2. Den første rigtige tur med Amarillo

Fredag aften kørte vi fra Sjælland og til Kruså, hvor Hektor og Viktoria blev sat af ved farmor og farfar. Farfar kørte os, mor, far og Oskar, til Sønderborg Havn, hvor der blev læsset af, båden pakket, sengene redt og kl. 00.30 gik vi til køjs.

Lørdag d. 16.6

Uret ringede 05.45 og kl. 6.10 smed vi fortøjningerne og gled ud af havnen i den stille morgen med kurs mod Kong Christian den X’s Bro. Kl. 6.30 lå vi klar, Oskar havde hejst broflaget og kl. 6.38 gled vi under broen og ud på første del af vores 127sm.  Op gennem Als Sund for motor, stille og rolig sejlads, så der blev dækket op til morgenmad i cockpittet med friskbagt brød, kaffe og juice.

Ved fjorden blev sejlene sat.  4-6 knob op gennem fjorden på en halvvind, ved udmundingen kom vinden og farten, vi strøg afsted med 6-8 knob og skumsprøjt på dækket. Og som prikken over ”I’et” brød marsvin op over overfladen.  Vest om Årø og øst om Brandsø. Her var vi lige lidt uopmærksomme – sejlene skulle trimmes og naturen nydes, så vi kom lige lidt faretruende tæt på Brandsø, men Henrik reagerede hurtigt og fik styr på båd og kurs – Så lærte vi det :-). Lige inden Fænø – starten af slangen under Lillebælts-broerne bjergede vi sejlene, vinden var gået mere i øst og vi ville få den lige i snuden under den gamle Lillebælts bro – Det havde vi ikke mod på. Derudover skulle vi krydse kurs med massevis af unge jollesejlere. Sjovt at se Broerne fra en helt anden vinkel. Efter den ny Lillebælts bro blev sejlene igen sat, men kun for en kort stund. Vi fik igen vinden lige i snuden da vi rundede ved Strib og der var masser af modstrøm og regn. Sejlet blev bjerget og Henrik gik ned for at lave kaffe. Pludselig kom en los-båd susende ud fra Fredericia med enorme dobbeltbølger efter sig. Heldigvis fik jeg hurtigt vendt damen, så de kom ind forfra og adviseret Henrik og Oskar – Hold da op en gyngetur det gav. Vejret blev tjekket, ingen bedring, så vi blev enige om at gå i havn i Bogense. 3 timers sejlads til Samsø for motor var ”No go”. Så hellere starte lidt tidligere søndag. Vi ankom til Bogense Havn ved 18-tiden. Vi havde forberedt med kort over havnen og Henrik havde tjekket hvor der var ledige pladser. Indsejlingen gik fint, vi fandt broen med de ledige pladser, men da vi nærmede os kunne jeg godt se, at de var for smalle og det ikke ville gå. Så fik slået bak, men det var som om styringen ikke helt fungerede og jeg panikkede lidt. Det var nok en kombination af strøm i havnebassinet, at jeg jo faktisk ikke har prøvet at bakke med hende før og derfor ikke var helt forberedt.  Men Henrik tog over og vi sejlede i et andet havneløb, hvor vi kunne ligge os langkajs. Så fik vi også prøvet det.  Der blev lavet kyllingelår og majskolber, lækkert. Vinden lagde sig fuldstændigt og det var en skøn aften med havblik. Vi blev enige om at starte kl. 5, så vi gik tidligt til køjs.  57nm, 12 timers sejlads

Søndag d. 17.6

Uret ringede 04.50, jeg stod op og gjorde mig klar og fik lavet kaffe. Henrik sad lidt bedre fast i sengen – han er ikke just noget morgenmenneske:-)

Netop som vi skulle til at tage fortøjningerne, stak Oskar hovedet op og var klar, han skulle dog lige have tøj på og på toilettet, så kl. 05.30 listede vi ud af havnen med kurs stik øst.

Vi fik hurtigt sat sejl og det gik i god fart med 4-6 knob.  Vi fik smurt madder som blev indtaget i cockpittet.  Lidt kold morgen – Oskar synes det var meget koldt.

Men så kom solen og vinden tog til, vi ændrede kurs en smule og fik vinden ind agten fra og humøret steg betragteligt. Kl. 10.50 gik vi fri af Samsø og forberedte os på at krydse Storebælt. Jeg havde downloaded en App, hvor vi kunne se hvilket skibe der var på vej  og hvilken fart de sejlede med. Vi bjergede genuaen og sejlede udelukkende for storsejl på en plat læns, 7-9 knob. Wuhuu!

Kl. 13. var Store Bælt krydset uden dramatik. Høje bølger, medstrøm og god vind bagfra, Huhej hvor det gik.

Færgeruten, Odden-Århus, Sjællands Rev og et fartøj der udførte undervandsarbejde/sandsuger blev passeret i fin stil.

Ved indsejlingen til Isefjord, havde 10-12s/m ind fra siden og gode bølger. Heldigvis passede det med at vi kom fri af færgeruten, Hundested-Kulhuse. Vi fulgte Navionics’ rute – Vi var på mærkerne og havde nærstuderet dybderne på søkortet, fordi den førte os ud af sejlrenden, men det så fint ud. Det var lige den lille sandbunke, vi skulle uden om, men igen det så ud til at vi havde god afstand – Det havde vi ikke og vi snittede lige sandbunden et par gange – sandsynligvis også pga bølgerne – øv, det satte lige en dæmper på rusen og øgede nervøsiteten for at skulle gå i havn med masser af strøm og 12s/m. Vi fik taget sejlet ned og nogenlunde forberedt indsejlingen til Lynæs havn – jeg var ikke vild med at skulle bevæge mig alt for meget rundt på båden i det blæsevejr. Så det sidste blev først gjort klar da vi var næsten inde i havnen. Henrik havde svært ved at manøvre rundt pga af strøm og vind. Vi sejlede ud igen, gennemgik planen, fik det sidste gjort klar, fendere og en ekstra line i snuden til at trække ind. Og så prøvede vi igen. Puha det var tæt på, men vi ramte huldet og jeg fik fat i indhalerlinerne og heldigvis kom 2 hjælpsomme mennesker os til undsætning som jeg fik kastet linen ind til. Det lykkedes os at få hende på plads og fortøjet forsvarligt.  Fantastisk tur og hvilken skøn båd at sejle, vi er rigtig glade. 73nm, 13 timers sejlads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *