne på ingen måde rettes op. Den gode arbejdsmand satte en klappejagt ind på hele øen og det lykkedes ham at finde en fra en reservedel fra en Mitsubishi bil, der kunne bruges. Den blev drejet, tilpasset og monteret. Onsdag kom vi i vandet, der blev igen prøvesejlet, set, hørt og mærket. Joh det var helt ok, alt i orden.
Imens Amarillo lå på værft og blev fikset, havde vi lejet en bil og fik set lidt af øen, kørte gennem bjerge og frodige dale, vandret på vulkankrater og ikke mindst vandret gennem sanddynerne ved Maspalomas. Her mødte vi et tysk ægtepar som vi faldt i snak med. Ungerne rullede rundt i de varme sandklitter mens vi stod og talte. De sagde: ”har i ikke lagt mærke til alle de enlige mænd”……Mange af dem meget letpåklædte, nogen slet ikke påklædte. De stod på toppen af en klit og spejdede efter et andet hankøn at hygge sig med… 😱. Vi havde slet ikke lagt mærke til det, men pludselig kunne vi se det. De var alle steder og lå i buske og hyggede sig. Hold da op, det var noget af en oplevelse 😂.
Marinebutikken i Las Palmas blev besøgt og listen med ting vi manglede, blev lidt kortere. Her lå også en dykker/snorkelbutik og der blev bestilt julegaver til ungerne, alle fik de en våddragt og derudover harpun til Ældstematrosen, havfruehale til Matrosinden men mindstematrosen har lidt til gode.
Fredag havde vi haft den store afsked med farmor og farfar, de skulle tilbage til DK. Med tårer i øjnene blev der kysset og krammet. Det var rigtig svært.
Mens båden lå på værft kunne vi ikke bo på den. Heldigvis kunne vi blive endnu en nat i lejligheden farmor og farfar havde lejet og herefter fandt vi en toværelses lejlighed i et hotelkompleks tæt ved havnen. Superlækker og med en pool til at køle varme børn af i. Der kom yderligere tre både til havnen, desværre var det et kort overlap mellem vores afgang og deres ankomst så det blev ikke til så meget socialt samvær. Men det blev til en øl eller en vand sammen med La Puerta, Namihani og Nerthus og det var heldigvis ikke sidste gang vi sås!