9. Besøg hjemmefra

BLOG – REJSEBREV. Det er skipperinden, der er skribent på bloggen og inden vi tog afsted, havde jeg en forventning om at kunne levere opdateringer på bloggen én gang om ugen. Jeg må nok bare erkende, at der er flere kriterier der skal gå op i en højere enhed for, at det skal kunne lykkedes; Tid, noget interessant at skrive om og ikke mindst muligheden for WIFI. Tid burde vi jo have masser af, men alligevel er det med at skrive altid det der står nederst på listen. At tysse på ungerne for at få ro til at arbejde eller udsætte en strandtur, er ikke det der ligger først for. Så for ikke at få stress og dårlig samvittighed bliver bloggen nu ændret til rejsebreve. BUM.

Da vi sagde farvel til A Coruña, var det også et farvel til Hektors nye norske legekammerater, Alvin, 3 og Inge, 5 fra båden Millie. Der blev leget mange timer på Amarillo med både Duplo, magneter og Barbie. Det var dejligt at se de små børn finde sammen, der har været mangel på de helt små legekammerater og det er ikke altid, de store synes det er fedt at have en 4-årig med på slæb – en 4-årig, som ovenikøbet taler som et vandfald og svarer ”hvorfor” til ALT. Det var ikke altid de små helt forstod hinandens sprog, men de hyggede sig gennem legen. Vi håbede, at vi ville se dem i den næste havn.

Vi havde en dejlig tur til Muxia langs kysten. Da vi nærmede os, blev vi pludselig nervøse for, om vi mon skulle have bestilt plads i havnen. Der var en del sejlere, der havde nævnt Muxia som deres næste stop. Men da vi kom ind, var der helt tomt, der lå 3 andre både ud over os, så der var masser af plads. En lidt tom og forladt by, men alligevel lidt hyggelig og der var et mindre ”bjerg” hvorfra der var en skøn udsigt over havet. Vi blev 2 dage inden vi fortsatte ned ad kysten. Vi ville gerne ligge for anker, så der var provianteret og vi havde udset os en vig, hvor vi kunne ligge i læ for vinden – håbede vi. Da vi ankom, var der dog ikke helt den læ vi havde håbet på, men vinden skulle aftage, så vi blev enige om, at det nok skulle gå. Vi havde 16m/s og må lægge ankeret om 3 gange før det lykkedes at få det til at sætte sig fast. Der var rigtig meget gammelt tovværk og masser af vandplanter. Men det blev en skøn nat med roligt vand og fuldmåne.

Videre gik det mod Muros, hvor vi skulle samle farfar op – vi kunne næsten ikke vente. Timingen var perfekt, vi lagde til og fik tjekket ind og så kom farfar med taxien og alle sine tasker. Han havde vores ekstra forsejl med, som havde fået påsyet en solbeskyttende kant og da taskerne blev åbnet, var det masser af spil, lækkerier og søde sager fra Lotte og Ole hjemme i DK – MANGE TAK😊.

Henrik og ungerne stod for maden og der blev hygget i cockpittet inden alle gik tidligt til ro. Baiona var næste stop, 43sm skulle tilbagelægges. Der var ikke så meget vind, men store bølger og efter frokost måtte stakkels farfar kapitulerer – han havde været tidligt oppe dagen før og en cocktail af for lidt søvn og så straks blive kastet ud på havet i bølgegang, kan godt give lidt ondt i hovedet og rumlen i maven. Men lige inden vi nåede havnen, var han igen vågen og frisk som altid. Det var blevet lidt sent og kokken (farfar) trak restaurantkortet. Endelig var varmen kommet og vi nød en dejlig aften i Baiona.

Vi blev et par dage. Skipperen og skipperinden havde lokaliseret et vaskeri med 20kgs maskiner – 20kg vasketøj på 35min er noget der rykker. Så der blev vasket en ”HOT”-vask (her går man ikke så meget op i grader) med sengetøj, håndklæder, undertøj og sokker og en 15kgs ”Warm”- vask med tøj. Vinden blæste lunt og det hele tørrede på rekordfart, men helt værdigt var det nok ikke for Amarillo med alt det vasketøj hængende i et sirligt snoresystem mellem mast og targabøjle 😊😊.

De to store matroser fandt nye danske legekammerater Emil, 12 og Ina, 6 fra Elin. De havde gennem de seneste års sommerferier sejlet båden længere og længere sydpå og havde nu afsat 1 år til at sejle rundt i middelhavet. Der blev i den grad hygget og fyldt op på den sociale konto. Alt imens gik den mindste matros og kokken på indkøb.

Vi fik ikke set så meget af byen og området, for der var masser af praktiske gøremål, der skulle ordnes. Udover skolen, skulle der handles og vaskes tøj. Sidst vi vaskede, var 5 uger forinden i Amsterdam. Derudover havde vi fået knækket et beslag til vores spielerbom, så vi var også på jagt efter en veludstyret marinebutik – dog forgæves.

Vi skulle nyde 12 dage sammen med farfar, som skulle afmønstre i Portimao. Her skulle Paul så påmønstre. Derudover arbejdede skipper på, at vi kunne få Amarillo på land og skiftet pakningen omkring akslen samt få skiftet dybdemåleren. Det ville betyde, at vi skulle være i Portimao søndag, så båden kunne komme op mandag. Farfar skulle flyve hjem tirsdag og Paul skulle så påmønstre sidst på ugen.

Det betød at vi skulle tilbagelægge næsten 400sm på 10 dage og vi ville gerne have tid til at opleve både Porto og Lissabon. Planen blev derfor at tage nogle længere stæk og flere natsejladser så vi kunne have lidt flere dage i land. Derfor sejlede vi fra Baiona kl.19, efter en lækker aftensmad, og med kurs mod Porto – 65sm. Vi var fremme i Marina Douro den efterfølgende morgen og her blev der spist lækker brunch. Marina Douro ligger lidt oppe af Douro floden og der var virkelig meget modstrøm, da vi drejede skarp til bagbord og vendte snuden ind i floden. Heldigvis var der knap så meget inde i selve Marinaen, men nogle af de både, der sejlede ud mens vi lå ved ankomstpontonen havde noget besvær med at navigere i medstømmen.

Vi havde i forvejen talt med Micael fra båden La Puerta, som også lå i Marinaen og han havde fået reserveret en plads til os i den godt fyldte marina. Ud over La Puerta som har to piger, Augusta, 11 og Margrete, 5 var der også en anden dansk båd Namihani med Carl, 14, Katinka, 11 og Karoline 6. Så sikke et dansker- og børnetræf😊. Der blev slappet af på Amarillo, badet og nydt kolde sangria inden vi om aftenen mødtes med hele flokken af danskere. Vi gik længere op ad floden mod Porto og fandt en Foodhall hvor alle kunne få stillet sin sult med lige nøjagtig det de havde lyst til. Mændene sluttede aften af med portvin mens mødrene tog børnene hjem til køjerne på bådene. Desværre skulle både Namihani og La Puerta videre allerede næste dag. Skolen blev udskudt og hele formiddagen hyggede alle ungerne sig med at løbe på løbehjul og rulleskøjter. Vi ville dog ses igen i Lissabon.

Vi tog ind til Porto og tog en Sightseeing bus rundt. Det er altid en god måde at få set det meste af byen på når man ikke har alt for meget tid eller har børn med ”korte ben”. Da turen var slut bildte vi matroserne ind, at vi lige skulle se en meget flot kirke inden vi skulle hjem. De var trætte, sure og sultne så glæden var stor da vi stod foran Hard Rock Café og ikke en kirke. Kokken har et helt særligt forhold til Hard Rock, så selvfølgelig skulle vi en tur omkring og spise.

Tågen lå tæt omkring havnen, da vi sent om aftenen kom tilbage og den var ikke lettet da vi vågende næste morgen. Det blev en grå dag med praktiske gøremål. Vi var stadig på jagt efter et beslag til spielerbommen og så skulle vi have fikset vores påhængsmotor, som man ikke rigtig kunne styre gassen på. Vi fandt ikke beslaget, men en fik lavet en aftale med en fyr der ville komme og kigge på motoren om aftenen – han kom dog aldrig. Alt imens skipperen og skipperinden havde været afsted, havde kokken og matroserne fyldt lageret op med proviant. Næste stræk ville være 150sm til Cascais ved Lissabon.

Næste morgen var der stadig tåge og vi kunne se på prognosen, at den ville ligge et godt stykke ud og ned ad kysten, men den var alligevel ikke så tyk som dagen før, så vi blev enige om at få tanket og komme afsted. Det blev en fin tur og tågen var slet ikke slem, vinden var svag og vi måtte gå for motor (igen) det meste af vejen. Da natten faldt på, viste havet sig fra sin smukkeste side med masser af morild. Det var som at sejle gennem et glimtende lyshav. En hver bevægelse i havet resulterede i neonfarvet lys – delfinerne trak en lysende hale efter sig og når de sprang ud af vandet, var det som et festfyrværkeri. HELT FANTASTISK oplevelse.

Vi ankom til Cascais sidst på eftermiddagen. Her lå både Nerthus, Namihani og La Puerta for anker uden for havnen, som var ret fyldt. Vi fik heldigvis en plads og inde i havnen lå yderligere 2 danske både. Matroserne er 100-meter-mestre i at spotte Dannebrog og der gik da heller ikke længe, før de havde inviteret sig selv om bord på Vera til lækre småkager og juice😊. Det var blevet sent og aften blev afsluttet med lækre pizzaer på en superhyggelig italiensk restaurant.

Den følgende dag skulle stå på udflugt til Lissabon. Vi gik mod toget og mødte besætningerne fra både Namihani og La Puerta, så dem fulgtes vi med i toget. De to store matroser har en lidt mere skrap lærer, som havde forberedt to telefoner med matematik apps – så de lavede math king på togturen☹ – Meeeen tror nu de syntes det var helt ok – det kunne have været værre……Fandango (dansk) for eksempel.

Lissabon var en fantastisk oplevelse og kan absolut anbefales. Vi ville have taget sporvogn 28 gennem den historiske bydel, men da vi endeligt fandt frem til den, var køen lang og sporvognen overfyldt. En tuk tuk chauffør spottede straks vores vildrede og fik talt godt for sin tur rundt i Lissabon i hans tuk tuk, så vi hoppede på – og sikken en oplevelse. Op og ned gik det i de stejle og smalle gader og han fortalt på perfekt engelsk om området og historien. Han viste os ind på en lille bitte bar og bød på kirsebærlikør i frosne chokolade ”glas”. Så skal du til Lissabon, så book en tur med Nunos Tuk Tuk.

Den sidste dag skulle vi bare slentre i Cascais’ meget hyggelige gader og en tur på markedet. Det var regnvejr og vandet fossede gennem gaderne. Vi endte med at have mega vandkamp, der blev sprøjtet med vand og hoppet i vandpytter så vi lignede alle nogle druknede mus da vi kom frem til markedet. Det var virkelig sjovt.

Efter Cascais gik det mod Portimao, 130sm skulle tilbagelægges og det blev igen primært for motor, øv. Der var fin plads i havnen og det var tæt på stranden og strandpromenaden. På turen havde vi brugt det sidste vand i tankene og det var noget grumset. Da vi fik åbnet for tankene, var der helt enormt mange kalkaflejringer i. Skipperinden gik i gang med at skrubbe, men det var en nærmest umulig opgave. Der skulle skrappere ting til. Så det blev føjet til den lange liste af ting der skulle ordnes.

Projektet med at få båden på land, blev desværre heller ikke til noget i denne havn. Nogle af reservedelene krævede længere leveringstid, så vi arbejdede videre med en ny plan om at komme på land på Lanzarote.

De sidste dage med farfar blev nydt og for første gang i meget lang tid var vi på stranden. Vandet var ikke supervarmt, men dog væsentlig varmere end de 14-15gr vi havde haft ned langs Spanien og Portugals kyst.

Der blev knebet nogle tårer, da taxien kom og hentede farfar og stemningen var på nulpunktet. Vi gik mod byen og marinebutikkerne, men der var noget længere end vi havde regnet med, det var varmt og mindstematrosen havde helt ekstremt ”korte ben”, så vi fik fat på en taxi, der kunne bringe os til vores mål.

Der var flere butikker, men ingen af dem havde det vi havde på listen. Den ene butik kunne dog skaffe afkalker hjem til dagen efter – at det så glippede og kostede en taxitur frem og tilbage er en anden historie, øv. Vi fik dog en henvisning til en, der kunne lave vores gearkabel på påhængsmotoren. Det viste sig at være ham vi også havde haft kontakt til mht. optagning af båden, en fin og meget hjælpsom fyr. Ham ringede vi til med det samme. Han var lige uden for butikken og kunne da lige sejle os tilbage til havnen og kigge på motoren med det samme. BUM. Humøret steg betragteligt med udsigt til, dels at få en tur i en hurtiggående båd og dels at få løst en af tingene på listen……Forhåbentlig. Gummibåd og påhængsmotor bliver uundværligt når vi skal ligge mere for anker i Caribien.

Fyren ville tage motoren med retur, fikse den og give den et fuld servicetjek og levere den tilbage dagen efter. Det var også dagen hvor Paul ankom. Paul skulle sejle med os til Marokko og videre til Lanzarote. Påhængsmotoren kom retur, den havde ikke fået et nyt gearkabel, men han havde fikset det så godt han kunne. Der blev racet rundt i havnen og matroserne nød det i fulde drag.

Dagen efter blev der provianteret og gjort klar til afgang mod Rabat. Vi skulle afsted om aftenen så ville det passe med ankomst over middag to dage senere. Vi skulle have tanket og skipperen havde talt med havnen, at det var ikke noget problem, vi kunne sejle over og tanke når vi tjekkede ud. Der blev spist aftensmad og skipperen gik på havnetoilettet med matroserne. Han kom hurtigt løbende tilbage for at hente nøglekort og skibspapir, for de havde netop lukket havnekontoret, så vi skulle være hurtige, hvis der skulle tjekkes ud. Vi kunne ikke få tanket. Vi havde diesel nok, men vi ville gerne have haft tanken fyldt helt op. Vi gled ud af havnen i solnedgangen, med kurs mod et nyt kontinent og et farvel til det europæiske fastland.

Turen gennem Europa har været en stor oplevelse og det er gået over alt forventning. Smalle kanaler, store tidevandsforskelle, trafikzoner med tankskibe, strøm, bølger og meget mere. Vi har klaret det hele uden problemer, så vi er lidt stolte😊.

Men vi har også følt os lidt presset på tid, fordi vi skulle være bestemte steder på bestemte tider. Men alligevel, ville vi ikke have undværet de gaster vi har haft med. Ud over den ekstra mand til at dele nattevagterne med og sikkerheden i at være en ekstra ombord, har det også været en fornøjelse at lære dem at kende. De har delt ud at deres viden og givet tips og tricks så vi har også lært nye ting.

Da vi planlagde turen, tænkte vi, det var bedst med kortere sejlture, dagssejladser og at det var fint at have én til to dage i havn. Det ville give os mulighed for flere stop, mere at opleve. I dag ville vi gøre det anderledes, som på de sidste stræk i Portugal, længere sejladser, flere natsejladser og færre stop. Det giver mulighed for flere dage i havn og mere tid til at opleve de steder man kommer. En til to dage er for lidt og forsvinder hurtigt i praktiske gøremål.

Vi skal stadig øve os i at være i nuet, ikke hele tiden tænke på næste stop eller det der kommer; krystalklart vand, hvide palmestrande, øde øer og kokosnødder. Vi skal huske at nyde regnvejr og vandkamp i gaderne, eller når cockpitteltet er sat på og varmen er tændt og vi kan ligge under dynerne i salonen og se Harry Potter – Det gør vi også, men sat på en spids, så taler vi stadig meget om næste stop og det der ligger ude i fremtiden. Det er dybt forankret i menneskes natur at stræbe efter noget bedre, at rykke sig, men nogle gange er det også meget godt, at nyde det man har, der hvor man er – man ved ikke hvad der kommer.