10. Et nyt kontinent

Kursen var sat mod Rabat, 200sm skulle tilbagelægges, vinden var fin og vi sejlede det meste af turen for sejl. Enkelte tankskibe krydsede vores kurs, men ellers var der ikke meget at holde udkig efter – selv delfinerne udeblev, øv. Natten var klar og vi kørte vagter af 3 timers varighed.

Fiskestangen var ude og monteret med den grønne sprutte som Hektor havde fået gratis i en marinebutik i A Curoña. Lige inden solnedgang på dag to var der bid. En fin lille tun blev hevet om bord på det gode skib og så var aftensmaden redet. Skipperinden tilberedte de 6 små tunbøffer – helt efter bogen, synes hun selv – med en tynd stegeskorpe og frisk inden i. Men det var vist kun Skipperen og Skipperinden, der syntes om det 😊.

Om formiddagen på dag 3 kunne vi skimte land og som vi nærmede os, fyldtes luften med nye dufte. Vi var spændte på at møde landet og den nye kultur. For at komme til havnen skal man kalde op på VHF’en og eskorteres op ad floden til selve havnen. Dette skyldes dels, at atlanterhavsdønningerne er ret voldsomme i indsejlingen og ofte er det slet ikke muligt at komme ind i floden og dels, at floden mange steder ikke er ret dyb. Vi havde spekuleret lidt over det med, at havnen muligvis kunne være lukket, men krydsede finger for, at det kunne lade sig gøre At sejle 200sm ekstra for at nå næste havn var ikke lige det, der stod på ønskelisten. Vi kaldte op og kaldte op og kaldte op…..ingen svar, men så pludselig kom en hurtiggående gummibåd hen imod os .De var fra havnen og de hjalp os gennem brændingen og ind til broen ved told og politi. Vi forberedte os på, at der nok ville gå en rum tid inden vi kunne kom ind i selve havnen, men pludselig stod diverse myndigheder og en hund klar. Papir blev udfyldt og båddokumenter vist frem, dronen blev inddraget og en stor schæferhanhund kom om bord – den var ikke vild med at være på gyngende grund, men snusede rundt på dækket og gjorde sit job på rystende ben. Til sidst blev vi vist ind i havnen og Amarillo blev fortøjet på kryds og tværs. Marinaen lå ved et nyere boligbyggeri, den var ren og pæn, masser af sikkerhed, caféer og restauranter.

Der blev taget brusebad og lavet aftensmad og så blev det til en aftentur i den nærliggende Medina. Her var der til gengæld fattigt og beskidt og der blev kigget med lange blikke efter vores lyshårede matroser, som ikke følte sig helt trygge ved situationen.

Den følgende dag stod det på sightseeing. Vi tog en tram fra havnen og over på den anden side af floden. Her gik det på gåben i varmen op mod Hassan Tower og Mohammed Mausoleum V. Hassan Tower. Tårnet skulle have været den største minaret i verden sammen med moskeen, men blev aldrig bygget færdigt. En minerat er et synligt tegn på, at her er en moske og ofte bruges den også for de muslimske bønnekald 5 gange dagligt.

Mausoleumet af Mohammed V er et mausoleum beliggende på den modsatte side af Hassan-tårnet og indeholder gravene til den marokkanske konge og hans to sønner, afdøde kong Hassan II og prins Abdallah.

Moskeen har 4 indgange, alle bevogtede af flot klædte vagter, og det er tilladt at gå ind og kigge. Man står på en balkon, som går hele vejen rundt indvendigt i mausoleumet. Der sidder en og messer bønner og hele mausoleumet er virkeligt smukt udsmykket.

Herefter gik turen videre mod medinaen, som er den oprindelig del af Rabat før franskmændene kom i 1912 og udvidede byen. Nu er der lokale shops med alt fra krydderier og tørklæder til legetøj og smykker. Vi havde forberedt os selv og ungerne på at sælgerne nok ville være lidt nærgående og vedholdende i deres salgstaler. Men det skete slet ikke, selvfølgelig forsøgte de at sælge deres produkter, men efter et pænt nej tak stoppede de. Det var en rigtig god og spændende oplevelse at gå rundt i de små smalle gader og der blev da også shoppet lidt.

Til slut gik turen ned forbi floden og Kasbah of the Udayas – en Moské fra det 10’ende århundrede. Udover, at moskeen stadig er i brug, er murene og området omkring også flittigt besøgt pga. udsigten udover kysten, Atlanten og floden.

Med trætte matroser gik turen hjemad mod Amarillo. Skipper, Paul og ældste matrosen gik på jagt efter et supermarked, mens skipperinden og de to mindste matroser krydsede floden med en vandtaxi og gik mod Amarillo. Da drengene kom hjem, blev der lavet lækker gryderet og derefter var der kortspil i salonen.

Dagen efter blev der pakket tandbørster og rene underbukser og afsted gik det med tog til Fez, 3 timer. Vi prøver at få udnyttet tiden, så der blev selvfølgelig lavet skole imens – næsten 3 timer med fandango gør ikke ligefrem moren populær😊.

Vi havde bestilt en lejlighed på Airbnb med 3 værelser, så der blev taskerne lagt og vi fik hyret en taxi der tog os til Medinaen – Det er ret billigt at komme rundt med taxi i Marokko. Her fandt vi et meget lokalt sted, hvor vi fik lækker frokost og så fortsatte vi ellers rundt i de små gader med masser af små forretninger. Sidst på eftermiddagen stødte vi på en mand, der meget insisterende tilbød os at vise os rundt i Medinaen. Først var vi lidt afvisende, da vi jo havde vandret rundt i de små gader i flere timer, men Skipperen havde læst om, at der et sted var slanger der dansede til fløjtelyd og vi spurgte selvfølgelig den gode mand om han vidste hvor det var, Jo jo da…..I´ll take you. Så vi gik med på, at han vidste os rundt i Medinaen. Senere skulle det vise sig, at han nok ikke helt havde forstået spørgsmålet om slangerne, men vi fik set kobberstøberi, smedjer og blev ført hen til garveriet, hvor skind bliver garvet i store kar og senere forarbejdet til smukke lædervarr. Sikkert ikke et helt sundt job at trampe rundt i de store garvekar med bare fødder. Pengene til rundvisningen var helt sikkert givet godt ud, vi fik set ting og ført steder hen, som vi ikke selv ville have opdaget. Guiden var født og opvokset i Medinaen og kendte hver en krog. Klokken blev mange inden vi kom retur, så der blev købt pizza med retur til lejligheden, som rummede et lækkert smart tv med adgang til youtube. Så der blev guffet pizza og set tun-fangst-film. Hyggelig aften!

Efter morgenmaden blev tingene pakket sammen og vi tog en sidste sightseeing og så gik det ellers med tog – og fandango😆 – tilbage til Amarillo.

Vi tog et par dage mere i Rabat. Der var et fint svømmeanlæg med 3 bassiner tilknyttet havnen og da vi var ved at smelte i varmen, måtte vi da bare derhen og afkøles. Anlægget lå på modsatte side af havnen – man skulle en lang vej rundt om havnen for at komme derhen. Tingene blev pakket og vi gik afsted, ungerne hoppede selvfølgelig straks i baljen, men en mand kom hen og sagde alt muligt på arabisk, som vi ikke forstod et hak af – en anden kom til og forsøgte på engelsk at forklare, at vi skulle tilbage til havnekontoret, hvor vi skulle have et stykke papir, der viste at vi havde båd i havnen. Skipperinden efterlod ungerne med strenge instrukser om ikke at gå i vandet og hastede hele vejen tilbage til havnekontoret. Her var engelsk heller ikke lige noget, der lå først på tungen, så en mand blev ringet op, og på gebrokkken engelsk og med virkelig meget motorstøj i baggrunden, forklarede han at anlægget slet ikke var åbent endnu, måske om en uge, måske ikke, men bade kunne vi altså ikke. Tilbage til ungerne, der under håndklæder forsøgte at finde skygge og fortælle dem den dårlige nyhed. Det krævede lige lidt is at få humøret op og dem kølet ned.  

Den 1. oktober var farmors fødselsdag og ovenikøbet en rund en af slagsen. Vi havde fået wifi-koden til cafeen for enden af broen hvor Amarillo lå, så der blevet kaldt op på FaceTime og hele familien skrålede med på ”I dag er det farmors fødselsdag…..” – Der blev kigget lidt mærkeligtpå os, men alle vers blev sunget og farmor fik mange virtuelle kys og kram og ønsker om en dejlig dag.

Fredag d. 4. oktober lykkedes det os at komme afsted fra Rabat, torsdag havde dønningerne fra Atlanten været for store og floden var lukket for ind- og udgående trafik. Efter udtjekning, som foregik på samme måde som indtjekning, med schæferhund og det hele, blev vi guidet ud. Dønningerne var stadig store og Amarillo måtte kæmpe lidt for at komme henover, men det gik. Vi fik sat sejl og afsted gik det 230sm mod Essaouira. Der var god vind, og vi havde en fin sejllads. Men 2. nat skete det… AUTOPILOTEN STOD AF☹ og der skulle nu håndstyres. Vagterne blev ændret fra 3 til 2 timer og det sidste stykke lå vi og krydsede frem og tilbage for at få tiden til at gå til det var lyst – det var ikke en havn vi turde anduve i mørke. -Og godt vi ikke gjorde det for fiskerbåde og -bøjer var der nok af – også lige foran havnen. De pontoner der tidligere blev brugt til sejlbåde, var nu overtaget af de farverige fiskerbåde og lå i så mange lag uden på hinanden, at man tænkte, de inderste da aldrig ville kunne komme på havet, men mon ikke der var et hvis system i det.

Vi var den eneste sejlbåd i havnen og vi blev henvist til at lægges os uden på en SAR båd (en redningsbåd, som den der trak os ind i havnen i Dieppe). Den så nu heller ikke ud til at ville komme på redningsaktioner foreløbig. Det var fint, så kunne vi komme i land via den og skulle ikke tage højde for, at vores fortøjningerne skulle kunne klare det stigende og faldende tidevand.

Essaouira kan kun beskrives som originalt og meget mågefyldt😩 (Bonus info til dem der ikke kender skipperinden: Hun er MEGET angst for fugle) og med overraskende mange turister. Overraskende, fordi vi ikke selv havde hørt om byen, men mest havde valgt den fordi det passede ret godt ind i ruteplanlægningen. Skipperen gik i land for at få os tjekket ind – ingen andre måtte absolut betræde jorden før indtjekningen var klaret – det gik dog overraskende hurtigt og vi gik alle en tur op i den lille by på jagt efter en Haman, hvor vi kunne få et bad – Der var hverken bad, toilet, vand eller strøm på havnen. Det var på ingen måde luksus, men noget at en oplevelse vi fik os. Da vi kom til det mørke og ret beskidte haman blev vi taget imod to tandløse ældre mænd, som oplyste os om prisen og at de også kunne tilbyde skipperinden en dejlig massage……hmmm, hun sagde pænt nej tak. Vi blev vist ind bag et tyndt forhæng til baderummet, der mindede lidt om de gaskamre vi har set i Auswitch. Nej nej, pigerne deler et bruserum, matrosinden skulle på ingen måde ind i bruserummet alene. Tøserne måtte da også lige nakke en kakerlak, inden skidtet kunne skrubbes af under den sparsomme vandstråle. Men rene blev vi og det var en oplevelse vi alle husker.

Derudover fandt vi en smed, der kunne fikse vores beslag til autopiloten og de meget hyggelige gader i medinaen blev vandret tynde.

Den sidste aften inden afgang blev vi enige om, at vi måtte smage noget af al den lækre og billige fisk. Vi fandt et sted, hvor vi fik en kæmper hummer på 2,6kg, rejer, blæksprutte, krabber og fisk med tilbehør og drikke. Masser af mad til os alle 6 for 900kr. Det var et virkelig godt måltid. Skipperen skulle lige ned og hente trøjer mens maden blev tilberedt, for vejret var fugtigt og tåget. På vej retur kom de lokale gående med store vogne hvorpå der lå hajer😲. Skipperen blev selvfølgelig nysgerrig og fulgte med ind i auktionshallen, hvor der i hobetal lå hajer på gulvet, han blev hurtigt smidt ud – vidst en lidt lyssky business. Da vi havde nydt den gode mad og gik retur til Amarillo, gik vi igen forbi auktionshallen og kunne igen tydeligt se de mange hajer, der lå inden på gulvet. Puha, vi skulle ikke nyde noget af at hive sådan en kleppert om bord.

Dagen efter Kl. 16 blev fortøjningerne kastet og kursen sat mod La Graciosa nord for Lanzarote. Det nysvejsede beslag til autopiloten var monteret og vi var klar til endnu 230sm. Der blev igen lavet lækker aftensmad og skipperinden og ældstematrosen tog vagten fra 18-21. Vi strøg afsted med 10knob på en halv vind – mega fedt. Paul tog over efter os og derefter var det Skipper der havde tjansen ved roret, vinden tog til og sammen fik vi rebet sejlende. Så skete det igen… autopiloten stod af☹. Vinden var fortsat tiltagende så vi blev enige om at gå længere syd på for at få roligere vind. Rolig vind fik vi og ved frokosttid døde vinden fuldstændig. Motoren blev startet eller dvs vi forsøgte, men den ville ikke, så i 5 timer arbejdede Paul og Skipper på at finde fejlen. Der blev skiftet filtre og luftet ud og alt muligt andet, alt imens vi vuggede blidt i bølgerne, mens solen bagte ned på os. Endelig lykkedes det, men det gamle problem med faldende omdrejninger i tide og utide var tilbage, øv. Vi måtte derfor ændre planer og droppe La Graciosa og gå mod Arrecife på Lanzarote. Det blev nu en meget god tur, trods det gik langsomt og ustabilt, men med besøg af både delfiner, hvaler og skildpadder var humøret højt. Ved 22-tiden ankom vi til Marina Lanzarote, hvor vi fik lagt til ved ankomstbroen. Trætte og lettede gik vi til køjs.

Dagen derpå fik vi indklareret og taget Marinaen i åsyn. Hold nu op en kontrast til Marokko. Hvidt, rent og skinnende, smarte butikker, restauranter, musik i hele marinaen og caféer. Lækre baderum med gigantiske brusere og vand i stride strømme – lækkert. Paul og Skipperen satte massivt ind for at finde fejlen på motoren og der blev også igangsat en jagt på en smed, der kunne fikse vores beslag til autostyreren samt lave et ekstra. Lidt nydelse skulle der også være plads til, så der blev lejet bil og vi fik set vulkaner, grotter og snorklet forskellige steder.

Med adgang til en IKEA fik skipperinden også lavet lidt opbevaringsforbedringer alt imens der stadig blev arbejdet ihærdigt på motoren. Brændstoftilførslen blev minutiøst gennemgået, for det var her problemet lå. Det blev en større operation, da der desværre også var lidt, der gik i stykker i takt med tingene blev skilt ad. Det vidste sig dog at være meget godt for det lokaliserede problemet. Dieselpumpen fik ikke altid strøm nok. Den fik strøm fra en anden ledning via en strømtyv – en ret ustabil sammenføjning. Det blev løst og efter flere test var vi klar til afgang – det var så også 3. gang vi tjekkede ud fra havnen. De 2 første gange måtte vi tjekke ind igen, motoren ville alligevel ikke trods flere test, der var gået godt. Men nu var vi klar til at tage de sidste 20sm mod Marina Rubicon på det sydlige Lanzarote, hvor båden skulle på land og have skiftet pakningen om akslen samt have ny dybdemåler – den gamle havde stort set ikke har virket på hele turen.

Det skulle dog vise sig ikke at historien om motorproblemerne langt fra var afsluttet……

2 betragtning angående “10. Et nyt kontinent”

  1. Hej Oskar dejligt endelig at høre fra dig og din familie. Det lyder mega skønt og lækkert. Savner jer alle VIRKELIG meget. Forsat god tur

    1. Hej Østen
      Dejligt at du følger med – vi arbejder på også at få nogle billeder på hjemmesiden. Oskar savner også jer rigtig meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *