8. S/Y Amarillo videre gennem Europa

Dagene flyver afsted og vi har fundet en ny form for hverdag – vi sover til vi vågner, oftest mellem 8-9, vi spiser morgenmad – sammen – og i roligt tempo, nyder kaffen. Ungerne finder skolebøgerne frem og vi arbejder koncentreret i 2-3 timer. Vi spiser frokost og eftermiddagen bliver oftest brugt på noget, hvor der skal brændes lidt krudt af og så skal der handles. Endnu en ting man skal vænne sig til. Førhen lavede vi madplan og handlede ind én gang om ugen. Nu har vi et lille bitte køleskab og fryseren kan kun lige knap lave isterninger til drinks, så der skal handles hver dag. Med lidt planlægning og en mestergrad i tetris kan det dog lade sig gøre at få det lille køleskab til at rumme, morgenmad, frokost samt aftensmad til 2 dage.

DUNKERQUE

I bådskolen har vi arbejdet med 2. verdenskrig, et nærliggende emne når vi nu var lige der i Dunkerque, hvor de allierede styrker kæmpede i maj 1940. Vi har set dokumentar på DR-Bonanza og ungerne har fået en nogenlunde fornemmelse af krigens start og forløb.

Dunkerque var første stop i Frankrig. Børnene tænkte: Frankrig = Sol + Varme, De voksne tænkte Frankrig = ”hyggelige franske havnebyer” + gode oste + Rødvin – (Engelsk tale)2. Vi blev lidt skuffede. Efter endt skolegang gik vi på jagt efter et supermarked, så vi kunne få handlet ind til aftensmaden og strukket benene. Vi blev mødt af grå, kedelige og beskidte gader. Vi fik dog lidt forskellige oste, men fik aldrig åbnet rødvinen og varmen udeblev fuldstændig. Tilgengæld blev vi bekræftet i at det engelske sprog stadig ikke er nået til Frankrig.

Vi besøgte krigsmuseet, som primært omhandlede slaget ved Dunkerque i maj 1940. Et ret fint lille overskueligt og oplysende museum. Efterfølgende blev det til en tur langs stranden – svært at forestille sig al den død og elendighed, der engang har været der. Nu skyder en moderne strandpromenade frem fra klitterne.

Tidlig onsdag morgen, meget tidligt – kl. 04.15 – forlod vi Dunkerque. Her er man nødt til at indrette sig efter mest mulig medstrøm, især når vinden igen ikke var med os, men imod os. Kursen var sat mod Boulogne Sur-Mer.

BOULOGNE SUR-MER

Velankommet til havnen og mens vi er ved at fortøjre det gode skib, hører vi på klingende jysk ”Hej og velkommen til”, det er besætningen på Valborg, som tæller Lars og Pernille og deres to drenge Simon, 12 og Kasper, 10. Fedt mand! Endelig nogle danske legekammerater. Skolen skulle dog lige klares først. Turen på havet havde ikke ligefrem opfordret til at sidde med snuden i bøgerne og så er det jo så fint, at man bare får lavet arbejdet senere.

Der skulle også lige handles og på vej retur mødte vi et andet dansk sejlerpar fra båden Osborn, som sjovt nok også hedder Lars og Pernille – det er da til at huske.

Tilbage i havnen fandt alle ungerne hurtigt sammen og der blev fundet bådsmandsstole frem og klatret i master til mørket faldt på og det var tid til at gå til køjs.

Bologne Sur-Mer havde ikke meget mere at byde på end Dunkerque, lidt mere liv måske, men ikke meget. Vi besøgte domkirken og gik en tur på murene omkring den bydel, hvor den ligger. Tilbage i havnen var der ”tour de båd”. Først rundvisning på Amarillo og derefter Valborg – Valborg er samme model og årgang som Amarillo og det er sjovt at sammenligne og udveksle erfaringer, både hvad angår tekniske og praktiske installationer. Vi afsluttede på Osborn med gode drinks (hvid portvin og tonic – kan klart anbefales) og snacks til de voksne, mens ungerne igen fornøjede sig i masten på Valborg.

DIEPPE

Vi besluttede at fortsætte mod Dieppe den næste dag, vi tog afsted lidt over 5, igen så vi fik mest mulig medstøm. Vinden var lige knap forfra så vi kunne lige nøjagtig få sat sejlene. Motoren kørte på lave omdrejninger så den kunne hjælpe lidt til og vi kunne holde en nogenlunde kurs. Afsted gik det, men sidst på formiddagen stod motoren af og vi kunne ikke få gang i den igen. Skipperen fik kontakt til havnen i Dieppe og bad dem hjælpe os i havn ved ankomst. De ville stå klar, vi skulle bare kalde op når vi nærmede os. Vinden vendte, så vi endte med at have en rigtig god tur for sejl. Da vi nærmede os havnen kaldte vi op og vi lagde os klar foran havnen og kort efter blev vi hentet og trukket sikkert i havn. Det var dog på ingen måde en så dundrende fiasko som de allierede havde tilbage i august 1942 da de ville jage tyskerne ud af Dieppe. Vi havde alt under kontrol og mandskabet på ”træk-båden” var super professionelle. En kort, men ret dyr tur, men den eneste løsning. Vi kunne ikke have gået ind for sejl, det var lavvande, vinden var i snuden og døde fuldstændig da vi sejlede ind gennem de meter høje mure, der er langs havneindløbet. Det regnede og var blevet sent, og da det gode skib igen var sikkert fortøjret fandt vi heldigvis et pizzeria der havde åbent, så 22.30 fik vi aftensmad, 22.40 faldt Hektor i søvn på skødet af mor.

Vi havde luret hvad problemet med motoren var – skidt i dieselfilteret, vi havde bare ikke lige det filter med, det var skiftet hjemmefra og vi havde ikke fået købt ekstra – Det har vi nu. Skipperen fik købt filtre og tømt skidt ud fra bunden af tanken, filtrene blev skiftet, der blev luftet ud og bum, motoren spandt igen som en mis.

Dieppe havde noget mere at byde på. Havnen ligger midt i byen og der er restauranter og liv. Både Osborn og Valborg fulgte trop og der blev igen leget og hygget efter endt skolegang.

GUERNSEY

Valborg og Osborn havde planer om at gå direkte fra Dieppe til den Engelske Kanalø Guernsey, et stræk på 150sm. Det synes vi lød som en god plan, vi havde lidt en bagkant, da vi skulle være i St. Malo og samle en gast op senere på ugen og så var der én der skulle fylde rundt. Der blev provianteret og tanket og kl. 15.30 forlod vi Dieppe. Der blev lavet kødtærte i omniaen og hygget i cockpittet. Det blev en helt fantastisk nat med havblik, månelys og masser af stjerner. Der blev læst bøger og slappet af den følgende dag, skolen var udsat. Vi havde fået anbefalet en hyggelig lille havn på den nordlige del af øen. Her havde alle 3 både reserveret plads, vi havde bare fået lidt forskellig/ingen information om, hvordan den skulle anløbes. Vi nærmede os først og fik kigget på kort og dér går det op for os – Kan vi overhovedet komme ind? Stikker vi for dybt? Vi havde oplyst havnen om, hvor dybt vi stak, men det havde de ikke reageret på. Et hurtigt opkald til Valborg og Osborn på VFH’en kastede dog lys over sagen. Man kan ikke sejle ind ved lavvande, da indsejling lukker naturligt. Det er et gammelt stenbrud, nærmest en gryde man sejler ind i. Osborn havde fået oplyst, at de kunne gå ind ca. 21.15 Guernsey tid og, at der var 6 ankerbøjer man kunne fortøjre til lige uden for havnen. Så det gjorde vi. Oskar og Skipperen var på madholdet – den stod på spaghetti bolognese. Det endte dog med at Oskar selv tryllede det frem, hold op hvor smagte det godt, han er bare super i et køkken. Kl. 21.30 blev vi hentet ind af havnemesteren, en lille smal indsejling mellem klippevægge, som ikke lige umiddelbart var til at spotte, og derinde bag ved lå en lille bitte snæver havn. Vi fik en fin plads ved siden af Valborg. Meget heldigt vi kom netop denne aften, da det var den sidste dag havnen kunne anløbes om aften. Tidevandet forskydes hver dag og det bliver senere og senere man kan komme ind i havnen. Havnekontoret lukker om aftenen og da man skal hentes ind og anvises en plads vil det ikke længere være muligt at ankomme om aften.

Bucette Marine stod i skarp kontrast til city marinaen i Dieppe. Her var vi omgivet af klippeskråninger, vilde brombær og frisk havluft. Efter en god nats søvn tog vi bussen til Peters Port for at få set byen og provianteret. Den søde havnedame lånte os 10£ til bussen. Vi fulgtes med besætningen fra Valborg og de foreslog at tage den lange tur modsat rundt om øen så vi kunne se den, den idé var vi med på. Så vi lod den første bus, der kørte direkte til Peters Port, køre og ventede på den næste i modsat retning. Bussen kom, men stedet for 1£ pr. snude ville buschaufføren have 5£ da han fandt ud af, vi skulle med hele vejen rundt om øen. Det synes vi alligevel var for groft, så vi hoppede ud igen og ventede på den direkte bus – godt vi har tiden og ikke uret. Der blev kørt til på de små kringlede og snoede veje, så det var da næsten værre end at være om bord på Amarillo i høj bølgegang, men frem kom vi. Der blev provianteret og købt lidt bådudstyr og så fandt Oskar langt om længe en rygsæk, som var både smart, praktisk og god at have på ryggen. Efter en hel dags traven i de små gader, tog vi bussen retur, men ruten var en lidt anden og pludselig blev vi i tvivl, om vi mon var kørt for langt så vi hoppede af – det var vi ikke, men for kort – så det blev en skøn gåtur til havnen ad små snoede veje og langs stengærde. Det var nærmest som at være dumpet lige ind i et afsnit af Postmand Per eller F for Får. Der blev grillet på klipperne over havnen, hvorfra der var et pragtfuldt skue ud over havn og hav – en skøn afslutning på dagen.

Dagen efter blev der samlet vilde brombær, fulde af smag og sødme og vi fik lavet lækker brombærmarmelade, at mindste matrosen spildte halvdelen i cockpittet, mens det stod til afkøling er en anden sag – Der var stadig nok til en omgang pandekager.

Vi gjorde klar til at forlade Bucette havn om aftenen, da det ville betyde, vi kunne tilbagelægge de 65sm og anløbe St. Malo dagen efter om formiddagen. Vi skulle have tanket diesel og samtidig kunne vi lægges os tættere på udsejlingen så vi nemt kunne forlade havnen kl. 22.30. Der blevet lavet mad, hygget, mindste matrosen blev puttet og vi fik slappet lidt af inden afgang. De to store matroser fik lov at blive oppe og følge udsejlingen.

Det var lidt snørklet at komme ud og skipperinden måtte stå i stævnen med en lygte og holde øje med fiskerbøjer, men da vi havde passeret Peters Port havde vi en skøn tur, en hel nat for sejl, ingen støj fra motoren, ingen skibe, ingen bøjer, kun stjerner og måneskin.

ST. MALO

Ankomst til St. Malo d. 25.8 kl. 12. Det var lige her skipperinden skulle fejre sin 4. runde fødselsdag dagen efter. Det blev en dejlig dag med gaver, sang og skøn morgenmad, et ekstra Dannebrogsflag vejrede i masten og dagen blev afsluttet på restaurant med lækker mad. Det var slet ikke så værst.

Den efterfølgende dag blev uret sat til kl. tidligt, tasken pakket med mad og drikke og så var det ellers afsted mod bussen, der skulle tage os til Mont Saint Michel. Sikke en oplevelse, et imponerende og prægtigt syn. Klosterkirken ligger på toppen af en klippeø, ca. 1 km fra fastlandet. I dag er der bygget en bro derud, hvilket gør det mulig at besøge den uafhængigt af tidevandet. Man bliver sat af på en stor parkeringsplads og herfra er der 3 muligheder for at komme ud til øen: gå (2,6km), shuttlebus (gratis), hestevogn (sikkert dyrt). Vi valgte den første mulighed, en flot gåtur med udsigt over havet og midt i det hele lå klosteret majestætisk. Der var mange mennesker i de små snoede og meget stejle gader, der er ved foden af klippeøen, men det tyndede lidt ud jo nærmere vi kom toppen og indgangen til selve klostret. Det var en overkommelig entré pris og det hele værd, 10€ pr. voksen, børn under 18 gratis + 2€ for en audioguide. Igen, virkelig imponerende byggeri.

Vi tog de sjove shuttlebusser – de har ret i begge ender og kører frem og tilbage uden at vende rundt – tilbage til parkeringspladsen og den bus der skulle føre os tilbage til St. Malo. Vi fik vist alle en god lur på denne tur.

På turen havde vi taget et par gode billeder af ungerne, skipperinden havde nemlig længe ønsket sig et maleri/tegning af ungerne og det havde hun fået i fødselsdagsgave. Der var et par gode gademalere i byen, som kunne male efter et billede, så det fik vi hurtig arrangeret. Billedet blev sendt til maleren og det ville være færdigt fredag eftermiddag – helt perfekt.

Torsdag aften ankom Gert, som skulle sejle med os over Biscayen, fredag blev der provianteret og det fine billede af ungerne blev hentet. Kl. 17 var der vand nok i havnen til, at vi kunne komme ud (her er der en mur der holder på vandet i havnen) og vi forlod St.Malo med kurs mod Roscoff.

ROSCOFF

Vi var i Roscoff ved middagstid, ved lavvande, få timer efter, da vandet begyndte at komme ind, var der virkelig meget strøm gennem havnen, som er åben i begge ender. De både der kom ind, havde meget svært ved at manøvre rundt i strømmen og der var da også én, hvor bagenden ramte en anden båd idet han vendte rundt. Der skete heldigvis ikke noget, da der var en gummibåd imellem, der tog det værste stød. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var på det tidspunkt vi skulle ud af havnen den efterfølgende dag.

Der blev tjekket vejrudsigter og regnet på dage, det var nu, vi var kommet til det første store stræk. Den berygtede Biscay – vi har hørt mange historier, de frygtelige storme, kæmpestore atlanterhavsbølger, og masser af søsyge, men også de gode med fladt vand, solskin og delfiner springene om stævnen. Så vi har set frem til turen med blandede følelser. Vejrudsigten lovede godt vejr frem til onsdag – 7-8m/s fra nord – ENDELIG FRA NORD. Herefter ville der komme noget mere vind. Vi blev derfor enige om at tage af sted lørdag aften, så vi kunne komme i havn inden onsdag. Vi kunne dog godt få 10-12m/s på det sidste stykke ind til A Coruña, men det har vi det fint med – det har vi haft i snuden det meste af vejen herned. Der blev provianteret og lavet aftensmad og så blev fortøjningerne smidt og vi gik ud af havnen med kurs mod Biscayen. De første mange sømil var med modvind og kæmpe bølger lige imod og det var ved at tage modet fuldstændig fra os, men det blev bedre. Da vi først fik vendt snuden syd på og solen kom frem havde vi vind og bølger nogenlunde bagfra og så fik vi besøg af delfinerne, der flittigt og legesygt sprang om båden. Vi fik gang i vores spielerstag og sejlet butterfly (forsejl til den ene side og storsejl til den anden side, spielerstagen er en bum der sidder fast på masten og holder forsejlet ude). Til aften tryllede skipperen og Oskar en lækker mørbradgryde med ris frem. Kl. 21 startede vi vores 3 timers vagter, der gav os mulighed for ca. 6 timers søvn og det fungerede rigtig godt. Igen ikke andet end bølgernes brusen, stjernerne og lidt måne. Ingen sejlskibe eller bøjer.

Mandag fik vi afprøvet vores genakker (stort tyndt sejl), det gik godt indtil den endte i vandet og vi måtte trække den op og manuelt få den pakket sammen. Vi har ikke brugt den før og i blokken, der sidder i toppen, sad der et tov, som vi havde sat faldet fast i – vi havde ikke tænkte over, at tovet måske kun var monteret for at kunne håndtere sejlet – den var i hvert fald ikke stærk nok til at holde sejlet og var simpelthen blevet revet over. Men ok, ingen skade sket, ud over vi var blevet våde og en erfaring rigere.

Vi fik afprøvet vores Iridium Go satellitenhed. Der blev hentet vejrdata og også ringet hjem til farmor og farfar og det fungerede bare helt optimalt og var super nemt.

I løbet af natten skulle der komme mere vind, Gert startede vagten og kl. 24 blev han afløst af skipperen og her var vinden tiltagende. Kl. 03 skulle skipperinden overtage, puha det var lidt overvældende og hun kunne til at starte med slet ikke orientere sig eller holde kurs så skipperen måtte tilbage ved roret. Det blæste op mod 16m/s og der var virkelig pres på sejlene. Efter lidt tilvænning i cockpittet blev sanserne skærpet og der blev taget over på roret – Dog måtte skipperen sove i cockpittet så han hurtig kunne tage over, hvis der blev behov. Det blev der behov for kl. 5.30, for mindste matrosen var ked af det – han kunne ikke finde sin mor og citat ”jeg kan jo slet ikke ligge her helt alene”, så puttede mor og Hektor under den varme dyne mens vinden rasede. Kl. 06 tog Gert over igen og han var vist, den der nød turen allermest, med rock i ørerne og justering på sejlene havde han en forrygende tur og satte fartrekord på 11,8knob. Om morgen fik vi talt turen igennem og fik et par gode trim-tricks af Gert. Vinden lagde sig igen og de sidste 5sm til havn blev motoren tændt og vi fik et sidste show af delfinerne lige uden for havnen – dem bliver vi aldrig trætte af og heldigvis har de besøgt os rigtig mange gange. Alt i alt en virkelig skøn tur og vi føler os stolte over at have klaret det.

A CUROÑA

A Curoña har 3 havne, den ene ligger lige ved centrum og er billigst, den anden lidt udenfor og den sidste, Marina Seca, anløber man kun hvis man har behov for at få fikset noget – her er ingen bekvemmeligheder som fx sanitære forhold. Vi anløb den sidste. Vores dybdemåler har virket, ikke virket, virket, virket, ikke virket, virket igen og nu virker den slet ikke. Vi har forsøgt alt muligt, men nej, den skal skiftes. Derudover får vi vand ind ved akslen (som drejer vores propel), ikke meget, men nok til at den ene lænse pumpe skal køre ind i mellem. Så det skulle vi have et tilbud på at få skiftet.

Ud over den manuelle pumpe, har vi en automatisk lænse pumpe foran motoren og endnu én i det første rum under dørken. Der har gennem længere tid været vand ved den første automatiske lænse pumpe, men vi har tænkt, at den ikke helt kunne pumpe det sidste ud og vi har derfor bare fjernet det sidste med en svamp, når vi er kommet i havn. Nu fik vi så åbnet op i dørken og det viser sig at vandet er skvulpet videre til den næste pumpe og derfra videre til alle andre rum under dørken, øv, øv, øv – GODT ALLE RUGBRØDSBLANDINGER OG MEL VAR PAKKET I POSER. Alt blev taget op fra dørken og salonen lignede efterhånden en slagmark og vi kunne konstatere, at vi har fået drukket alt for lidt vin, for vi har stadig virkelig mange flasker tilbage.

Pumperne blev tjekket. På den første pumpe var plastikstudsen, hvor slangen er monteret, knækket, så vandet løb ud igen når den pumpede og den næste pumpe kunne ikke pumpe vandet ud. Der blev investeret i 2 nye lænse pumper, som blev installeret. Men de kunne heller ikke pumpe. Så blev slangerne skilt stykke for stykke og det viste sig at der var en prop på det sidste stykke. Det kunne heldigvis hurtig fikses. Vupti, så virkede begge lænse pumper. For at være sikker på, vi ikke får vand videre rundt i alle rum i dørken blev det ene hul lukke med en ordentlig klat glasfiber.

Mens vi ventede på tilbud fra Marina Seca sejlede vi over til Marinaen tæt på byen. Vi fik nydt de super hyggelige gader med masser af restauranter og atmosfære. En by der absolut er hver at opleve. Lørdag aften var der dømt spansk tapas ind vi søndag skulle tidligt op og Gert skulle sendes tilbage til Danmark. Han skulle afsted fra havnen kl. 7. Vi fik spist morgenmad sammen og sendt ham afsted med taxi. Vi krøb alle under dynerne i salonen og der blev hygget og set 2 afsnit af Harry Potter. Vejret var dejligt og Amarillo trængte i den grad til at få et ordentligt bad. Dækket var beskidt og der var masser af salt alle vegne fra de mange bølger der har skyllet ind over os på turen. Der blev handlet og gjort klar til afgang dagen efter med kurs mod Muxia. Tilbuddet fra Marina Seca var lidt for dyrt og det ville tage for lang tid før reservedelene kunne komme. Vi får det fikset senere.

Vi har det alle godt med at sejle og priser os lykkelige for at ingen bliver ramt af søsyge, vi kan blive utilpasse, men ungerne er mega gode til at mærke efter og sige til hvis de bliver lidt skidt. Så er det bare op i cockpittet, kigge ud i horisonten og få vind i hovedet så kører det igen.

8 betragtning angående “8. S/Y Amarillo videre gennem Europa”

  1. Dejligt at høre fra jer det lyder som om i lever livet med mange dejlige oplevelser.
    God tur fortsat og tillykke med fødselsdagen.
    Hilsen familie Domke

  2. Kære Sejlerfamilie
    Skønt at høre fra jer. Det lyder som om I har et fantastisk eventyr. Jeg glæder mig til at påmønstre på GC
    kh Søren

  3. Kære Henrik og familie.

    Hvor er det skønt at læse om jeres færd … det lyder helt som det skal være 🙂

    Vi andre nøjes med de hjemlige himmelstrøg indtil videre.

    Mange Hilsener
    Nils & Mette og båden Mette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *